Parasport Danmark logo hvid.png

Et smukt år for parasporten i Danmark

Formand John Peterssons årlige jule- og nytårshilsen til Parasport Danmarks medlemsklubber.

Et smukt år for parasporten i Danmark

Kære alle sammen

Sikke et år! Det blev om muligt mere intenst, spektakulært og skelsættende, end jeg forudså, da jeg for 12 måneder siden kiggede frem mod PL i Paris, vores EM-værtskab og Special Olympics Idrætsfestival. Jeg synes, vi er kommet forrygende igennem 2024. Jeg er hamrende stolt af det, vi sammen har udrettet i vores Parasport Danmark-familie.

Friskest i ændringen står EM i Powerchair Hockey. Musholm var rammen om et flot og veliscenesat mesterskab, hvor parasportens frivillige ildsjæle leverede en beundringsværdig indsats uden for rampelyset. Jeg er nødt til at fremhæve Dorte Berenth, der var en utrættelig og allestedsnærværende eventchef for vores organisationskomité, som også omfattede Slagelse Kommune og Sport Event Denmark. Dorte bragte sin store erfaring og passion for Powerchair Hockey ind i EM med det resultat, at Danmark fik sat nye standarder for mesterskabsafviklingen i en sport, der er inde i en positiv og spændende udvikling.

Som prikken over i’et leverede det danske landshold også en flot og medrivende præstation på hjemmebanen. Det var en fornøjelsen af at følge vores dygtige spillere fra deres overbevisende åbningssejr over Belgien, hvor jeg bl.a. havde selskab på tribunen af Parasport Danmarks protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte, og indtil til bronzekampen, hvor Danmark satte Italien eftertrykkeligt på plads. Tempoet og det taktiske spil gjorde stort indtryk, og jeg ser frem til at følge landsholdet mod VM i 2026.

Mens EM på Musholm var det første officielle mesterskab i en el-kørestolsidræt på dansk jord, var det i år 9. gang, at Parasport Danmark organiserede Special Olympics Idrætsfestival. Frederikshavn var udset som vært allerede i 2020 og viste stor entusiasme, og alt var forberedt til mindste detalje.  Jeg oplevede borgmester Birgit S. Hansen som yderst engageret i idrætsfestivalen og optaget af at udvikle den lokale idræt for mennesker med udviklingshandicap. Frederikshavn var en fornøjelse, og jeg er overbevist om, at de rekordmange deltagere rejste hjem med en herlig idrætsoplevelse i bagagen.

Den livgivende atmosfære på vores idrætsfestival, der balancerer fest, hygge, fysisk aktivitet og velgennemførte konkurrencer, gør altid stort indtryk på mig. Tusind tak til de frivillige, der gør det muligt – jeg ser frem til at mødes igen i Roskilde i 2026, og det er jeg sikker på, at vores Special Olympics-udøvere også gør!

Opbakningens kraft ved PL 2024

Lige fra kåringen af Pressalit Årets Para-atlet i årets begyndelse, til idrætsfestivalen, DM-ugen, PL i Paris og til EM sidst i oktober har jeg mærket, at interessen for Parasport Danmarks aktiviteter og events i år har været ekstra stor. Det gælder i medierne og blandt vores mange gode samarbejdspartnere i idrætten og på handicapområdet, men så sandelig også politisk, kommercielt og folkeligt. Aldrig har interessen været mere udtalt og begejstret end omkring PL i Paris i august og september.

De Paralympiske Lege blev på alle parametre en milepæl for parasporten og for Parasport Danmark.

Først og fremmest er jeg nødt til at fremhæve atleterne. De leverede varen. I den grad! Med 10 medaljer var vi ikke bare den største nation i Norden, men suverænt den bedste. Medaljerne blev vundet af otte forskellige atleter i syv idrætter, og det viser en imponerende bredde i toppen af dansk parasport. PL-resultatet er det bedste i 20 år, og for første gang siden legene i Beijing har de paralympiske atleter overgået det danske OL-resultat. Det er dæleme flot!

Bomstærke Alexander Hillhouse åbnede den danske medaljefest på førstedagen i Paris med en utrolig guldmedalje i sin paralympiske debut, og blev den første danske atlet med udviklingshandicap til at nå medaljeskamlen ved et PL. Det er en milepæl, vi har ventet længe på, og som vil bane vejen for flere unge talenter.

Det var ikke kun på de parisiske stadions, at Danmark hentede sejre ved PL, men også i de danske hjem, hvor rekordmange fulgte med i DR Sportens dækning. Der blev sendt over 145 timer fra PL i Paris på DR’s kanaler, og i gennemsnit så 100.000 danskere med i aftenmagasinet ’Guld til Danmark’. Der var flere danske tv-seere til Daniel Wagners konkurrence i længdespring den 31. august end til noget andet samtidigt program på dansk flow-tv.

