50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Kort Sport

Hvordan gik det danskerne ved de Paralympiske Lege i Tokyo?

Kort Sport

Atletik og bordtennis: ”Guld er min yndlingsfarve”

At vinde en paralympisk medalje er en stor præstation, der kræver både talent og dedikation, men parasportens største navne kan alligevel godt blive skuffede, hvis medaljen ikke er af det rette ædelmetal.

Det var tilfældet for både Daniel Wagner og Peter Rosenmeier, der begge havde meldt ud, at de gik efter at få hængt guldmedaljer om halsen den 28. august.

Men det blev ingen gylden dansk lørdag.

Slået til sidst

Længdespringeren Daniel Wagner kom til PL som nykåret europamester og lagde sig straks i front med et spring på solide 7,07 m på det olympiske stadion.

Førstepladsen holdt, indtil kun to konkurrenter manglede deres sjette og sidste spring. Men den tyske verdensrekordholder Leon Schaefer og den sydafrikanske komet Ntando Mahlangu havde gemt det bedste til sidst og passerede Daniel med spring på henholdsvis 7,12 m og 7,17 m. Fra guld til bronze i to spring. Det var brutalt. 

– Jeg er selvfølgelig glad, men guld er jo min yndlingsfarve. Det var det, jeg havde sat næsen op efter, lød det fra den 28-årlige vejlenser.  

– Jeg havde regnet med mere fra min egen side. Jeg ved, at formen er der, og mentalt var jeg klar. Selvtilliden var der også, men jeg synes ikke, at jeg finder den gejst frem, jeg ellers plejer at være god til. Den kan jeg heller ikke få frem i sidste spring, hvor alt ligesom er sat på et bræt.

To dage senere var Daniel Wagner igen i konkurrence, denne gang i 100 meter, og her endte han lige uden for medaljerækkerne, da det blev til en fjerdeplads.

Monolitten blev væltet

I bordtennis var den regerende europa-, verdens-, og paralymiske mester Peter Rosenmeier storfavorit i klasse 6. 

Den 37-årige dansker viste stigende form gennem turneringen og spillede sig ubesejret frem til finalen. Her var modstanderen den 20-årige og 9. seedede Ian Seidenfeld. Rosenmeier havde med besvær slået amerikaneren med 3-2 i sæt i sin første kamp, men vurderingen fra veteranen var, at den vaklende indsats havde mere at gøre med rust efter en lang turneringspause end med modstanderen.

Men den tætte åbningskamp havde indgydt mod og tro i amerikaneren, der vandt finalen med 3-0 i sæt i en kamp, hvor Peter Rosenmeier aldrig fandt de rigtige løsninger.

– Jeg fik troen på, at jeg kunne spille op med ham. Det var vigtigt, for han er monolitisk figur i parabordtennis, lød det fra den lille amerikaner. 

– Jeg sidder desværre med en fornemmelse, at det slutter, før det egentlig går i gang. Og det er rigtig ærgerligt, og det bør jeg ikke tillade med den rutine, jeg har. Jeg fik ikke fik præsteret det, jeg skulle, og samtidig spiller han desværre rigtig godt, lød det fra Rosenmeier efter kampen.

Det var Peter Rosenmeiers femte paralympiske medalje i lige så mange forsøg, men efter to bronze og to guld, var det den første af sølv.

 

Svømning: Rutjsebanetur

27-årige Amalie Vinther var ene om at forsvare de flotte danske svømmetraditioner ved PL. I Tokyo Aquatics Centre blev det til en skuffende 7. plads, langt fra hendes personlige rekord, i favoritdisciplinen 400 meter fri. 

Bedre gik det i Amalies sekundære løb, og hun sluttede sine tredje Paralympiske Lege med en god følelse efter i 100 m bryst-finalen at have leveret sin bedste tid i tre år.  

– Jeg har været alle følelser igennem på den her tur. Det har været en rutsjebanetur for mig, så det er fedt at slutte godt af, lød det fra Amalie efter løbet.

 

Cykling: Op ad bakke

Det bakkede terræn omkring Mount Fuji passede ikke Danmarks bedste håndcykelrytter Kim Klüver Christiansen, der ikke kunne forsvare sin flotte fjerdeplads i enkeltstarten fra PL i Rio. Det blev til en 10. plads i enkeltstarten og en 9. plads i linjeløbet.

– Jeg laver ikke de store fejl, og jeg har haft ro på, god forberedelse og god støtte af teamet omkring mig, så jeg kan ikke klage over noget. Jeg er bare ikke stærk nok på en rute som denne her med så mange højdemeter, lød det fra den 41-årige veteran efter linjeløbet.

 

Ridning: Gyldne ridt

Wow. 21-årige Tobias Thorning Jørgensen er international paradressurs nye superstjerne. Med to suveræne ridt på elegante Jolene vandt han guld i både det individuelle program og freestyle. I sidstnævnte gav han los og scorede exceptionelle 84,347 procent.

– Jeg havde lyst til at vise hele verden, hvad jeg kan, og hvad Jolene kan, så i dag prøvede vi virkelig at skubbe til grænsen. Det her er den bedste bedømmelse, vi nogensinde har fået. Det føles helt fantastisk, sagde Tobias Thorning Jørgensen, der i begge ridt forviste den femfoldige engelske guldvinder Natasha Baker til andenpladsen.   

