Kolding kan

Af Kasper Malling Beck

- Det er min tur nu, må jeg godt lige spille bowling?, spørger Line Sejstrup smilende, og har allerede rejst sig fra det lysegrå plasticsæde. Hun går hen til stativets ventende bowlingkugler, vælger en laksefarvet én af slagsen og spiller den, så blot en enkelt af keglerne i banens modsatte ende bliver stående. Det udløser en dobbelt highfive med dagens makker.

Tilbage i plasticsædet fortæller Line om sin kæreste, Morten, der har friet til hende, og om sin bedste ven, Ken, der har lært hende at bowle, men i dag må se sig overhalet af sin elev. Men allermest er Line optaget af det, der foregår på banen.

- Jeg har det fint, fortæller hun kort og troværdigt. - Er det min tur nu, Ken?

Line er 35 år og dedikeret udøver i Bowlingklubben Trekanten i Kolding. Og så bor hun på botilbuddet Borgmestervej i Kolding, for hun er født med Downs syndrom, og har brug for hjælp til forskellige ting i hverdagen.

Idrætsdeltagelsen er fordoblet
I dag er hun én af cirka 35 sportsudøvere med et udviklingshandicap, der deltager i det ugentlige Onsdagsidræt i Sydbank Arena. På bowlingbanen er cirka 20 spillere i gang, mens syv-otte stykker deltager i henholdsvis gymnastik og håndbold i hallerne, der blot ligger en trappe væk fra bowlingbanerne. Onsdagsidræt blev først udskudt af corona og siden skudt i gang med en stor aktivitetsdag i november 2021. Initiativet foregår i et samarbejde mellem lokale idrætsforeninger, Parasport Danmark samt Fritid og Idræt og bostederne i Kolding Kommune. Målet er at gøre det lettere for mennesker med udviklingshandicap at dyrke idræt i hverdagen og motivere flere til det, og projektet er en succes, fortæller Jane Tholle. Hun er leder af botilbuddet Borgmestervej, og derudover er hun bostøttedelens koordinator for Onsdagsidræt.

- Et skud er, at andelen af vores borgere, der dyrker idræt er blevet fordoblet, og sådan en dag som i dag, kan man se, at det summer af god stemning og energi, fortæller Jane Tholle. Hun uddyber, hvorfor det er vigtigt, at lige netop den gruppe mennesker, hun arbejder med til daglig, får dyrket mere motion.

- Vi har at gøre med en gruppe af mennesker, der har meget svært ved at finde motivation til at dyrke idræt, og som slår ud på en lang række parametre: overvægt, dårlig kost, inaktivitet og en manglende kropsbevidsthed. Alle de faktorer, kan vi arbejde med her, og det forbedrer borgernes livskvalitet. Krop og sind hører sammen, og vi oplever, at Onsdagsidræt sætter en dagsorden og skaber god stemning i de forskellige botilbud.

Krammere og highfives
Fællesskabet fremhæves ofte, når man taler om Onsdagsidræt, og i hallen er det er tydeligt at se hvorfor. Her deles krammere og highfives ud til højre og venstre, smilene er brede, og selvom ivrigheden er stor, er der plads til alle. Man hjælper sin makker i håndbold, man venter på sin tur i bowling, og man henter sin egen bold, når man taber den til gymnastik. Alt sammen i et tempo, man ikke bliver forpustet af at overvære, men hvor der heller ikke er konflikter eller frustrationer i luften. Her trænes frem til Special Olympics Idrætsfestival, der skal holdes i byen til maj.

En del af det nyetablerede idrætssamarbejde – som skal sikre en langsigtet opgradering, når specialolympiaden er slut – handler om at uddanne lokale idrætsambassadører. Disse skal med støtte fra pædagogisk personale udbrede kendskabet til de forskellige idrætstilbud blandt deres medborgere på botilbuddene, motivere til at komme i gang, og selv stå bag forskellige aktiviteter. Det kan være hockey med avisruller, dans eller gåture.

