Parasport Danmark logo hvid.png

Projekt resumé

Børn og unge med betydelige fysiske funktionsnedsættelser er mindre fysisk aktive og deltager mindre i sociale og aktive fællesskaber, hvilket påvirker deres sundhedstilstand og livskvalitet negativt. Disse børn og unge har begrænsninger i udførelsen af aktiviteter såsom cykling og løb, hvorfor tilpassede og motiverende træningsaktiviteter er nødvendige. Frame Runner-cyklen giver disse børn og unge mulighed for at opleve fornemmelsen af selvstændigt løb, men viden om virkninger og udbredelse mangler. 'FRAME-EX'- projektet integrerer praksis, forskning og uddannelse med det formål at forbedre disse børn og unges sundhed og livskvalitet, hvilket kræver samarbejde på tværs af det sundheds- og socialfaglige område samt den frivillige sektor. Projektet søger at udvikle, teste, tilpasse og facilitere implementeringen af motiverende, praksisorienterede og evidensbaserede løsninger til at forbedre funktionsevne og livskvalitet gennem Frame Running-aktiviteter.
 
Projektet anvender en model for udvikling af komplekse interventioner baseret på Medical Research Council (MRC)-rammeværket. Centrale elementer i praksisaktiviteterne omfatter udbredelse af kendskab og rekruttering til Frame Runningaktiviteter, øget frivillighed samt modeller til transport og tilegnelse af Frame Runnerudstyr. Forskningsmæssigt evalueres de positive virkninger af foreningsbaserede Frame Running-forløb på sundhedsmål som funktionsevne, deltagelse og livskvalitet hos målgruppen af børn og unge. Ligeledes evalueres deres oplevelse af at deltage samt betydning for hverdagsliv og livskvalitet (ph.d.-studie, quasi-eksperimentel interventionsstudie og interview-studie). Desuden procesevalueres samarbejdsnetværk på tværs af kommunale forvaltninger, foreningsaktører og familier i fire kommuner med henblik på at fremme Frame Running-aktiviteter for en udsat målgruppe (Postdoc, multipel case-studie).

Via projektets praksis- og forskningsaktiviteter genereres ny evidensbaseret praksisviden, som styrker udbredelse og støtten til Frame Running-aktiviteter, især i udvalgte kommuner og mere bredt i Danmark.