Parasport Danmark logo hvid.png

Elsass Fonden og Parasport Danmark forlænger toppartneraftale

Parasporten vil frem mod de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028 fortsat nyde godt af Elsass Fondens engagement.

Den danske PL-delegation går indmarch i Paris. Foto: Lars Møller
Elsass Fonden og Parasport Danmark samarbejder bl.a. om at skabe fremtidens paralympiske rollemodeller. Foto: Lars Møller

Oven på det bedste danske PL-resultat i 20 år har de danske atleter og trænere nu fået mere at fejre. Elsass Fondens toppartneraftale i Parasport Danmark er forlænget til og med de Paralympiske Lege i 2028 og sikrer, at der også i de kommende fire år vil være rigtig gode rammer om de sportslige forberedelser.

Parasport Danmarks formand John Petersson ser frem til at fortsætte det mangeårige samarbejde, der efter PL i Rio i 2016 blev formaliseret i en partnerskabsaftale, som indebærer en betydelig økonomisk støtte til parasporten.

- Vi er meget glade for Elsass Fondens store engagement i parasporten, der både gavner vores dygtige paralympiske atleter og alle mennesker med handicap, der har et ønske om at dyrke idræt i foreningslivet. Fonden er mere end en sponsor. Den er en nær samarbejdspartner, der brænder for at gøre en forskel for parasporten i Danmark, siger John Petersson.

Elsass Fonden har altid haft stort fokus på den positive betydning af idræt og bevægelse for mennesker med funktionsnedsættelser – både fysisk, socialt og mentalt. Derfor er det naturligt og glædeligt, at det endnu engang er muligt at bakke økonomisk op om parasporten frem mod næste PL i Los Angeles, fortæller Nick Elsass, formand i Elsass Fonden.

- Parasport og bevægelse i al almindelighed udgør en vigtig del af Elsass Fondens DNA. Det gælder både på elite- og motionsplan. Derfor er vi glade for – og stolte over – at vi kan forlænge sponsoratet og derved fortsat støtte op om, at flere med handicap kommer ind i idrættens fællesskaber – samtidig med at vi giver et rygstød til morgendagens stjerner og forbilleder, påpeger Nick Elsas.

PL-medaljer skal øge idrætsdeltagelsen
I optakten til de Paralympiske Lege i Paris viste Elsass Fonden også sit store hjerte for parasporten ved at engagere sig i Ingen vinder alene-kampagnen, der på den baggrund blev en fælles OL- og PL-kampagne med fokus på sammenhængen mellem elite- og breddeidrætten i Danmark.

Det er en sammenhæng, Elsass Fonden og Parasport Danmark vil styrke yderligere fremadrettet.

- Danske medaljer ved PL er resultatet af en rejse, der for atleterne starter i idrætsforeningerne og forudsætter støtte fra familie og venner, trænere, holdkammerater, eksperter og ledere. Tilsvarende skal de store danske sportsøjeblikke og paralympiske rollemodeller bane vejen for, at endnu flere mennesker med handicap eller særlige behov bliver aktive i foreningsidrætten, siger John Petersson.

For Elsass Fonden er netop dét at bidrage til at skabe rollemodeller en vigtig del af formålet med toppartneraftalen.

- Vores dygtige para-atleter er fantastiske rollemodeller for de mange børn og unge med CP og andre handicap, som måske er vokset op med et stort fokus på deres fysiske udfordringer. Men når de så ser fx Emma Lund eller Daniel Wagner, så tændes der en gnist, og der fødes et håb. Og lige netop den udvikling er meningsfuld og vigtig for os at støtte op om, uddyber Nick Elsass.

Parasport Danmarks toppartnere tæller ud over Elsass Fonden også Pressalit, KV Fonden og JYSK.

Om Elsass Fonden
Elsass Fonden er en privat erhvervsdrivende fond, som arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese (CP) og deres pårørende. Det sker på mange forskellige måder, men særligt gennem forskning, kursus- og aktivitetstilbud og direkte støtte til projekter og den enkelte med CP.

Læs meget mere på elsassfonden.dk

Om Parasport Danmark
Parasport Danmark arbejder for at alle mennesker med handicap eller særlige behov skal have mulighed for at dyrke idræt. Det sker ved at støtte og kvalificere idrætsaktiviteter i foreninger og kommuner landet over, og Parasport Danmark organiserer selv en bred vifte af projekter, der hjælper børn, unge og voksne til at få en god og tryg start i foreningsidrætten og sigter mod at fostre eliteatleter og rollemodeller i verdensklasse.

Parasport Danmark er national paralympisk komité i Danmark og varetager de danske atleters forberedelser, kvalifikation og deltagelse i de Paralympiske Lege i samarbejde med DIF og Team Danmark.