Kort Sport
Paralympiske Lege: Første atleter er Tokyo-klar
Inden deadline er fire danske atleter blevet udtaget til de Paralympiske Lege i Tokyo: bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, atletikudøverne Daniel Wagner og Kristel Walther, samt taekwondo-kæmperen Lisa Kjær Gjessing.
Peter Rosenmeier blev udtaget som den første, og det skete samtidig med at en anden bordtennisspiller, stortalentet Jonathan Groth, blev udtaget til OL. Det var første gang, at en OL- og PL-atlet blev udtaget samtidigt til de Olympiske og Paralympiske Lege.
- Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget til PL i Tokyo. De Paralympiske Lege i Rio i 2016 var en stor oplevelse, men jeg er også sikker på, at det bliver et godt og specielt PL i Tokyo. Og så er det rigtig godt, at vi er repræsenteret ved både OL og PL i bordtennis, fortalte Peter Rosenmeier, der er forsvarende PL-guldvinder i single.
Når de danske atleter kæmper om medaljer ved OL og PL er det for første gang DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, der har det samlede ansvar og står for organisationen af den danske deltagelse ved både OL og PL. Det betyder blandt andet, at det er DIF, der fastsætter udtagelseskrav og er udtagelseskomité.
- Udtagelsen markerer den fælles front, vi kører i den olympiske og paralympiske kampagne frem mod Tokyo 2020, siger Søren Simonsen, der er DIF’s OL Chef de Mission.
Priser: Tobias Thorning nomineret til Årets Fund
Paradressur-rytteren Tobias Thorning Jørgensen blev i december måned nomineret til Årets Fund, den traditionsrige idrætspris der uddeles af DIF, Team Danmark og Politiken.
Den velfortjente nominering af det 19-årige stortalent kom efter et stort 2019, hvor Tobias Thorning Jørgensen fik sit internationale gennembrud ved EM i paradressur, hvor han vandt to guldmedaljer.
Sæsonen har også budt på DM-guld, EM-bronze, rådhuspandekager i København og en nominering til FEI-prisen Against All Odds.
Det blev dog den 16-årige tennisspiller Holger Rune der løb med hæderen, efter et år hvor han sluttede som nummer et på ungdomsverdensranglisten og vandt juniorernes French Open.
Svømning: 15-årig sætter dansk rekord
Der er et begyndende generationsskifte i svømning i klasse S14 for svømmere med udviklingshandicap.
15-årige Alexander Hillhouse (Kvik Kastrup), er begyndt at erobre flere af de danske rekorder, og den 17. november 2019 kunne han føje endnu en til samlingen.
På hjemmebane i Kastrup Svømmehal fik Hillhouse has på Jonas Bastians Sørensens fem år gamle danske rekord i 200 m butterfly. Hillhouse svømmede i tiden 2.38.13, hvilket er en forbedring på 2,5 sekund fra den gamle rekord.
Svømning: Talenterne imponerede i Polen
19 danske parasvømmere deltog fra den 22.-24. november ved de åbne polske mesterskaber i Szcezcin, hvor der sportsligt var masser at glæde sig over på tværs af talenthold, udviklingshold og landshold.
Særligt de unge talenter trådte flot i karakter. Peter Refer, Jakob Heeb, Camilla Witt og Mille From svømmede personlige rekorder i hus i 15 ud af 20 løb.
Hele 11 svømmere var med i Polen fra Parasport Danmarks udviklingshold for svømmere med forskellige udviklingshandicap. Svømmerne deltog uden for konkurrence i de individuelle løb og svømmede derfor efter målsætninger og tider. Udviklingstræner Asbjørn Kruuse var godt tilfreds med præstationerne og kunne glæde sig over tre danske rekorder til Eva Rosted i henholdsvis 100, 200 og 400 m fri (S16).
For de danske landsholdsvømmere, der har fokus på kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020, var stævnet en blandet oplevelse. Amalie Vinther, Laura Martens Christensen, Emma Oldager og Mie Trothe svømmede sig til flere danske og personlige rekorder, og Amalie Vinther vandt guld i sit favoritløb 400 m fri, men ingen af svømmerne klarede PL-mindstekravet. Dermed ligner Amalie Vinther fortsat den eneste danske deltager i svømning.
Mere opløftende var det, at landsholdssvømmerne gjorde rent bord i holdkapperne, hvor de fire piger sejrede i 4x100 m fri, 4x100 m medley og 4x50 m fri.
Badminton: Rosengren pressede verdensmesteren i Tokyo
Cathrine Rosengren nåede semifinalen ved Japan Para-Badminton International i november 2019 – en testevent til dette års Paralympiske Lege i Tokyo.
Her viste hun et rigtig højt niveau efter et længere skadesforløb, da hun pressede den forsvarende verdensmester Qiuxia Yang ud i tre sæt. Mod slutningen af semifinalen havde danskeren imidlertid ikke mere at skyde med, og det endte med et nederlag på 14-21, 21-16, 10-21.
- Det var dejligt at komme på banen og spille en god semifinale. Til sidst var jeg helt flad, og det føltes som om, at min kondi var ikke-eksisterende. Dét at jeg kan tage et sæt mod verdensmesteren efter en skadesperiode på to måneder uden nogen nævneværdig træning, det er lovende frem mod PL, sagde Rosengren efter kampen.
Golf: Lovende comeback til Danmarks bedste
2019’s sidste store internationale golfturnering for spillere med fysiske handicap bød på et flot comeback til Danmarks suverænt mest meriterede spiller, Stefan Mørkholt fra Gyttegaard GK, der siden forrige sommer har døjet med eftervirkningerne af en hjernerystelse.
Ved EDGA Algarve Open midt i november gik Stefan Mørkholt de 36 huller i +12 slag, og det rakte til en samlet 4. plads seks slag efter vinderen Kipp Popert fra Storbritannien.
- Vi kunne med glæde konstatere, at Stefan spillede stabilt, og at han var adskillige slag bedre end de spillere, som normalt er hans værste rivaler. Det lover godt for Stefans deltagelse i EM 2020, der skal spilles på Bokskogens bane udenfor Malmø, siger Jesper Hviid, DGU's paragolf-konsulent.
I damerækken deltog otte spillere, og her måtte Mette Wegge Lynggaard endnu en gang konstatere, at Hollands store talent Daphne van Houten er svær at hamle op med. Det blev dog til en solid andenplads til danskeren, som kan se frem til en revanchedyst, når EM skal spilles sidst i juni 2020.
Optur
Fede nomineringer
Det var fantastisk at se Daniel Wagner blive nomineret til Årets Sportsnavn og Tobias Thorning Jørgensen nomineret til Årets Fund. Men hvornår vinder en para-atlet en af de store idrætspriser, i konkurrence med de almene idrætsnavne?
Frederikshavn-fest forude
Rekordmange tilmeldinger til maj måneds Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn. Det bliver en fest!
Tak, Lars Larsen
Lars Larsen og JYSK har i 30 år støttet parasporten med et årligt millionbeløb. Den støtte har haft en enorm betydning for mennesker med handicaps muligheder for at dyrke idræt. Det var rørende og rigtigt at Larsen, der gik bort sidste år, fik Kulturministerens Parasportpris.