Kort sport
Kørestolsrugby: Dansk EM-bronze
Det danske landshold i kørestolsrugby tog til Paris med målsætning om at vinde EM-titlen, men det blev det bronzemedaljer for holdet, der kan tage vigtig læring og positiv udvikling med hjem.
Det danske landshold i kørestolsrugby sluttede flot af ved EM i Paris i februar, hvor Tyskland blev besejret 58-52 i bronzekampen. Hjemmeholdet Frankrig vandt overraskende EM-titlen ved at slå Storbritannien 44-43 i finalen.
Med sejren fik Danmark en god afslutning på EM-turneringen, der har budt på op- og nedture. Resultatet var ikke, hvad holdet på forhånd havde håbet på, men der er også positive ting at bygge videre på.
– Vi kom her for at vinde, så det er skuffende at få bronze. Men i det store billede har vi fået afklaret nogle ting og tager megen vigtig læring med herfra. Det er det, holdet har brug for, så vi står stærkest muligt ved VM i oktober, siger assistenttræner Thor Rønn Johansson.
Andenplads i puljen
I den indledende pulje slog Danmark sikkert Rusland og Schweiz, mens det blev til et nederlag til de senere europamestre fra Frankrig. Dermed tog Danmark andenpladsen i pulje A, og så ventede de paralympiske mestre Storbritannien i en svær semifinalen.
Her fik Danmark en skidt start og kom hurtigt bagud, og trods flot fight lykkedes det ikke at indhente den britiske føring. Danmark måtte se sig slået 48-55.
Bronzekampen blev et opgør med vores tyske naboer. Danmark fik igen en lidt skidt start, men spillerne formåede at hive sig selv op og, og med en klar sejr på 58-52 var bronzemedaljerne i hus.
– Vi fik igen en dårlig start – det var, som om vi ingen energi havde i begyndelsen af kampen. Dejligt at se, at det lykkes at komme tilbage og vende det til en sejr, sagde Mikkel Schöttel, der var en af de bedste danske spillere i kampen og i turneringen i det hele taget.
Fodbold: Værdifulde lektioner til CP-landsholdet
Fire nederlag i fire kampe blev slutresultatet for det danske fodboldlandshold for spillere med cerebral parese (spasticitet), da de i slutningen af november deltog i en firenationers træningsturnering i Barcelona.
De danske spillere måtte derfor tage til takke med sidstepladsen i turneringen, der fortjent blev vundet af Tyskland.
Trods nederlagene tager det danske hold vigtig læring med fra Spanien, vurderer landstræner Brian Levi Clemmensen:
– Det er tydeligt at se, at det er den første internationale turnering i tre år, og jeg må konstatere, at vi ikke er på det niveau, vi troede, vi var. Når det er sagt, så har vi lært meget af at være her, og vi har udviklet os fra kamp til kamp. Vi er af sted med en meget blandet og urutineret trup, så det er værdifulde erfaringer, som vi tager med hjem og kan arbejde videre med.
Svømning: Hillhouse og Lauridsen dominerede ved NM
De bedste danske parasvømmere hentede seks guld-, tre sølv- og to bronzemedaljer samt tre danske rekorder ved de Nordiske Mesterskaber på kortbane i Stockholm i december.
Parasport Danmark og Dansk Svømmeunion var af sted med et fælles hold på 32 svømmere til NM, der for anden gang blev afviklet som et integreret stævne. Fem parasvømmere (Jakob Heeb, Freja Kvist, Camilla Bitt Witz, Alexander Hillhouse og Karina Lauridsen) var udtaget og stævnet gav debut til Danmarks nye landstræner i parasvømning, Brian Marshall.
– Der var god stemning i hallen, og det var rart, at det danske hold kunne støtte hinanden på tværs, sagde Brian Marshall.
På resultatlisten imponerede især Alexander Hillhouse og Karina Lauridsen, der hver svømmede tre guldmedaljer i hus.
– Resultaterne viser først og fremmest, at svømmere var konkurrenceklar til stævnet og kunne håndtere de sædvanlige udfordringer, der følger, når man rejser til udlandet for at konkurrere. Vi forventer at svømmerne er klar, men det var stadigvæk godt at se det i praksis, sagde landstræneren.
Kørestolscurling: Veteraner vandt DM
Ved DM i mixed double slog Sussie Nielsen og Kenneth Ørbæk fra Tårnby Curling Club de forsvarende mestre Helle Christiansen og Jack Brendle fra Hvidovre Curling Club i slutspillet og vandt 3-1 i kampe.
De to skal dermed repræsentere Danmark ved det første officielle VM i kørestolscurling for mixed double, der finder sted den 30. april til 6. maj i Finland.
Ny træner for de to veteraner, der begge var med til at vinde VM-sølv til Danmark i 2005, er landsholdsspilleren Kasper Viksten, der senest deltog ved Vinter-OL i Beijing.
Optur
Fede forlængelser. Fantastisk at Parasportens tre hovedsponsorer, JYSK, Pressalit og Elsass Fonden, har forlænget deres millionsponsorater til 2024. Tak fordi I støtter!
Kolding kan. Værtsbyen for Special Olympics Idrætsfestival 2022 har sat sig for at løfte idrætten for mennesker med udviklingshandicap, og har allerede fordoblet antallet af idrætsaktive. Sådan!
Farvel corona. I skrivende stund er alle corona-restriktioner ophævet, og parasportens udøvere kan igen kommet til træning og stævnet. Vi krydser fingre for, at det varer ved.