Særligt i samtalerne med forældre, der har børn med handicap, bliver det tydeligt, hvordan idrætten kan give børnene selvtillid, hjælpe dem med at acceptere deres handicap og med at finde ligesindede, de kan spejle sig i.

Parasport har fået lov til at bringe et uddrag af kapitlet ”Rising Star” om Freja, der spiller bordtennis. Kapitlet er beskåret og let redigeret af hensyn til sammenhængen.  

Som syvårig ville Freja gå til dans sammen med en veninde. Til at starte med syntes hun det var virkelig sjovt, men efter få gange begyndte frustrationerne. “Jeg kan ikke finde den her rytme, som de andre har,” sagde hun.

Freja fortsatte et stykke tid til dans, men det var tydeligt, at begejstringen var forduftet ret hurtigt, fordi hendes handicap gjorde det for vanskeligt at følge rytmen og dansetrinnene.

– Hun valgte selv at stoppe, fordi hun ikke følte sig tilpas i sin egen krop til dans. Hidtil havde hun bare kørt derudaf og havde ikke lagt mærke til, hvad hun kunne og ikke kunne. Pludselig opdagede hun, at der var nogle begrænsninger, siger Helle.

Ikke endnu et nederlag

Dan og Helle har en grundlæggende holdning om, at børn skal gå til et eller andet i deres fritid. Så er det mindre vigtigt, hvad det er. Freja havde prøvet at spille bordtennis, og det ville hun gerne prøve at gå til. Dan og Helle var meget opmærksomme på ikke at udsætte Freja for endnu et nederlag.

– Hun skulle ikke igen og igen begynde til en idræt bare for at opleve, at hun ikke kunne være med, siger Dan.

Der var et par måneder til, at der startede et hold op i den lokale bordtennisklub, og Dan brugte ventetiden på at købe et lille bordtennisbord og begyndte at spille med Freja. Det var ikke helt let for Freja at ramme bolden, og Dan nåede at blive bekymret på hendes vegne, men ganske langsomt begyndte far og datter at få bolden over nettet flere gange i træk.

Dan og Helle begyndte samtidig at overveje, om Freja skulle dyrke idræt med andre handicappede, hvor hun havde en chance for at være med på lige vilkår. De viste hende blandt andet nogle videoer og billeder af parasport, men det fik blot Freja til at udbryde: “Jamen, det er jo slet ikke mig.”

– Hun kunne slet ikke spejle sig i nogen, der havde større handicap end hende selv, forklarer Helle.

Selvom Frejas forældre ville skærme Freja fra endnu et nederlag, hvilket hun risikerede at få i en almindelig bordtennisklub, havde de også svært ved at sende hende til parasport, når hun ikke umiddelbart havde lyst til det.

Kompromiset blev, at de tog Freja med til Parasportens Dag. En dag, hvor børn med handicap kan komme og prøve forskellige idrætsgrene. Så kunne Freja i hvert fald se, hvad parasport er, før hun afskrev det.

Efter Parasportens Dag talte Peter og hans træner, Christoffer, videre om den blot otteårige talentfulde Freja.

Hun havde ramt Peter og Christoffers konkurrencegen. Peter var selv først begyndt at træne målrettet, da han var omkring 20 år gammel. Og han var 29 år, før han fik Christoffer som træner og for alvor oplevede træning på niveau med eliten inden for almen bordtennis.

Tænk hvis en pige som Freja helt fra barnsben kunne få den bedst tilgængelige træning. De to konkurrencemennesker talte om, hvor god hun kunne blive. De blev enige om at sende en mail til Frejas forældre.

Helle og Dan var taget en tur til London i september 2018, da en mail fra Christoffer tikkede ind. Han tilbød at hjælpe med at træne Freja, så hun kunne blive klædt godt på til at kunne starte i en bordtennisklub.

