Længdespringer Emilie Aaen får debut ved PL i Paris
Emilie Gulbrant Aaen har på få år kæmpet sig op i para-atletikkens top. Nu får hun debut på den største scene, når hun skal konkurrere i længdespring ved de Paralympiske Lege i Paris.
For tre år siden mistede 22-årige Emilie Aaen sit venstre ben i en gymnastikulykke. Kort efter ulykken blev Emilie Aaen en del af parasporten og det danske para-atletiklandshold. Her viste hun hurtigt, at hun har talentet og viljestyrken til at være med i toppen af parasporten.
- Jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig endnu. Det føles ret vildt, at jeg skal med til de Paralympiske Lege. Men jeg er virkelig glad og rigtig stolt, fortæller Emilie Aaen om udtagelsen.
Inden ulykken dyrkede Emilie gymnastik på eliteplan, og hun har derfor haft et højt sportsligt niveau og stor erfaring med sig i overgangen fra gymnastik til para-atletik.
På trods af sin korte tid som en del af parasporten ligger Emilie Aaen nr. 4 på verdensranglisten i sin klasse T63. Hendes præstation ved VM i para-atletik i maj, hvor hun sprang sig til en 4. plads, har været med til at sikre Emilie et wildcard til de Paralympiske Lege.
- Jeg glæder mig til hele oplevelsen og især til selve konkurrencen. Mit fokus er på at gå ind og gøre det så godt som overhovedet muligt, når det nu er første gang jeg er med. Forhåbentligt får jeg muligheden igen mange gange i fremtiden, siger Emilie Aaen.
Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen glæder sig over udtagelsen.
- Det er fantastisk, at vi kan sende Emilie Aaen til PL så tidligt i hendes karriere, da hun får helt unik erfaring ved at være med. Forhåbentlig giver oplevelsen hende endnu mere blod på tanden til at fortsætte med at konkurrere i toppen af international para-atletik i fremtiden, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Danmarks paralympiske chef de mission, Nicklas Bjaaland fra DIF, ser frem til at sende længdespringeren afsted til sine første Paralympiske Lege.
- Vi er stolte af, hvad Emilie har opnået på så kort tid i parasporten. Emilie er et stort forbillede for unge mennesker, vi er glade for, at hun nu kommer ind og bliver en del af et stærkt, dansk atletikhold i Paris, siger Nicklas Bjaaland.
Emilie er den tredje, danske længdespringer, som udtages til de Paralympiske Lege efter Bjørk Nørremark og Daniel Wagner. Emilie får sin PL-debut, når hun skal konkurrere på Stade de France den 5. september.
Om Emilie Aaen
- Sportsgren: Atletik – længdespring
- Klassifikation: T63 (atleter med et handicap i nedre del af kroppen)
- Alder: 22 år
- Handicap: Overbensamputeret
- By: København
- Klub: Hvidovre Atletik & Motion
- Udvalgte resultater: Nr. 4 ved VM i Kobe 2024
- Tidligere PL-deltagelse: Debutant i Paris
De Paralympiske Lege i Paris
PL i Paris indledes den 28. august 2024 på Champs-Élysées og Place de la Concorde og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene.
Den danske PL-trup forventes at tælle ca. 30 atleter i ni sportsgrene. Med udtagelsen af Emilie Aaen er 25 danske atleter nu klar til legene i Paris.
Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og følg @danmarktilpl på Facebook og instagram.
DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.