Til fitness i kørestol
Prinsesse Benedikte var med til at indvie Gårslevhallens nye tilgængelige fitnesscenter. Det banebrydende byggeri gør det muligt at inkludere mennesker med bevægelseshandicap.
Den 25. september var Parasport Danmarks protektor H.K.H Prinsesse Benedikte med til at indvie de nye fitnessrammer i Gårslevhallen ved Vejle. Den traditionelle idrætshal er blevet forvandlet til et lokalt mødested, hvor alle – også mennesker med bevægelseshandicap – kan dyrke fællesskabet og få sved på panden. Projektet er gennemført med støtte fra kampagnen ’Fitness for alle’.
Da Gårslev Fitness officielt slog dørene op den 25. september, var der tale om en danmarkspremiere: Som det første af tre forsøgsprojekter i kampagnen ’Fitness for alle’, er idrætshallen udvidet og udviklet med henblik på at skabe lige adgang og optimale træningsbetingelser for alle - uanset eventuelle bevægelseshandicap.
- Vi vil gerne være banebrydende i måden at drive og organisere en hal på. Derfor er vi utroligt glade for, at vi nu har fået et helt unikt sted, som medvirker til nytænkning og udvikling af fitness i en foreningsbaseret ramme. Et sted, hvor vi har respekt for forskellighed, og hvor alle kan føle sig velkomne og opleve glæden ved at få pulsen op, siger Arne Rahbek, formand for Foreningen Gårslevhallen.
Gårslevhallens vision ligger godt i tråd med Vejle Kommunes vedvarende fokus på bedre inklusion mellem almenidrætten og handicapidrætten. Projektet er en god mulighed for at inkludere nye målgrupper, mener formand for Gårslev Fitness, Lars Andersen:
- Vores instruktører brænder for at komme i gang og ser det nye fitnesscenter som en kæmpe mulighed for at inddrage helt nye målgrupper i hallens aktiviteter.
Nu står Gårslevhallen klar som et topmoderne og fuldt tilgængeligt fitnesscenter i to etager, inklusive udendørs aktivitetsbane med fitnessredskaber og et opgraderet caféområde, som gerne skal summe af liv. Samtidig har to af foreningens frivillige fitnessinstruktører gennemført en ny suppleringsuddannelse i fitnesstræning for mennesker med bevægelseshandicap.
Opgør med barrierer
Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Foreningen Gårslevhallen, Gårslev Gymnastikforening, DH Vejle, Parasport Danmark og Vejle Kommune og som en del af kampagnen ’Fitness for alle’.
Kampagnen skal vise nye veje til, hvordan foreningsbaserede fitnesscentre kan gentænkes og ombygges, så de bliver mere inkluderende for alle mennesker. Som det er i dag, er mange fitnesscentre nemlig indrettet på en måde, som gør det svært at komme indenfor og få sved på panden, for eksempel hvis man sidder i kørestol.
Kampagnen bidrager både til at udvikle nye og funktionelle løsninger og ikke mindst til at klæde fitnesscentrene på til at møde og motivere mennesker med handicap, og i partnerskabet er man begejstrede for Gårslevhallens projekt:
- Kombinationen af fitness og caféområde markerer Gårslevhallen som frontløber og foregangseksempel for de mange haller fra 1960’erne og 1970’erne, der skal fornyes eller renoveres i kommende år. Projektet er et inspirerende eksempel på, hvordan man kan skabe en moderne hal og et moderne, foreningsdrevet fitnesscenter, der både i indretning og tilgang signalerer, at her er der plads til alle, siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI, på vegne af ’Fitness for alle’.
Fitness for alle
’Fitness for alle’ er en kampagne, der skal skabe innovative og nytænkende tiltag, som gør fitness tilgængelig for mennesker med bevægelseshandicap. Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Bevica Fonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og Bevæg dig for livet – Fitness udgør tilsammen partnerskabet bag kampagnen.