Her er jeg nødt til lige at tilføje, at Christoffer Petersen ikke er hvem som helst, men derimod en af Danmarks absolut bedste bordtennistrænere. Han har gennem sin karriere trænet de største talenter og bedste spillere indenfor bordtennis i Danmark. Nu tilbød han at bruge halvanden time hver uge på at træne en otteårig pige med CP i den ene side af kroppen, der endnu ikke havde sat sine ben i en bordtennisklub. Et på mange måder ret vanvittigt tilbud.

Helle og Dan var da heller ikke i tvivl.

– Vi tænkte bare: “Fedt! Lad os da prøve det af.” Hvis der er nogen, der ser et potentiale i hende, så skulle vi give det en chance. Freja var heller ikke i tvivl om, at hun rigtig gerne ville prøve, siger Helle.

”Jeg bliver aldrig som de andre!”

Det her var en periode i Frejas liv, hvor hun var lidt i krise over sit handicap og kæmpede en del med at forstå og acceptere, at hun ikke kan de samme ting som alle andre.

– Hun hvilede ikke i sit handicap. Hun syntes nogle gange, at det var svært i skolen. Man kan ikke så tydeligt se på Freja, at hun har et handicap, men følelsen indeni er den samme, siger Helle og prøver at forklare, hvordan det var at være Freja i den her periode.

– Hun havde aftener og nætter, hvor hun bare tudbrølede, og alle følelserne og frustrationerne kom blæsende ud. Hun kunne råbe: “Mor, hvorfor er det her sket for mig,” og: “Det må have været verdens allerdårligste dag, da I fandt ud af, at jeg havde haft den blødning,” siger Helle.

Helles nøgterne måde at fortælle om de smertefulde nætter fortæller os, at Freja og resten af familien heldigvis er et andet sted i dag.

– Vi havde også samtaler i bilen, hvor hun græd og sagde: “Jeg kan jo ikke det samme som alle andre. Jeg vil ikke mere. Jeg bliver aldrig som de andre,” erindrer Helle. – Det føltes som en kniv lige i hjertet, når hun kørte derudaf i fuldstændigt vanvittige følelsesudbrud, hvor selv små ting – hvis hun for eksempel ikke var blevet valgt til i en eller anden sammenhæng – blev kæmpestore for hende.

Helle og Dan oplevede også, at Freja var begyndt at trække sig i sociale sammenhænge af frygt for at blive valgt fra, og fordi hun ikke følte sig normal. Hun blev ikke mobbet eller bevidst holdt uden for. Alligevel kunne det føles sådan for hende.

Noget man er god til

Allerede efter få ugers bordtennistræning med Christoffer, begyndte Freja at blive mere bevidst omkring sit handicap.

– Hele den der bøtte af negative ting omkring hendes handicap blev fuldstændig vendt på hovedet. Hun lærte ligesom at sige til sig selv, at selvom hun har et handicap, og det begrænser hende på nogle områder, kan hun godt blive god til noget. Her var der nogen, der fortalte hende, at hun havde talent og kunne blive dygtig, hvis hun øvede sig, siger Helle.

Freja havde stadig kriser, hvor hun ikke følte sig god nok, men samtidig voksede en følelse af, at der også var noget, hun var god til, og der var nogen, der troede på hende og gerne ville hjælpe hende med at blive bedre.

– Hele den bølge gjorde en kæmpe forskel for hendes mentale helbred. I løbet af ganske få uger steg hendes selvværd adskillige grader, siger Dan.

Frejas nyfundne selvværd og accept af sit handicap viste sig en dag i skolen, hvor en elev havde sagt “din handicappede...” som skældsord til en anden elev. Freja overhørte det, rømmede sig og sagde, at hun ikke syntes, man skulle bruge det som skældsord, for hun havde faktisk en masse venner, der er handicappede.

– Det havde hun helt sikkert ikke sagt et halvt år tidligere, siger Dan.

