PL-deltager Adam Nybo er smittet med coronavirus
Danmarks eneste deltager ved det kommende vinter-PL er kort før afrejsen til Beijing blevet testet positiv for coronavirus. Parasport Danmark satser fortsat på, at Adam Nybo bliver klar til sin første konkurrence den 10. marts.
21-årige Adam Nybo, der konkurrerer i alpin sitski og senest blev nr. 12 til VM, er i en PCR-test fredag den 25. februar testet positiv for coronavirus. En opfølgende test har bekræftet resultatet, og Adam Nybo må på den baggrund udsætte sin udrejse. Han går dermed glip af åbningsceremonien i Beijing den 4. marts.
- Det er sindssygt uheldigt, og jeg er meget ærgerlig. Det var det, der ikke måtte ske. Jeg føler dog allerede, at jeg er i bedring, og jeg tror på, jeg nok skal blive klar til at komme derud og konkurrere. Indtil da forbereder jeg mig så godt jeg kan hjemmefra ved bl.a. at tilpasse min døgnrytme, siger han.
For at rejse ind i Kina og deltage i vinter-PL skal Adam Nybo teste negativ fire dage i træk. Parasport Danmarks sportslige ledelse vurderer, at Adam Nybo senest skal ankomme i Beijing den 8. marts, hvis skal være klar til sin første konkurrence.
- Adam er i sit livs form, og derfor vil vi gøre vores yderste for, at han kan konkurrere i Beijing. Ankommer han i PL-byen den 8. marts, får han mulighed for at træne én gang, inden han er i aktion i storslalom den 10. marts, og der er så yderligere to dage til hans primære løb, slalom, den 12. marts. Der forventer vi, at han vil være i stand til at præstere sit bedste, siger Michael Møllgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark.
Han er selv på plads i den paralympiske by i Beijing tirsdag den 1. marts og går i gang med at forberede det sportslige set-up med udgangspunkt i, at Adam Nybo bliver klar til konkurrence.
Om Adam Nybo
Alder: 21
By: Rask Mølle
Klub: Skiklubben Hareskoven
Discipliner: Slalom og storslalom i sitski
Klassifikation: LW 12-1
Handicap: Nedsat funktion i benene som følge af nervesygdommen Transversel Myelitis
Bedste resultat: 12. Plads ved VM i 2022
De Paralympiske Vinterlege
Vinter-PL afvikles i Beijing fra den 4. til 13. marts 2022 - to uger efter afslutningen på vinter-OL i Beijing.
Der er seks sportsgrene på programmet: alpint skiløb, kørestolscurling, langrend, para-ishockey (tidligere slædehockey), skiskydning og snowboard.
Vinter-PL blev afviklet første gang i Sverige i 1976 og har siden Tignes og Albertville-legene i 1992 haft samme værtsby og faciliteter som vinter-OL.
Danmark har vundet i alt seks medaljer, den seneste er Anne-Mette Bredahls guld i langrend i 1998 i Nagano.
DIF, Parasport Danmark og Team Danmark
DIF har med udgangspunkt i Tokyo 2020-legene formelt overtaget det operationelle ansvar for danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Baggrunden er et fælles ønske om at give OL- og PL-atleter de samme gode rammer for at præstere, og opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark.
I forbindelse med vinter-PL i Beijing er det Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen, der er udpeget som chef de mission. De organisatoriske og praktiske forberedelser foregår i tæt samarbejde med DIF, der løser mange af de praktiske og administrative opgaver.