Parasport Danmark logo hvid.png

På tærsklen til Hall of Fame 

Sportens Hall of Fame er åben for para-atleterne, lyder det samstemmende fra DIF og Team Danmark. Men er der grund til at tro på, at parasportens største idrætspersonligheder snart bliver foreviget i busteform og udstillet i Idrættens Hus?

Peter Rosenmeier er ikke overrasket over, at ingen Paraatelter er at finde i Hall of Fame, men han er overbevist om, at det vil komme. Foto: Lars Møller
Peter Rosenmeier er ikke overrasket over, at ingen Paraatelter er at finde i Hall of Fame, men han er overbevist om, at det vil komme. Foto: Lars Møller

Tekst: Jannik Lund Andersen  

Den 7. januar 2023 optages endnu et medlem i Sportens Hall of Fame, når dansk idræt traditionen tro fejrer sig selv og hylder sportens helt store stjerner og deres bedrifter i Jyske Bank Boxen. 39. gang er formentlig heller ikke lykkens gang for parasporten, der trods store resultater samt øget eksponering og anerkendelse endnu ikke har sparket døren ind til det feterede selskab.  

Det er de otte medlemmer af Hall of Fame-bestyrelsen, der hvert år beslutter sig for, hvilken pensioneret topatlet, der skal indlemmes i den eksklusive klub. Tom Kristensen, Anja Andersen og Michael Laudrup er selvfølgelig blandt dem med adgang, og samlet set er der indtil videre fundet plads til 30 mænd og 7 kvinder fra 13 idrætsgrene – samt sportsjournalist Gunner ’Nu’ Hansen.  

Står det til Parasport Danmarks formand John Petersson, er det på høje tid, at Hall of Fame-bestyrelsen kigger parasportens vej.  

- Der er ingen tvivl om, at idrætspræstationerne samt det sportslige niveau og konkurrencen i den paralympiske idræt berettiger det, siger John Petersson.  

Selv har han hele 15 PL-medaljer på sit CV, men er indtil videre blevet forbigået.  

På lige fod? 
Det er DIF, der har førertrøjen på i Hall of Fame-bestyrelsen, hvor også Team Danmark, sportsmedier og olympiske sponsorer er repræsenteret. Ifølge DIF’s administrerende direktør Morten Mølholm Hansen vurderes para-atleterne på lige fod med alle andre udøvere.  

- Vi har løbende drøftet navne fra parasporten, men lige som for alle andre idrætter, er barren af gode grunde meget høj, og der lægges vægt på, at der skal være tale om kontinuerlige verdensklassepræstationer i discipliner, hvor der er meget skarp og udbredt international konkurrence, siger Morten Mølholm Hansen.  

Samme toner lyder fra Team Danmarks direktør Peter Fabrin.  

- Para-atleterne bliver bedømt på præcis de samme kriterier som andre atleter. I Danmark er vi ekstremt heldige med, at der er så mange fantastiske atleter at vælge mellem, og det er heldigvis en svær opgave kun at vælge én hvert år, siger han.  

Tiden er dog moden til at sætte handling bag ordene, hvis det står til John Petersson.  

- Jeg oplever mange positive signaler fra DIF og Team Danmark, og vi er kommet rigtig langt i udviklingen med at skabe lige vilkår, respekt og anerkendelse omkring parasporten. Det vil være endnu et vigtigt skridt, hvis en para-atlet bliver optaget i Hall of Fame, og vi mangler i hvert fald ikke kandidater, fastslår Parasport Danmarks formand.  

Han understreger samtidig, at DIF og Team Danmark ikke kan undskylde sig med, at konkurrencen i parasporten er forholdsvis mindre hård sammenlignet med almenidrætten.   

- Det er efterhånden mange år siden, at vi oplevede en DIF-formand, der kom til at sidestille de Paralympiske Lege med et landsstævne i DGI. Heldigvis skifter tiderne. Det skal naturligvis ikke holdes imod vores atleter, at der er færre at konkurrere mod i de enkelte sportsklasser. Den sportslige konkurrence er knivskarp, og det har de fleste fået øjnene op. Når vi nu fx har fælles medaljebonus for atleter til OL og PL, opfatter jeg det også som et klart signal om, at præstationerne er lige meget værd, siger John Petersson.  

I 30 år er en række af dansk idræts største navne blevet optaget i sporten Hall of Fame, men endnu er ingen para-atlet blevet hædret. Her afsløres busten af Brian Laudrup i 2014.  Foto: Lars Møller
I 30 år er en række af dansk idræts største navne blevet optaget i sporten Hall of Fame, men endnu er ingen para-atlet blevet hædret. Her afsløres busten af Brian Laudrup i 2014. Foto: Lars Møller

Den første para-atlet i Hall of Fame   
Bordtennisspiller Peter Rosenmeier er en af de profiler i parasporten, der må banke kraftigt på til Hall of Fame, når karrieren en dag slutter. Den 38-årige dobbelte PL-guldvinder har i forvejen sin daglige gang i Idrættens Hus i Brøndby, hvor han træner og arbejder.   

- Jeg har da tænkt over det. Jeg ser jo busterne hele tiden og kan med lukkede øjne fortælle dig deres placering på min rute ned mod bordtennishallen. Forhåbentlig er jeg en kandidat, når tiden kommer, siger Peter Rosenmeier.  

Bordtennisspilleren har kontinuerligt leveret internationale topresultater igennem snart 20 år, og han har oplevet, hvordan holdningen til parasporten og PL har ændret sig markant.  

- Egentlig er jeg ikke overrasket over, at der ikke er nogen (para-atleter i Hall of Fame, red.). Man skal faktisk ikke så langt tilbage, før mange i DIF og Team Danmark betragtede det, jeg lavede, som en form for hobbyaktivitet. Heldigvis er vi et helt andet sted i dag, lyder det fra Peter Rosenmeier.  

Derfor tror han også, at den første para-atlet snart finder vej til Hall of Fame.  

- Det har jeg en forventning om. Vores profiler fylder mere i dag. Vi bliver nu nomineret til Årets Sportsnavn, hvor det tidligere var utopi. Jeg synes, vi fortjener at være der, og den blåstempling, der ligger i at optage en para-atlet i Hall of Fame, er samtidig så stor og vil betyde så meget, at jeg umuligt kan forestille mig, at det ikke sker, siger Peter Rosenmeier.   

Både Morten Mølholm Hansen og Peter Fabrin anser det også som et spørgsmål om tid.  

- Parasporten er under rivende udvikling, og det internationale konkurrenceniveau stiger hele tiden. Hvem den første para-atlet i Hall of Fame bliver, er ikke til at sige, men jeg er overvist om, at det vil ske på et tidspunkt, siger Peter Fabrin.   

Hall of Fame-bestyrelsen har bestemt sig for, hvem der den 7. januar 2023 følger i Sarah Slott Petersens fodspor og optages i Sportens Hall of Fame som medlem nr. 39.  

Læs mere om Sportens Hall of Fame og se samtlige medlemmer på www.sportenshalloffame.dk