Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Siden Sidst

Siden Sidst
Atleter til Pressalit Sports Academy i november 2019. Foto: Louise Dyring Mbae

Nyt, varmt festival-logo

Har du set det nye logo for Special Olympics Idrætsfestivalen? – Kan du se fællesskabet, varmen og den olympiske ild?

Special Olympics Idrætsfestival 2020 afholdes i Frederikshavn fra den 15. maj. Tilmeldingen åbner den 15. januar. Læs mere på festivalens hjemmeside: www.so-if.dk

Foreningsbazar skal skaffe nye medlemmer

Den 11. september mødtes ca. 50 idrætsklare borgere til Foreningsbazar 2019 på Viborg Idrætshøjskole. Formålet med dagen var at præsentere borgere med udviklingshandicap for en lang række idrætsaktiviteter i foreningsregi i kommunen.

Der var både fodbold, håndbold, gymnastik, hockey og bowling på programmet, og de lokale idrætsforeninger B67, VHK, KVIK, Starpetanque og Viborg Handicap Idrætsforening leverede en fantastisk indsats. Deltagerne kvitterede med kampgejst og store smil.

– Det giver en god følelse at kunne præsentere kommunens borgere for et udvalg af de mange idrætsmuligheder, der er i Viborg. Det har været dejligt at opleve, at idrætsforeningerne har taget så godt imod arrangementet og deltagerne. Jeg kan garantere, at de mange kompetente trænere i foreningerne står på spring for at tage rigtig godt imod nye medlemmer, siger Line Damkjær Kruse, idrætskonsulent i Parasport Danmark.

Deltagerne på dagen kom fra en række bosteder og STU i kommunen.

– Vi håber at se mange af deltagerne i foreningerne hen over de næste par uger – nu er der i hvert fald sået et frø, og så må vi gøre, hvad vi kan for at motivere til videre ugentlig aktivitet i foreningslivet blandt deltagerne, siger Dorrit Nørgaard, frivillighedskoordinator inden for handicap i Viborg Kommune.

Foreningsbazaren er opstået i et tæt samarbejde imellem Viborg Handicapråd, Viborg Kommune og Parasport Danmark.

KLædt på til elitelivet

I weekenden 20.-22. september var 25 unge atleter fra talentholdene i atletik, CP-fodbold, ridning og svømning samlet til Pressalit Junior Sports Akademi, der blev afholdt i DGI Huset i Vejle.

Der var fokus på både træning, vidensdeling og socialt samvær for de 25 atleter i alderen 12-24 år samt deres 10 trænere og ledere. Idéen til juniorakademiet, der blev afholdt for sjette gang, kommer fra Pressalit Sports Academy, som afholdes for Parasport Danmarks eliteudøvere.

Der var blandt andet oplæg fra Sebastian Frederiksen, der som landsholdsspiller i kørestolsrugby netop har været med til at kvalificere Danmark til de Paralympiske Lege i Tokyo. Han skulle hjælpe med at forberede atleterne på, hvad det vil sige at være eliteudøver, og hvordan man bliver 100 procent klar til konkurrencer.

Det gav en brugbar indsigt for svømmer Camilla Witt:
– Det var godt at skrive ens ritualer og forberedelser ned og bagefter høre, hvor meget tid de andre sportsgrene bruger på forberedelse. Man får mere respekt for hinanden.

Der var desuden oplæg om mentaltræning, antidoping og klassifikation. Ved de to sidste oplæg var også de unge atleters forældre inviteret med.

ELITEATLETER HAR KURS MOD TOKYO

Den danske bruttotrup til de Paralympiske Lege var i første weekend i november samlet for at udstikke kursen mod Tokyo 2020.

I samarbejde med Team Danmark og DIF, der for første gang står for den danske deltagelse ved PL, havde Parasport Danmark planlagt et Pressalit Sports Academy i de Paralympiske Leges tegn, da knap 100 atleter, trænere, holdledere og eksperter var samlet på Vejle Center Hotel.

Gennem workshops og oplæg blev deltagerne introduceret til japansk kultur, PL-byen og rammerne i Tokyo, mediernes forventninger og det stabspersonale, der skal sikre optimale betingelser for atleterne under legene.

– Vi har valgt at sætte fokus på de Paralympiske Lege allerede i år, så både atleter og trænere er klædt godt på, når træningen intensiveres frem mod Tokyo. Samtidig har vi denne gang mange atleter, som skal deltage ved deres første PL, og vi håber derfor, at årets Pressalit Sports Academy har givet dem nogle idéer omkring, hvad de kan forvente, når det går løs, siger Parasport Danmarks elitekonsulent Jonas Schmidt Christensen.

Sideløbende med eliteatleternes program blev der også afviklet møder i Parasport Danmarks medicinske stab samt en workshop for trænere og holdledere omkring funktionel neurologi og præstationsoptimering.

FAUST DYRBYE ER NYT MEDLEM AF TEAM PARASPORT

Team Parasport kan nu byde velkommen til det nye medlem, Faust Dyrbye, der er Danmarks eneste strategiske udstillingsbureau.

Da Danmark tilbage i august var værter for EM i kørestolsrugby, var det blandt andet med et mål om at opgradere looket på hele eventen. Dette blev eksekveret i et fantastisk samarbejde med Faust Dyrbye, der er eksperter i at gøre danske virksomheders deltagelse på blandt andet messer og udstillinger til  succesfulde oplevelser.

