Nu kan der trænes udendørs i grupper op til 25 personer
Fra den 1. marts lysner det for foreningsidrætten, der kan mødes til udendørstræning i grupper på op til 25 personer.
Dagens udmelding har vakt jubel i idrættens verden, fordi der nu åbnes for udendørs træning i grupper på op til 25 personer. Det gælder både for voksne og børn og træder i kraft på mandag den 1. marts 2021.
Desværre er der endnu ikke åbnet op for indendørs idræt. DIF, DGI og Firmaidrætten håber på, at indendørs idræt kan komme med i næste runde af genåbningen og arbejder bl.a. politisk på at sikre, at dette indgår i beregningerne for kommende åbninger.
Restriktionerne for foreningsidrætten betyder:
- Der gælder et forsamlingsforbud på max 25 for udendørs idræt.
- Indendørs idræt skal fortsat holdes lukket.
- Professionel idræt er fortsat undtaget fra de særlige restriktioner.
7 spørgsmål og svar vedr. reglerne for udendørsidræt
1. Er det både børn og voksne, der må mødes op til 25 personer til udendørs træning/kamp?
Ja.
2. Er der krav om negativ test, før man må deltage i udendørs træning?
Nej, der er ikke krav om coronatest eller negativ test.
3. Må vi rykke indendørs træning udendørs?
Ja, det er tilladt at afvikle træning udendørs i grupper på op til 25 personer inkl. træner, hvis der er adgang til faciliteter. Det gælder alle idrætter, også dem der ”normalt” træner indendørs.
4. Tæller en træner, dommer mv. med i forsamlingsforbuddet på 25?
Ja, forsamlingsforbuddet omfatter alle de tilstedeværende dvs. både udøvere, trænere, dommer og evt. tilskuere eller forældre mv.
5. Må vi arrangere træning for flere grupper samtidig?
Ja, hvis I sikrer, at hver gruppe er på max 25 personer inkl. træner. I skal desuden sikre, at I overholder følgende:
- Der skal være tilstrækkelig afstand mellem grupperne - gerne mindst 2 meters afstand.
- I skal sørge for at afgrænse den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
- Der skal altid være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn. Husk at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 25 personer.
6. Må en træner stå for aktiviteter i flere grupper af 25 samtidig?
Nej, hvis der er flere grupper til stede på samme tid, må en instruktør eller træner kun have ansvaret for aktiviteterne i en af grupperne.
7. Må klubhuse og foreningslokaler benyttes i forbindelse med f.eks. toiletbesøg og afhentning af udstyr?
Ja - toiletter, opbevaringsskure m.v. må gerne holdes åbne for opbevaring og kortvarige ophold.
Hold dig opdateret på dif.dk/corona