Fællesskab og sport som drivkraft
20 deltagere har været på Club La Santa for at deltage i sportslejren ’Den Gode Oplevelse’. For Kristine Byskov Nielsen og Dennis Jakobsen har turen rykket ved mentale og fysiske grænser og skabt nye fællesskaber for fremtiden.
Tekst: Signe Sjølund
Kristine Byskov Nielsen kigger skeptisk på instruktøren og de kajakker, han slæber med sig gennem det våde sand ned mod vandkanten. Hun mærker spændingerne i kroppen og den angstprovokerende summen i maven over om lidt at skulle ned i kajakken og ud på havet for første gang.
Siden 2016 har hun været knyttet til sin kørestol efter et voldeligt overfald, der resulterede i en inkomplet rygmarvsskade og kroniske smerter. Hændelsen har ikke kun givet hende fysiske, men også psykiske ar, der for en stund har været en stopklods for hendes udfoldelse. Men ikke længere.
- Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg synes, jeg skal mere end det, jeg har gjort de sidste par år. Det er lige nu, jeg vil ud at prøve mig selv af, og finde ud af, hvad jeg kan, siger Kristine Byskov Nielsen med mod i stemmen.
Sammen med 19 andre med fysiske handicap, der ikke er idrætsaktive eller en del af et foreningsliv, har Kristine Byskov Nielsen tilmeldt sig sportslejeren ’Den gode oplevelse’. Projektet afholdes i år for tredje gang på Club La Santa på Lanzarote arrangeret af Parasport Danmark med midler fra Bevica Fonden, Bevica Legater og Vanførefonden.
Tæt på grænsen – i fællesskab
Turen har fællesskabet i højsædet sammen med fokus på motion gennem en pallette af sportsgrene fra kørestolsbasket, håndcykling, vandsport og det at udfordre grænser. Forud for deltagelsen har Kristine Byskov og hendes meddeltagere arbejdet aktivt med den mentale selvudvikling.
- Jeg trænger til at tage skridtet videre og finde et fællesskab med andre, der også har begrænsninger. Det er en meget lang personlig proces, når man kommer galt afsted og havner i en kørestol. Både i forhold til det fysiske, men også i forhold til selvværdet og selvopfattelsen. Her er et socialt fællesskab som dette med til at skubbe i den rigtige retning og udfordre og overvinde sine egne fysiske og mentale grænser, siger hun.
Hun suppleres af Thomas Thrane Larsen, der er projektets mentaltræner. Hans arbejde består i både før, under og efter turen at arbejde med at give deltagerne nye værktøjer og redskaber til at rykke grænser og personlige barrierer.
- Når vi mødes i fællesskab med andre, øges og forstærkes både den følelsesmæssige og fysiske oplevelse, hvilket kan skabe en samhørighed og tro på hinanden. Gennem sporten kan vi arbejde med de personlige barrierer og udfordringer, der hindrer deltagerne i at skubbe grænser og prøve nye ting af. De skal ikke komme ud over grænsen, men man skal prøve at komme tæt på og udvikle sig gennem hele livet.
Fællesskab betyder alt
Turen til Lanzarote har for Dennis Jakobsen bekræftet ham i, hvor vigtigt netop fællesskab og holdfølelse er for hans livskvalitet. For fem år siden kørte han galt på sin motorcykel, og ulykken medførte amputation af venstre ben, højre underarm, store skavanker på højre lårben og en ridse i hornhinden, så han ikke har fuldt syn på højre øje.
Efter en lang og sej kamp for at komme tilbage til livet og blive funktionel igen, har Dennis Jakobsen savnet det fællesskab, han havde i 13 år før ulykken som aktiv i forsvaret.
- Vi vokser alle i et fællesskab, og det gør man igennem hele livet. Det har jeg bestemt også gjort på denne tur, siger han smilende, mens han kigger op fra den rød-hvide-bøllehat, han har båret hele ugen.
Trods udfordringer ved kun at have en arm, har Dennis Jakobsen været med til alle aktiviteter. En personlig succes, hvor særligt snorkling og kørestolsbasket har givet ham mod på mere.
- Det var virkelig sjovt at snorkle på trods af store udfordringer med at komme ind og ud af en våddragt, når man mangler både arme og ben. Det var fantastisk at føle sig vægtløs og se den flotte natur under vand, Den fedeste oplevelse har dog været at være en del af et hold. Den følelse gav turen og de andre deltagere mig hele ugen. Sportsligt har kørestolsbasket givet mig mod på mere og bekræftet mig i, at jeg fungerer godt i gruppedynamikker, siger den 38-årige lollænder og fortsætter:
- Jeg bor i udkantsdanmark, og der er ikke meget sport for personer med handicap. Derfor går jeg nu med tankerne om at flytte til en by, hvor der er mere handicapsport. Fra barnsben har jeg vært på fodbold- og håndboldhold, og det med at være sammen i gruppefællesskaber gør bare noget ved en. For mig er det fællesskaber, der givet mest mening i mit liv.
Fra dybt vand til fast grund
Tilbage ved vandkanten driver Kristine Byskov Nielsen, der netop er kommet tilbage fra første tur i kajakken, rundt. Før afrejsen til La Santa Sport havde hun mange tanker om, hvordan forløbet med vandsport og dykning ville blive.
- Med de dygtige og kompetente folk omkring mig, har jeg fået styr på min angst. Jeg har nu både roet i en 51 cm bred turkajak og været nede og dykke på 6 meters dybde. Det er jeg ret stolt over og en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. De andre deltagere og trænere har troet på mig. Nu tror jeg også på mig selv, siger en stolt Kristine Byskov Nielsen.
Hun skal nu sammen med resten af deltagerne arbejde hen imod en mere idrætsaktiv hverdag. Her får de støtte fra både hinanden, mentaltræner og samtidig hjælper Parasport Danmark deltagerne videre ud i idrætsforeninger og sportstilbud, der passer til den enkeltes behov og interesse.
DEN GODE OPLEVELSE
Formålet med ’Den gode Oplevelse’ er at give mennesker, der er udfordret af deres bevægelseshandicap mulighed for gode oplevelser sammen med andre. Den bærende tanke er, at vi alle bliver stærkere og får mere overskud og glæde gennem sociale fællesskaber. Puljen uddeles i regi af Egmont Højskolen, Dansk Handicap Forbund og Parasport Danmark.
Med midlerne fra puljen har Parasport Danmark skabt sportslejren, hvor puljens formål kan blive båret ud i livet, kombineret med Parasport Danmarks mål om at få flere fysisk udfordrede i gang med at dyrke idræt
NY I PARASPORT?
Læs mere på nyiparasporten.dk