Parasport Danmark logo hvid.png

Danske hold satte historisk aftryk på Champions Cup

Aalborg Powerchair Football og Aarhus Rolling Devils var med, da de ti bedste klubhold i Europa var samlet i Paris for at kæmpe om Champions Cup-trofæet.

Aalborg Powerchair Football og Aarhus Rolling Devils til Champions Cup 2024 i Issy.
Aalborg Powerchair Football slog Aarhus Rolling Devils med 3-2 i det indbyrdes opgør i Issy mellem de to danske hold.

For de to danske klubhold blev 2024-udgaven af EPFA Champions Cup en historisk succes. Klubber fra Danmark (2), England (2), Frankrig (2), Irland (2), Italien (1) og Nordirland (1) var samlet i Issy fra den 17. til 22. juni for at spille om trofæet, og det foregik efter Round Robin-formatet, hvor alle mødte hinanden én gang i et indledende gruppespil, inden placeringskampene og finalen blev afviklet. 

For Aalborg Powerchair Football var det klubbens første deltagelse ved en europæisk klubturnering. Undervejs slog de ærkerivalerne fra Aarhus og endte som nr. 7 i det indledende spil. Dermed skulle de spille placeringskamp om 7. og 8. pladsen mod de forsvarende irske mestre fra DCU Storm. Danskerne vandt kampen 1-0 og sikrede sig dermed 7. pladsen.    

For Aarhus Rolling Devils bød den sjette deltagelse i turneringen på både op- og nedture. Med hiv og sving lykkedes det Aarhus Rolling Devils at hive en 6. plads hjem i det indledende spil og dermed sikre muligheden for at opnå en 5. plads i placeringskampen mod de irske vicemestre fra Midlands United. Med en 3-0 sejr sikrede Aarhus klubben sig en samlet 5. plads, hvilket også blev den historisk bedste placering for et dansk hold i turneringen.

Idrætskonsulent Henrik Rye Rasmussen fra Parasport Danmark deltog i sin egenskab af klubtræner for Aarhus Rolling Devils. Han glæder sig over udviklingen i dansk Powerchair Football. 

- At vi har to danske hold med til den største klubturnering i Europa er selvfølgelig stort og vigtigt for dansk Powerchair Football. De erfaringer og oplevelser, som de deltagende spillere har gjort sig ved at blive testet mod de bedste spillere og hold fra Europa, vil bestemt have en positiv indvirkning på den enkelte spillers udvikling både på og udenfor banen. Samtidig vil holdene og deres trænere kunne drage stor nytte af de erfaringer og inspiration, som deltagelsen ved turneringen har givet dem – noget som også vil komme den danske liga til gode. Slutteligt er det selvfølgelig også værd at bemærke de flotte præstationer og resultater, som de to hold opnåede – et bevis på den positive udvikling som dansk Powerchair Football gør sig i disse år, samt et vidnesbyrd om det store stykke arbejde der bliver gjort ude i klubberne, siger Henrik Rye Rasmussen.

Finalekampen stod mellem de franske favoritter og værter fra Upsilon Châtenay-Malabry og de engelske vicemestre fra Aspire PFC, hvor sidstnævnte endte som de samlede vindere med en 1-0 sejr. Finalen havde også et dansk islæt i form af Niels-Christian Simonsen, som havde tjansen som linjedommer.

Ved afslutningsceremonien skulle der udover en hyldest af det vindende hold Aspire PFC også uddeles Top Goal Scorer-prisen, Fair Play-prisen og MVP-prisen. Her satte danskere sig på imponerenede vis på to af de tre priser:

Top Goal Scorer: Mohamed Ghelami, Upsilon Châtenay-Malabry

Fair Play: Aalborg Powerchair Football

Most Valuable Player: Albin Vognsen, Aarhus Rolling Devils

Endelige placeringer:
1: Aspire PFC
2: Upsilon Châtenay Malabry
3: West Bromwich Albion
5: Aarhus Rolling Devils
7: Aalborg Powerchair Football

Læs mere på turneringens hjemmeside her.

Aalborg Powerchair Football (Parasport Aalborg)

Spillere: Thorbjørn Krarup #8, Rasmus Storgaard #9, Kasper Völcker Petersen #10, Tobias Steen Clausen # 21, Aki Joensen #80 og Simon Damtoft Christensen #92

Stab: Louise Eriksen, Lars Christian Linde, Anders Holmen Siig Jensen og Dan Rom Bøgehøj         

Kampe og resultater

Gruppespil:
18. juni
ALB vs. GVA (0-2)
ALB vs. APF (2-4)

19. juni
DCU vs. ALB (2-1)
MDU vs. ALB (2-0)

20. juni
TBZ vs. ALB (0-1)
ALB vs. ARD (3-2)

21. juni
UCM vs. ALB (2-0)
ALB vs. THR (3-1)
WBA vs. ALB (8-0).

Placeringskamp om 7.-8. pladsen:
22. juni
ALB vs. DCU (1-0)

Aarhus Rolling Devils (Parasport Aarhus)

Spillere: Mark Kornerup Sørensen #7, Karla Nejmann #9, Michael Jensen #11, Farzad Nabizada #14 og Albin Vognsen #17

Stab: Simon Wie, Benjamin Brun Rosenstrøm og Henrik Rye Rasmussen

Kampe og resultater
Gruppespil:
18. juni
THR vs. ARD (0-2)
ARD vs. TBZ (1-0)

19. juni
UCM vs. ARD (3-0)
ARD vs. APF (0-2)
ARD vs. DCU (0-0)

20. juni
WBA vs. ARD (1-0)
ALB vs. ARD (3-2)

21. juni
MDU vs. ARD (0-2)
GVA vs. ARD (1-0)

Placeringskamp om 5.-6. pladsen:
D. 22. juni
MDU vs. ARD (0-3)