Én af Koldings kommende idrætsambassadører, hedder Rene Christensen, han er 39 år, og er denne onsdag på plads i Sydbank Arena. Han deltog i opstartsdagen i november, hvor han prøvede forskellige idrætter af. Flere af dem var sjove, men pilen pegede på bowling, som Rene med egne ord er blevet ret god til. Inden da dyrkede han ”faktisk ingenting”, men han er ikke i tvivl om, hvordan den nye interesse har påvirket ham:

- Jeg bliver gladere, smiler han og uddyber:

- Jeg er ikke så god til at sparke mig selv i gang, men jeg bliver bedre. Jeg sveder, når jeg går herfra, og det kan jeg godt lide.

Rene blev prikket og spurgt, om han vil være idrætsambassadør på bostedet Skovvænget, og det glæder han sig til:

- Jeg håber, at jeg kan hjælpe andre.

Kolding i arbejdstøjet
Én af dem, der skal stå for uddannelsen af de kommende idrætsambassadører, er Sarah Pedersen. Hun er idrætskonsulent i Parasport Danmark og giver her sit bud på, hvorfor man vokser ved at blive inviteret ind i en idrætsforening, når dagligdagen foregår i et pædagogisk univers:

Rene Christensen skal snart uddannes til idrætsambassadør.
Han håber, at kunne hjælpe andre til at komme i gang med idrætten. 

- Når man trækker den grønne håndboldtrøje over hovedet, er man jo ikke handicappet, så er man håndboldspiller. Fuldstændig på linje med og i samme klub, som dem fra almenidrætten, der kommer og spiller i hallen lige efter. Det gør noget ved identiteten og selvfølelsen.

Hun oplever, at idrætsområdet for udviklingshandicappede generelt nyder stigende kommunal opmærksomhed og, at kommunerne er begyndt at få øje for sammenhængen mellem beboernes sundhed og generelle trivsel og livsduelighed.

- Kolding var ikke stærke på dette område, men vi oplevede virkelig en kommune, der var klar til at trække i arbejdstøjet, og det har de gjort. De arbejder på tværs af forvaltningerne og tager fælles ansvar for at løfte området, og de har ansat en koordinator, som står for kommunens indgang til bosteder og foreninger. Det er en nøglerolle, som kunne bruges i alle kommuner.

”Vi gør en positiv forskel”
Tilbage i bowlinghallen er John Ellegaard godt i gang med dagens træning. Der står coach på hans mørkeblå klubtrøje, men hernede kaldes han ”Onkel John” af sine atleter. På øjenkontakten, de opmuntrende kommentarer og små tekniske justeringer, kan man tydeligt se, at John Ellegaard befinder sig godt i rollen som træner – også for den nye flok medlemmer, der ”på nogle områder fungerer lidt dårligere”. Han har heller ikke svært ved at hjælpe en spiller, der er ked af det og trænger til en trøstende arm på skulderen. Deraf stammer navnet Onkel John. John Ellegaards primære dagsorden hernede i kælderen handler dog om bowling:

- Jeg lytter til dem, for det er min opgave, og jeg gentager mange gange, men jeg kan godt lære dem noget, og jeg synes, vi gør en positiv forskel.

Blandt andet for René, fortæller Onkel John, og peger i retning af den fjerneste bane, hvor Rene Christensen med et kraftigt skub sender sin bowlingkugle ned ad en rampe bygget til formålet.

- Han vokser med opgaven, fordi han får anerkendelse, for det, han kan gøre, og det giver en tilfredsstillelse både til atleterne og foreningen.

John Ellegaard medgiver, at det er et stort og anderledes arbejde at være træner for udviklingshandicappede bowlere, men med god støtte fra Parasport Danmark, er det langt fra umuligt, siger han.

- Interessen for at ville hjælpe disse mennesker, skal være til stede, men jeg er jo foreningsmand, og også for foreningen giver samarbejdet god mening.

Det gør det i den grad også for Line Sejstrup. Hun har fået svedperler på panden, har bogstaveligt talt taget kegler og har delt endnu flere krammere ud til både forlovede, venner og pædagogisk personale. Og selvom der er en bowlingkamp, hun er ved at vinde, får hun også sat til tid af til en sportsjournalist, der insisterer på at spørge, hvordan hun har det lige nu. Svaret er indlysende:

- Jeg har det fint nok. Må jeg godt lige spille – det er min tur.