JYSK donerer yderligere 200.000 kroner til Parasport Danmark
JYSK har gentaget succesen af deres Wellpur-pudesalg, og støttet Parasport Danmark med 10 kr. for hver solgt pude i juli 2020. Det har resulteret i, at JYSK nu kan donere hele 203.980 kr. til Parasport Danmark.
Med udsættelsen af de Paralympiske Lege i Tokyo til næste år er det ekstra vigtigt, at de danske para-atleter får støtte til at holde træningen i gang. JYSK har gennem flere årtier hjulpet para-atleterne på deres vej på PL, og de har derfor valgt at gentage succesen med deres salg af Wellpur-puder, hvor de for hver solgt pude støtter Parasport Danmark og para-atleterne med 10 kr.
Tilbage i april i år havde JYSK for første gang en måned med støtte fra pudesalget, og kunne dengang give hele 112.790 kr. til Parasport Danmark. Der har i den nye omgang af pudesalg, fra den 1. juni til 2. juli, været endnu flere glade pudekøbere rundt om i landet, og der er blevet solgt mere end 20.000 puder i perioden. Derfor kan JYSK nu så godt som fordoble beløbet fra sidste donation, og denne gang støtte de danske para-atleter med hele 203.980 kr.
Donationen kommer i en svær tid, hvor der stadig er uvished, nedlukninger og aflysninger på stribe i sportens verden. Derfor vækker donationen ekstra stor glæde hos Parasport Danmarks direktør, Niels Christiansen:
- Den store støtte fra JYSK betyder meget for os og arbejdet frem mod de Paralympiske Lege næste år. At det igen lykkedes dem at indsamle et så stort beløb fantastisk og vi er utroligt taknemmelige over donationen.
Hos JYSK er de glade for at kunne støtte parasporten og de danske para-atleter. Her håber man, at den ekstra donation i sidste ende kan være med til at skaffe PL-medaljer med hjem til Danmark næste år.
- Vi er stolte af vores langvarige sponsorat af Parasport Danmark, og det glæder mig, at vi endnu engang kan sende et stort beløb afsted til Parasport Danmark. Vi glæder os til forhåbentlig snart igen at kunne se paraatleterne i aktion, siger Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Director hos JYSK.
De Paralympiske Lege i Tokyo skal afvikles fra 24. august til 5. september 2021.