Arrangementet i Vejle blev en stor succes og har efterfølgende bekræftet Faust Dyrbye og Parasport Danmark i, at et længerevarende partnerskab er det rigtige.

Direktør i Faust Dyrbye, Jakob Dyrbye, siger om det nye partnerskab:
– Det altovervejende perspektiv er at være sammen med nogle fantastiske mennesker i Parasport Danmark, som hver dag knokler for både bredde og elite under helt særlige vilkår. Vi er fulde af beundring og bliver altid super inspirerede af dialogen, ambitionerne og resultaterne. Det taler i den grad til vores egne værdier, og vi glæder os helt vildt over at være med på rejsen.

Hos Parasport Danmark er direktør Niels Christiansen glad for at kunne byde Faust Dyrbye velkommen på holdet:
– Vi glæder os meget til at se, hvad vi sammen kan opnå i forhold til synliggørelse og branding af vores unikke produkt i fremtiden.

Viden på VISTA

Da medicinsk udvalg i 2018 ved frivillighedsforsamlingen modtog IFORM prisen, blev det hurtigt besluttet, at udvalget ville bruge pengene der fulgte med prisen til at deltage i VISTA konferencen i Amsterdam i september 2019.

- Her kunne vi alle at blive klædt på med den nyeste forskning på området samtidig med at vi blev mere sammentømret som udvalg og mere bevidste omkring hinandens idrætsfaglige kompetencer, fortæller formand Morten Blomgren.

VISTA er en årlig konference om forskning i parasport. 2019-konferencen havde bl.a. fokus på søvn, stress og skaber hos atleter, på klassifikation og på hvordan elite-atleterne håndtere de forventede høje temperaturer under næste års PL i Tokyo. 

- Konferencen giver inspiration, viden og er et vigtigt forum for at danne netværk i parasporten på tværs af grænser, idrætter og niveauer, siger Morten Blomgren.

Nye klubber & tilbud

Floorball i Aalborg
I.H. Aalborg har startet et floorball-hold for unge og voksne med udviklingshandicap.
Kontakt Jonathan Zacho Bruun på tlf. 30 29 31 88 eller jonathanzbruun@hotmail.com
www.ihaalborg.dk

Gymnastik i Viborg
Gymnastikforeningen KVIK tilbyder gymnastik for voksne med udviklingshandicap.
Kontakt Brian Roed på brr@viborg.dk eller tlf. 30 30 29 02.
www.kvik-viborg.dk

Svømning i Viborg
Viborg Svømmeklub tilbyder svømning for børn med handicap i varmvandsbassin med fys og svømmeinstruktør.
Kontakt Lisbeth Liboriussen på formand@viborg-svommeklub.dk eller tlf. 40 61 61 81.
www.viborg-svømmeklub.dk

Dans i Aarhus
Just Dance Studios – Aarhus har oprettet et kørestolsdansehold, og vil gerne oprette hold for andre handicapgrupper, hvis der er opbakning.
Kontakt Ashli Williamson på tlf. 31 11 90 01 eller bjornashli@hotmail.com
www.justdancestudios.dk

El-hockey i Esbjerg
Gørding-Lourup Idrætsforening har oprettet et el-hockeyhold.
Kontakt Michael Hansen på tlf. 60 80 43 06 eller michael60804306@gmail.com.
www.glif.dk

Børnegymnastik i Kolding
Bramdrupdam Gymnastik og Idrætsforening, BGIF, tilbyder gymnastik for børn op til 12 år med udviklingshandicap.
Kontakt Mette Damkjær på mette.lehnskov@gmail.com.
www.bgif.dk

Svømning i Odsherred
Dragsholm Svømmeklub tilbyder svømning for unge med autisme.
Kontakt Christian Konge Neess på chr_neess@hotmail.com eller tlf. 29 65 32 31.
www.drsk.dk

Varmtvandsgymnastik i København
LAVIA København har oprettet et nyt hold i varmtvandsgymnastik i Sundbyvang. Der er mulighed for at blive liftet i vandet.
Kontakt Malena Krag tlf. 22 12 72 13 eller Lene Lund-Sørensen tlf. 21 27 07 31 eller lels@live.dk.
www.laviakbh.dk/vandgymnastik

Svømning i København
Hovedstadens Svømmeklub tilbyder svømning for børn og unge med autisme.
Kontakt Lars Sørensen på tlf. 31 14 61 78 eller lars@hsk.dk
www.hsk.dk

Svømning i Roskilde
Roskilde Svømning tilbyder svømning for børn og unge med autisme m.v.
Kontakt Kristian Isaksen på tlf. 42 61 13 56 eller bestyrelse@roskilde-svoemning.dk
www.roskilde-svoemning.dk

Ridning i Ringsted
Rideklubben Karuplund tilbyder ridning for alle med handicap.
Kontakt Maria Hansen på mariahansen76@gmail.com eller tlf. 23 42 32 31.
www.facebook.com/Rideklubbenkaruplund

Fodbold i Slagelse
FC Ekkenberg tilbyder fodbold for voksne med udviklingshandicap, indlæringsvanskeligheder m.v.
Kontakt Miki Toft på team1@ekkenberg-slagelse.dk eller tlf. 26 11 59 85.