Siden sidst
Korte nyheder fra parasportens verden.
NY CP-FODBOLDCAMP FOR BØRN
Danmarks første CP-fodboldcamp for børn med cerebral parese afholdes i sommeren 2021.
FC Storebælt og CP Fodbold Center står bag campen, som er for børn i alderen i alderen 6-14 år med lettere CP. Campen er både for nybegyndere og øvede spillere og afholdes den 29. juli-1. august 2021 Børnene skal kunne gå uden støtte, og det er et krav, at de har en ledsager med.
Campen består af tre dages fodboldlege og -træning, hvor der også vil være sociale aktiviteter ud over sporten. Der vil også være fælles aktiviteter for forældrene.
Tilmelding på Elsass Fondens hjemmeside www.elsassfonden.dk under menupunktet Aktiviteter.
Ny bog: Dødsdømt eventyrer i kørestol
Hvad ville du gøre, hvis du ud af det blå fik konstateret en uhelbredelig og dødelig sygdom som 15-årig?
Det er spørgsmålet, den nye bog 'Jeg vælger livet til', kredser om. Bogen fortæller historien om Jacob Riis-Nielsen, der som teenager blev diagnosticeret med den sjældne sygdom Machado-Joseph. Sygdommen betyder, at han over de næste 10 år mister evnen til at tale og bevæge sig ved egen kraft.
Om diagnosen fortæller Jacob:
– Da jeg fik min dødsdom, strejfede tanken om aktiv dødshjælp mig kun kort. Siden har jeg ikke tænkt på det som en mulighed. Jeg er taknemmelig for at kunne trække vejret, og jeg elsker min aktive livshjælp – mine fantastiske hjælpere. Jeg håber, at jeg gennem bogen stadig er i stand til at inspirere og motivere. Mit vigtigste råd til andre er at leve livet. Man kan godt sparke røv, selvom man sidder i kørestol.
Jacob besluttede sig for at presse alle de oplevelser ud af livet, som han kunne, og at inspirere andre mennesker med handicap, mens han gjorde det. Som 18-årig byttede han sit kørekort ud med et faldskærmsudspring, og i 2015 besteg han Nordeuropas højeste bjerg, Galdhøpiggen, som den første kørestolsbruger. Senere samme år rejste Jacob ud på en seks måneder lang rygsækrejse over to kontinenter.
'Jeg vælger livet til' er udgivet af Videnscenter om handicap og kan købes på www.handivid.dk/bogsalg
Der er lavet en film om Jacobs bestigning af Galdhøpiggen i kørestol. Den hedder ’Riis Ekspeditionen’ og kan ses gratis via Filmstriben.dk
20 idrætsvideoer til bosteder
”Idræt der tæller” er en videobaseret bevægelseskampagne, der skal inspirere borgere på handicap- og psykiatriområdet til fysisk aktivitet trods vintervejr og corona-restriktioner.
Det er 20 videoer, der ligger på Youtube, hvor en gennemgående instruktør guider deltagerne igennem en fysisk aktivitet, der skal udføres i fællesskab af beboere og medarbejdere.
– ”Idræt der tæller” er udviklet som en nem og lettilgængelig vej til mere hverdagsmotion, og det kan forhåbentligt være et startskud til større interesse og bedre mulighed for beboernes idrætsdeltagelse. Vi håber, bolden bliver grebet, så bosteder i hele landet vil være med, siger Sarah Pedersen, der er projektleder i ”Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet.”
Aktiviteterne har blandt andet fokus på både høj og lav puls, og nogle af aktiviteterne er siddende. Alle tager hensyn til, at deltagerne kan holde afstand og ikke dele rekvisitter, og de fleste øvelser kan laves både inde og ude.
Vil du vide mere om kampagnen, kan du kontakte projektleder Sarah Pedersen, Parasport Danmark, på tlf. 26 84 77 82 eller e-mail spe@parasport.dk
Vil du med til La Santa?
Ansøgningen om en plads på Parasports Danmarks sportslejr på La Santa i 2021 er nu åben. Turen er for personer med et fysisk handicap, der ønsker at få en aktiv hverdag. Ansøg inden den 1. februar 2021.
Til november næste år afholder Parasport Danmark en sportslejr på Club La Santa på solrige Lanzarote. 20 personer med fysiske handicap får sammen en unik mulighed for at kickstarte deres idrætsliv gennem en uge med sport og fællesskab.
Formålet med sportslejren er at give personer, der ikke er idrætsaktive og som er udfordrede af deres bevægelseshandicap og økonomi, mulighed for at stifte bekendtskab med parasport. Under opholdet introduceres deltagerne til et bredt udvalg af idrætstilbud, der skal medvirke til, at de efter hjemkomsten involverer sig i foreningsidræt.
En tidligere deltager, Winnie Magnussen, fortæller følgende om sportslejren:
– Sportslejren på La Santa har været en af de største oplevelser i mit liv. Jeg har lært utroligt meget om min krops muligheder, og nu ved jeg, at den kan mere, end jeg nogensinde havde troet. Det har været en helt unik mulighed for mig.
Som noget nyt vil deltagerne på sportslejren i 2021 få tilbudt sparring samt inspirations- og netværksmøder allerede fra marts og frem til turen i november. Forløbet er skabt for at skabe gode betingelser for personlige forandringer og udvikling hos deltagerne, og for at understøtte gruppens sammenhold over tid.
Sportslejren støttes af puljen "Den gode oplevelse i et fællesskab med andre", der er oprettet af Vanførefonden, Bevica Legater og Bevica Fonden.
Vil du med?
Går du med et ønske om at blive mere aktiv i din hverdag, kan du nu ansøge om at få en plads på sportslejren 2021. For at komme i betragtning til turen er der en række kriterier, der indgår i rekrutteringen:
- Bevægelseshandicap – nyskadede tilgodeses med udvalgte pladser
- Ikke idrætsaktiv i forvejen
- Økonomisk udfordret
- Aldersgruppen er 18+
Sportslejren finder sted fra d. 12. til 19. november 2021.
Ansøgningsfristen er den 1. februar 2021.
Du søger online her: http://sportslejr.parasport.dk/
Du kan læse mere om sportslejren her: https://parasport.dk/aktiviteter/oevrige-aktiviteter/sportslejr-paa-club-la-santa/
Nye klubber & tilbud
Skydning i Herning
Ørre Skytteforening tilbyder skydning for voksne med bevægelseshandicap. Kontakt formand Kim Mæng Ibsen på kim@sunds-tb.dk eller tlf. 24 26 20 60.