En dag i Lyngby Storcenter stod Helle og Freja i kø til toilettet. Helle bemærkede, at der var ledigt på handicaptoilettet, hvortil Freja sagde: “Der kan vi godt gå ud mor, for jeg er jo handicappet.

– Det havde hun heller aldrig sagt et halvt år tidligere, siger Helle. – Hele den der ked-af-det-hed og vrede over sit handicap blev vendt på hovedet, da nogen sagde til hende, at hun er god nok, som hun er, og hun duer til noget, som hun er.

Helle mener, at det gjorde en forskel, at det var en træner og ikke en forælder, der sagde de her ting til Freja.

– Vi forældre har jo følelser på spil hele tiden. Vi siger til Freja, at hun er god nok, som hun er, at hendes hånd er verdens bedste hånd, selvom den flagrer rundt. Vi siger, at det ikke betyder noget, at hun går med skinne. Det kan vi sige nok så meget, men hold kæft hvor det betyder noget for Freja at gå med den skinne, siger Helle.

Det lykkedes for Freja at begynde i en almindelig bordtennisklub uden de store problemer.

– Hun føler sig som de andre spillere i klubben, fordi hun kan spille på samme niveau som dem, fortæller Dan.

Freja træner samtidig med Christoffer hver uge, men hun er ikke længere alene ved træningen i Brøndby. Christoffer og Peter har rekrutteret en gruppe af børn, der som Freja har potentiale til at blive dygtige bordtennisspillere. Nogle af dem har nærmest aldrig holdt et bordtennisbat i hånden, når de kommer, men når de er klar, skal de alle sammen begynde at træne i en almen bordtennisklub. Sådan blev Rising Stars født, og det er siden blevet en integreret del af talentarbejdet i Parasport Danmark.

Udenfor og indenfor

For Freja har det også betydet meget at blive en del af et fællesskab i Rising Stars, hvor hun ikke er den eneste med et handicap. I skolen kan Freja nogle gange have svært ved at føle sig som en del af pigegruppen.

– Vi tænker ikke, at det er fordi, de ikke kan lide hende, eller fordi hun har et handicap. Men det er hendes følelse nogle gange, siger Helle, som kan mærke en forskel, når Freja har været til træning med Rising Stars.

– Man kan bare mærke, at det booster hende at være i det her miljø og fællesskab. Hun siger, at her kan hun bare være sig selv. Der er ikke noget, hun skal leve op til. I skolen føler hun, at hun skal gøre alting dobbelt så godt for at blive anerkendt. Hun skal kæmpe hele tiden.

– Man må også sige, at det her med at spille bordtennis ikke nødvendigvis er det, der giver mest street credit i pigegruppen. Det giver faktisk ingenting, siger Dan.

Rising Stars vandt en pris ved DR’s store sportsgalla 2020, og Freja var med i et indslag, der blev vist til festen og på tv, hvor hun fortalte om sine drømme om at vinde medaljer i bordtennis.

– Hun havde faktisk en af sine meget hårde perioder efter det show. Hun vidste, at alle de andre i klassen havde set det, men det havde ikke ændret det store, siger Helle.

Freja havde håbet, de andre ville være lidt mere interesserede i hende efter det. “I stedet føler jeg, at jeg står inde i midten af noget, og så er de alle sammen bare udenom og har det sjovt,” fortalte Freja sine forældre.

– Det har en meget kort social effekt at være på tv, siger Dan.

– Det har i hvert fald ikke haft den effekt, hun havde håbet på. Vi fik en masse positive beskeder bagefter og viste dem alle sammen til hende. For os er det jo flot i sig selv, men hun drømmer om, at den bølge af succes, hun oplever i bordtennis, skvulper over til resten af hendes liv, siger Helle.

– Så hun tager stadigvæk de der hårde ture, spørger jeg.

– Ja, det gør hun. Det gør hun, svarer Helle.

– Og igen, det er jo ikke, fordi hun bliver drillet. Hun er bare vokset op med en følelse af at være anderledes, siger Dan.