De tre øvrige danske ryttere, Susanne Sunesen, Katrine Kristensen og Caroline Cecilie Nielsen, leverede fine præstationer, og alle kvalificerede sig til freestyle-finalen ved at gå i top 8 i den individuelle test.

Bedste individuelle test stod Susanne Sunesen for, da hun på Leeds tog en femteplads med scoren 71,976, mens debutanten Katrine Kristensen red bedste freestyle på Welldone Dallas med scoren 73,387, der ligeledes gav en femteplads. 

 

Susanne Sunesen.
Susanne Sunesen.

Kørestolsrugby: Mestrene blev slået   

Det debuterende danske kørestolsrugbylandshold leverede et brag af en åbningskamp, da de slog de forsvarende paralympiske mestre fra Australien med 54-53.

Sidenhen manglede holdet de marginaler, der skulle til for at følge op på den sensationelle åbningssejr, og det blev til gruppespilnederlag til Japan og Frankrig, inden Danmark i sidste kamp slog New Zealand i kampen om 7.-8.-pladsen.

– Alt i alt tager vi en masse erfaring med herfra, både for spillerne og staben. Vi har bevist, at vi kan være med på højt niveau, men vi skal være mere stabile og kunne holde fast, når kampene er tætte, lød det fra landstræner Jason Regier.

Rugbyturneringen blev for første gang vundet af et europæisk hold, da England tog guldet efter finalesejr over USA. Japan tog sig af bronzen og Australien blev nummer fire.

 

Badminton: Skuffet og ked af det  

Badmintonspilleren Cathrine Rosengren var på forhånd spået gode medaljechancer i Tokyo, men debutanten fik aldrig styr på nerverne. Efter to nederlag til to japanerne var hun ude af den paralympiske turnering allerede efter gruppespillet.

– Jeg havde rigtig mange nerver, fordi jeg vidste, at hvis jeg tabte kampen, var jeg ude, sagde en meget berørt Cathrine Rosengren efter det andet nederlag. 

– Den er ikke særlig sjov, for det er to spillere, jeg aldrig har været i nærheden af at tabe til, og jeg er sikker på, at jeg på en hvilken som helst anden dag ikke ville have tabt. Lige nu er jeg rigtig skuffet og ked af det.

 

 

 

 

 

 

Taekwondo: Første paralympiske mester

43-årige Lisa Kjær Gjessing blev den første paralympiske mester i parataekwondo i kvindernes vægtklasse 44-58 kg. I finalen vandt hun 32-14 over den britiske overraskelse Beth Munro.

– Det er utroligt og ubeskriveligt. Jeg er bare glad, det har været et mål for mig i så mange år, og nu står jeg her med guldmedaljen. Det er sindssygt – og at være her samme med Bjarne (Johansen, Lisas træner, red.) og resten af mit hold er fantastisk, , lød det fra den nykårede mester, der har domineret international parataekwondo siden 2013. Det var første gang, taekwondo var på det paralympiske program.

 

 

 

 

Atletik: Flot punktum, stor forløsning og skuffede tårer

Kristel Walther satte et flot karrierepunktum, da hun i sin sidste internationale konkurrence i diskos kastede 34,16 meter. Det gav en samlet 6. plads.

– Jeg laver det bedste resultat, jeg nogensinde har lavet internationalt. Jeg har det egentlig rigtig godt i konkurrencen og føler, at jeg får sat det punktum, jeg gerne ville. 

Kristel Walther satte punktum for karrieren i Tokyo.
Kristel Walther satte punktum for karrieren i Tokyo.

Også debutanten Christian Lykkeby leverede flot på det olympiske stadion i Tokyo. I mændenes 1500 m blev han nummer syv i ny personlig rekord på 4.00,16 min.

– Det var enormt fedt og en stor forløsning efter at have ventet så længe! Det var bare om at hænge på min gruppe, og så havde jeg heldigvis lidt at skyde med til sidst, lød det fra en glad Christian Lykkeby.

Danmarks anden atletikdebutant, 18-årige Bjørk Nørremark, havde til gengæld svært ved at holde tårerne tilbage efter en skuffende længdespringskonkurrence.

To overtrådte forsøg og et på 4,77 m var desværre langt fra hendes normale niveau og den personlige rekord på 5,26 m, som hun satte ved EM tidligere i år. Efter tre forsøg var det derfor slut, næsten inden det var begyndt, og det gjorde ondt:

– Jeg er meget skuffet, og lige nu tuder jeg over det her, men ellers må jeg jo bare se fremad. Der kommer nye stævner, og jeg har mange år i mig endnu, men det her skal lige sluges, sagde det unge stortalent.  

 

Optur

Dejlige DR. DR’s flotte dækning af de Paralympiske Lege med masser af livetransmissioner fortjener kæmpe ros. Tak til statsradiofonien.

Guld, guld, guld. Ikke siden 2008 har Danmark vundet tre guldmedaljer ved PL. Sådan, Tobias Thorning Jørgensen og Lisa Kjær Gjessing!

Hjemme er bedst. Næste år kan du opleve parasport i verdensklasse hele to gange live, når der afholdes både VM i paradressur og VM i kørestolsrugby i Danmark.

Danske medaljer

Guld

Tobias Thorning Jørgensen, dressur individuelt  
Tobias Thorning Jørgensen, dressur freestyle
Lisa Kjær Gjessing, taekwondo

Sølv

Peter Rosenmeier, bordtennis

Bronze

Daniel Wagner, længdespring