Parasport Danmark logo hvid.png

Daniel Qvist modtager støtte i internationalt gennembrud

Bocciaspiller Daniel Qvist modtager JYSK’s Bring Dedication-legat på 40.000 kroner efter et år med markant international fremgang.

Daniel Qvist modtager støtte i internationalt gennembrud
Daniel Qvist modtager legatet af Søren Brunsborg, der er barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.

Daniel Qvist vendte i september hjem fra Sydkorea. I bagagen havde han erfaringerne fra sit første verdensmesterskab i boccia, hvor han stod ansigt til ansigt med nogle af verdens bedste spillere.

På under et år har den danske bocciaspiller rykket sig fra at være nummer 45 til 24 på verdensranglisten i klassen BC1. Undervejs har han blandt andet opnået en femteplads ved EM og en ottendeplads ved World Cup i Montreal.

Og netop dén udvikling anerkender JYSK nu med et Bring Dedication-legat på 40.000 kroner.

– Når man på så kort tid rykker sig markant frem på verdensranglisten, er det ikke tilfældigt. Det kræver tålmodighed, mange træningstimer og en god portion dedikation til at forbedre sig. Det fortjener stor respekt og anerkendelse. Derfor vil vi gerne støtte Daniel, så han kan fortsætte med at tage de nødvendige skridt mod drømmen om de Paralympiske Lege i 2028, siger Søren Brunsborg, Commercial Sales Coordinator hos JYSK og barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.

Flere internationale kampe på vejen mod LA
Ranglistepointene er afgørende i jagten på at komme endnu tættere på den største scene i Los Angeles. Derfor har Daniel Qvist også allerede en klar idé om, hvad de 40.000 kroner skal bruges til.

– Legatet betyder, at jeg får mulighed for at komme til flere internationale stævner. Det er dér, jeg kan møde de bedste, udvikle mit spil og hente de point, der er nødvendige for at kvalificere sig til de Paralympiske Lege. Det er det, jeg drømmer om: at komme til Los Angeles i 2028, siger Daniel Qvist.

VM i Sydkorea blev endnu en mulighed for at mærke, hvad der kræves på det højeste internationale niveau. Og selv om vejen mod Los Angeles fortsat består af mange træningstimer, kampe og ranglistepoint, er retningen klar.

- Daniel har fået lagt mere struktur ind i sin træning, og det har løftet hans spil markant både taktisk og præcisionsmæssigt. Samtidig har han vist internationalt, at han kan slå spillere, der ligger højere på verdensranglisten. Det fortæller noget om det potentiale, han har, fortæller Anne-Dorte Andersen, der er idrætskonsulent i Parasport Danmark og dommer i boccia.

De små marginalers spil
På afstand kan boccia ligne petanque. Målet er enkelt: De farvede bolde skal placeres så tæt på den hvide målbold som muligt. Men bag hvert kast ligger taktiske overvejelser om vinkler, placeringer og næste træk.

- Boccia spilles indendørs med læderbolde og er udviklet, så atleter med forskellige fysiske forudsætninger kan konkurrere. Boldene kan blandt andet kastes eller sparkes, mens nogle spillere benytter en rampe til at sende bolden afsted, fortæller Anne-Dorte Andersen.

Om Bring Dedication-legatet
JYSK uddeler hvert år Bring Dedication-legatet i samarbejde med Parasport Danmark for at støtte danske paraatleter i deres sportslige udvikling. Legatet skal bidrage til at skabe bedre rammer for atleternes satsning og give dem mulighed for at investere i blandt andet træning, udstyr og internationale konkurrencer. Legatpuljen er på 200.000 DKK om året, og indtil videre har bocciaspiller Daniel Qvist samt paraklatrerne Peter Tramm og Mads Hvid modtaget et legat i 2026.