Parasport Danmark logo hvid.png

Rosenmeier jagter ’the tripple’ ved EM i parabordtennis

Den forsvarende paralympiske mester og verdensmester Peter Rosenmeier går efter guldet ved EM i parabordtennis, der afvikles den 16.-21. september i Helsingborg. I alt stiller fire danske spillere op, og de skal forsøge at rejse sig efter søndagens chok, hvor den forsvarende EM-sølv- og bronzevinder Sophie Walløe blev klassificeret helt ud af parabordtennis og dermed ikke må stille op.

Rosenmeier jagter ’the tripple’ ved EM i parabordtennis
Peter Rosenmeier efter sejren i VM-finalen i 2018. Foto: Parasport Danmark.

Den danske trup fik en særdeles barsk start på EM i parabordtennis i Helsingborg, idet Danmarks stærkeste damespiller, VM-sølvvinder og forsvarende EM-sølv- og bronzevinder Sophie Walløe blev klassificeret helt ud af parabordtennis. Et stort chok for den danske trup og et stort tab for Danmark med under et år til de Paralympiske Lege i Tokyo. Læs mere her: https://parasport.dk/nyheder/pressemeddelelser/den-paralympiske-droem-er-vaek-sophie-walloee-klassificeret-ud-af-international-parabordtennis/

Med Sophie Walløes exit må de danske medaljeambitioner i Helsingborg nedjustreres, da hun stod over for at skulle forsvare en individuel sølvmedalje samt en bronzemedalje for hold sammen med landsholdskollegaen Thea Amalie Nielsen.

Rosenmeier på guldjagt
I alt stiller fire danske spillere op ved EM: Peter Rosenmeier (klasse 6), Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen (begge klasse 7) og Thea Amalie Nielsen (klasse 10).
Rutinerede Peter Rosenmeier målrettet efter guldet i herresingle i klasse 6, om end det ikke bliver en let opgave. Rosenmeier har vundet to af de tre turneringer, han har spillet på touren i år, så selvtilliden er i top. Det er også nødvendigt i hans klasse, hvor der kommer flere gode spillere til, og niveauet er højnet, fortæller landstræner Christoffer Petersen.
– Bredden i toppen bliver større og større. Når Peter spiller godt, så er han den bedste, men hvis han kun rammer 90% af sit niveau, så er der fem-seks spillere, han sagtens kan tabe til. Så han skal virkelig være der, lyder vurderingen fra den danske landstræner.

Selv er Rosenmeier, der p.t. ligger nummer to på verdensranglisten efter spanske Alvaro Valera, ikke i tvivl om målsætningen:
– Som forsvarende paralympisk mester og verdensmester tager jeg selvfølgelig til Helsingborg for at vinde. Det har længe været mit mål at have alle tre store titler samtidig, og den mulighed får jeg måske aldrig igen.

De to øvrige danske herrespillere, Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen, kan på en god dag drille nogle af de bedre spillere i klasse 7, men ellers er det primært i holdturneringen, at de to skal gøre sig gældende.

Landstræner Christoffer Petersen ser også frem til at se den enlige danske kvinde, Thea Amalie Nielsen, i aktion, selv om det desværre kun bliver i single.
– Thea viste for nylig ved en turnering i Tjekkiet, at hvis hun holder hovedet koldt, så kan hun spille lige op med de bedste europæere. Hvis hun formår det ved EM, så kan der ligge en lille overraskelse i hende. Spillet er højt anlagt, og med det, hun netop har vist, er jeg optimistisk på hendes vegne.

Muligheder i holdturneringen
Landstræneren er ligeledes optimistisk omkring holdturneringen, der spilles fra den 19.-21. september.
– Vi har især brugt meget energi på doublen med Peter Rosenmeier og Henrik Brammer, og kan de få til at køre, er der gode muligheder for at lave et godt resultat.

De danske spillere:

  • Peter Rosenmeier, klasse 6, spiller i Kristanstad, Norge (Bergen Hill) og Hillerød Bordtennis.
  • Henrik Brammer, klasse 7, spiller for Hillerød Bordtennis.
  • Rasmus Damkjær Hansen, klasse 7, spiller for Sisu/MBK i Århus.
  • Thea Amalie Nielsen, klasse 10, spiller for Silkeborg BTK

Alle spillerne stiller op i deres respektive singlerække, der alle spilles 16.-18. september, mens Rasmus Damkjær Hansen, Henrik Brammer og Peter Rosenmeier stiller op i holdturneringen i klasse 7. Holdturneringen spilles 19.-21. september.

Den officielle EM-side: https://www.ittf.com/tournament/5090/European-Para-Championships-2019/
Parabordtennis Danmark på Facebook: https://www.facebook.com/ParabordtennisDanmark/