Inspiration og videndeling i fokus på Pressalit Sports Academy
Pressalit Sports Academy 2022 bød på 24 timer med fokus på videndeling, netværk og ny inspiration til det fortsatte paralympiske elitearbejde.
Kendskab og sammenhold på tværs af sportsgrene, handicap, alder og erfaring er afgørende for at sikre videndeling, kompetenceudvikling og et netværk, der skaber de bedst mulige betingelser for Danmarks bedste parasportsatleter.
Derfor var 80 trænere, atleter, holdledere og udvalgsmedlemmer fra 10 idrætter samlet i Vejle den 28. og 29. oktober til Pressalit Sports Academy 2022, der er Parasport Danmarks udviklingsakademi.
– Målet er, at alle deltagere skal tage inspiration eller værktøjer med hjem, som direkte kan påvirke deres muligheder for at præstere bedst muligt. Derfor har vi i år også prioriteret at tilbyde flere forskellige oplæg på samme tid, for at hver deltager kan få det for dem mest relevante udbytte. Nogle atleter er fx blevet introduceret til mindfulnessredskaber, som kan styrke deres mentaltræning og præstationskompetencer, mens andre har valgt at få ny viden om etablering og vedligeholdelse af kommercielle partnerskaber med sig hjem, siger idrætskonsulent Teis Gröflin Corneliussen, der er ansvarlig for planlægningen og koordineringen af dagen.
Paneldebat, prisvinder og paralympisk legende
Arrangementet begyndte fredag aften, hvor træner- og holdleder-netværket drøftede high performance-miljøer, samt hvad der skal til for at skabe kulturforandringer i de enkelte idrætter.
Lørdag morgen stødte atleter og andre stabsmedlemmer til. Dagen igennem blev atleter, trænere og Team Danmark bragt i spil via forskellige oplæg, paneldebatter og interviews. Blandt andet interviewede Pressalits direktør Dan Boyter, der har været til at med til at udvikle og etablere sportsakademiet, pararytteren Tobias Thorning Jørgensen, der vandt Pressalits Keep Living-pris 2022.
Her fortalte Tobias Thorning Jørgensen åbenhjertigt om den rejse, han har været igennem de sidste par år, der har bragt ham både PL- og VM-guld, men som også har budt på hårde perioder.
Som oplægsholder indtog den mest vindende mandlige PL-medaljetager gennem tiderne, legendariske Jonas Jacobsson, scenen da han gav sine erfaringer videre til dem, der allerede har været til de Paralympiske Lege. Selv har han vundet guld ved ni på hinanden følgende Paralympiske Lege i skydning og er i dag landstræner for de danske paraskytter. Han fremhævede bl.a. værdien af at have et godt team omkring sig, samt at det efter hans vurdering er afgørende for at få succes at bevare glæden ved legen i idrætten.
Om Pressalit Sports Academy
Pressalit Sport Academy (PSA) er Parasport Danmarks udviklingsakademi, der arrangeres i samarbejde med en af vores hovedsponsorer, Pressalit. PSA har været afviklet siden 2006 og fungerer som en platform for kompetenceudvikling af atleter, trænere og ledere. Det er en mulighed for at praktisere videndeling, netværksdannelse og socialt sammenhold på tværs af idrætsgrenene. Blandt andet Team Danmark bidrager med ressourcer og kompetencer på centrale idrætsfaglige områder, hvilket er med til at sikre den højeste kvalitet på de forskellige satsningsområder.
Læs mere om Pressalit Sports Academy ved at klikke her.