DR Sporten skal i mine øjne have ros for at skabe en flot, seriøs og inspirerende dækning fra PL, og jeg er stolt af, hvordan vores atleter og trænere leverede varen både i medgang, som der heldigvis var mest af, men også når det en gang imellem var svært og surt at være dansk atlet i Paris. Vores dobbelte medaljevinder Emma Lund gjorde et stort og varigt indtryk på mig og mange danskere. Emma tog både guld i linjeløb og bronze i enkeltstart i sin paralympiske debut – en præstation, der sikrede Danmarks 10. medalje ved legene. Hun imponerede med sin kraftfulde kørsel og stærke afslutning mod konkurrenter fra Schweiz og Holland, og hendes umiddelbare og følelsesladede refleksioner viste, hvorfor hun inspirerer både som atlet og menneske. Udover sine PL-medaljer vandt Emma også VM-guld og VM-sølv i 2024. Det gjorde mig også stolt at opleve, hvordan Tobias Thorning Jørgensen samt vores landstræner i dressur Astrid Gemal og hendes stab håndterede Tobias’ og Jolenes triste exit kort før start. Jeg er sikker på, Tobias kommer stærkt igen.

Når jeg om nogle år tænker tilbage på PL 2024, vil det dog ikke være et enkeltstående dansk resultat, mediedækningen, de ikoniske venues eller for den sags skyld min egen oplevelse som fakkelbærer i den paralympiske ilds rundtur i Paris, der vil stå klareste. Jeg tror i stedet, det vil være den storslåede opbakning til vores atleter fra de mange danske fans rundt om i den franske hovedstad; fra Kongehuset, hvor H.K.H. Kronprins Christian og H.K.H Prinsesse Benedikte heppede begejstret med fra lægterne; Parasport Danmarks indlevende toppartnere og sponsorer; Egmont Højskolens feststemte elever; Tour de Elsass-feltet; samt familie, venner og sportsglade danskere i Champs-de-Mars Arena for at se kørestolsrugby og i Grand Palais for at opleve parataekwondoens dronning Lisa Kjær i aktion for sidste gang. Det er et syn, jeg ikke glemmer!

Parasporten har momentum. Det skal vi udnytte i de kommende år, og det er vi godt rustet til. Vores økonomi er sund og solid, og den er i 2024 blevet styrket i form af en ny toppartner i KV Fonden og aftaler med Coca-Cola og Grundfos.

Vi er nu ved at sætte det hold, der skal føre os videre. Vi har i 2024 sagt farvel til to højtskattede medarbejdere, der har været med til at tegne parasporten i Danmark igennem mere end 30 år. Michael Møllgaard Nielsen har som mangeårig sportschef og paralympisk chef de mission kæmpet for at styrke rammerne om vores atleter, talenter og landstrænere, mens Jørn Erik Simonsen altid har været klubbernes og de frivilliges mand i forbundet. Begge fortjener stor tak for deres imponerende indsats.

Som ny sportschef har vi ansat Teis Bro, der kommer fra en stilling som chefkonsulent og programleder i Byregion Fyn. Inden for de næste måneder vil vi ansætte en chef for Kommunikation og Kommerciel for første gang i Parasport Danmarks historie, og vi skal finde en ny udviklingschef til at afløse Søren Jul Kristensen, der har valgt at blive seniorkonsulent. Jeg glæder mig til at præsentere det nye hold i 2025.

Arbejdshandskerne er fundet frem til det nye år

2025 bliver et år uden de helt store begivenheder og trækplastre i parasporten. Men det bliver et år, hvor vi kan konsolidere os, og hvor vi for alvor kan afsætte ressourcer til at kæmpe nogle af de kampe, der skal sikre, at alle mennesker med et handicap eller et særligt behov kan få mulighed for at blive en del af idrættens fællesskaber i Danmark.

Jeg ser frem til at tage arbejdshandskerne på og slå dørene ind på Christiansborg og i de kommuner, hvor vi ser, at parasporten har et betydeligt uforløst potentiale.

Ligeledes ser jeg frem til, at vi i Parasport Danmarks bestyrelse genoptager arbejdet med at styrke den politiske organisering i Parasport Danmark. På repræsentantskabsmødet i april blev det klart, at vi endnu ikke har fundet opskriften på, hvordan vi skaber en mere smidig, gennemsigtig og handlekraftig struktur på det politiske niveau. Men det ændrer ikke vores mål, og jeg er overbevist om, at vi med klubbernes engagement kan finde den rigtig model for vores forbund.


På repræsentantskabsmødet viste klubberne mig også stor tillid ved at genvælge mig for de kommende to år. I skal alle vide, at jeg er taknemmelig for opbakningen til min person og min vision for Parasport Danmark, og at jeg er mere motiveret end nogensinde før for at sikre en lys fremtid for parasporten i Danmark. Jeg glæder mig til det arbejde, der venter.

Jeg ønsker jer og jeres nærmeste en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Vi ses i det nye år.

John Petersson  
Formand, Parasport Danmark