– Nogle gange taler vi faktisk om, at det næsten kunne være lettere, hvis problemet var tre børn, der drillede hende. Så kunne vi ringe til forældrene og få sat en stopper for det. I stedet bliver vi ved med at spørge os selv, hvorfor det er så svært for hende at gå ind i det fællesskab i klassen, når det er så let for hende herude i Rising Stars. Det er nok bare svært at føle sig som alle andre, når man ved, at man er anderledes, siger Helle.

Peter kan slet ikke genkende Frejas forældres beskrivelse af hende i skolen.

– Jeg oplever hende som enormt stærk og et socialt samlingspunkt herude. Pendler hun på en eller anden måde mellem to verdener og to versioner af sig selv, spørger han.

– Ja, det gør hun helt sikkert. Min teori er, at hun er 100 procent tryg og sig selv i Rising Stars. Hun gider egentlig ikke det tøse-fnidder, som er i klassen, men hun vil det alligevel nok mere, end hun giver udtryk for, siger Helle.

– Men hun har ikke selvtilliden til at gå ind i det, siger Dan.

– Eller hun savner at blive budt ind. Det kan være svært at gennemskue, siger Helle.

Børnene blomstrer

Jeg spørger Peter, om de overhovedet tænkte på de her mere psykologiske aspekter, da de startede Rising Stars.

– Overhovedet ikke. Jeg kan tydeligt huske, da vi mødte Freja ude på Frederiksberg Stadion. Christoffer kunne se, at hun havde et naturligt talent, hvor hun tilpassede sine slag efter det, han gjorde. Så det var ud fra et rent sportsligt perspektiv, vi begyndte at tale om, hvor langt man kunne drive det, hvis man fra start gav Freja den bedst mulige træning, siger Peter og indrømmer, at det også handlede om drømmen om at skabe flere kommende medaljevindere ved de Paralympiske Lege.

Men målsætningen har gradvist flyttet sig.

– Vi har nogle spillere, som vi har trænet i mere end 500 timer, og som stadig kæmper med det mest basale. Det er virkelig op ad bakke. Men vi oplever samtidig, at de som mennesker blomstrer og føler sig helt på toppen ved vores træninger. Derfor hverken kan eller vil vi tage dem af holdet, selvom vi nok har erkendt, at de aldrig bliver verdensmestre eller medaljevindere ved de Paralympiske Lege, siger Peter.

Bordtennis har været en gave  

Han tager rundt og opsøger steder, hvor børn med handicap modtager fysisk træning eller behandling for at fortælle om Rising Stars. Han holder også et møde med forældrene om gensidige forventninger, inden et barn kommer med.

– Vi møder nogle forældre, som har haft en del nederlag og bekymringer på deres børns vegne. Når vi så fortæller dem, at vi tror på, at deres barn med den rette træning kan blive ret god til bordtennis, og at vi derfor gerne vil have ham eller hende med på vores hold, er der nogle forældre, der knækker fuldstændig sammen, fordi det er første gang nogensinde, at der er nogen, der vælger deres barn til. Det er en ret vild proces, siger Peter.

– Det har også været en gave for os, siger Helle.

– En ting er, at hun bliver god til bordtennis. Noget andet er alle de muligheder, hun får ved at være med her, som hun ellers ikke ville få, siger Dan.

– Det kan potentielt blive definerende for hele hendes liv, som det gjorde for mig, siger Peter.

– Det kan også være, at hun lige pludselig hellere vil noget andet, siger jeg.

– Hvis Freja en dag, når hun er fyldt 15, kommer og siger, at vi kan rende og hoppe, for nu har hun fået en kæreste, der hedder Poul, som hun hellere vil være sammen med, vil jeg da græde snot over alle de timer, jeg har brugt i træningshallen med hende. Men samtidig kan det være en kæmpe succes, hvis Freja er landet et sted og har fået opbygget en platform uden for bordtennis, som hun trives med, siger Peter.