Parasport Danmark logo hvid.png

Dansk idræt skal støttes i at skabe bedre idrætstilbud til mennesker med handicap

Gennem uddannelse af frivillige instruktører, trænere og ledere i foreningsidrætten vil DGI og Parasport Danmark nedbryde væsentlige barrierer for idrætsdeltagelse blandt personer med handicap eller særlige behov.

Dansk idræt skal støttes i at skabe bedre idrætstilbud til mennesker med handicap
Alle idrætsforeningerne kan få gavn af at blive endnu klogere på parasporten, lyder det fra DGI og Parasport Danmark. Foto: Sarah Nørgaard

De danske idrætsklubber kan blive bedre til at skabe tilpassede tilbud og rummelige rammer. Det konkluderer Idrættens Analyseinstitut (Idan) i en ny kortlægning af barrierer for idrætsdeltagelse blandt personer med handicap eller særlige behov. Undersøgelsen peger på, at mængden af idrætstilbud langt fra er den væsentligste årsag til lav idrætsdeltagelse blandt mennesker med handicap i Danmark. I stedet mangler der synlighed om mulighederne og mere kvalitet i form af kreativitet og øget faglighed.

For at støtte flest mulige idrætsforeninger i at kunne tilbyde attraktive og trygge rammer for børn, unge og voksne med handicap har DGI Midtjylland og Parasport Danmark i pilotprojektet 'Bevæg dig for livet, Parasport og Idræt for sindet' sammen udbudt kurser for klubtrænere, instruktører og ledere. Det har været en succes, og derfor udvides tilbuddet nu til kommuner og foreninger i hele landet.

- Rigtig mange klubber gør et godt stykke arbejde med at inkludere mennesker med handicap og særlige behov i deres aktiviteter. Men samtidig viser Idans undersøgelse af barrierer og potentialer for idrætsdeltagelse, at der er et behov for at klæde klubberne endnu bedre på, hvis alle mennesker skal have mulighed for at blive en del af foreningsidrætten. Det vil vi i Parasport Danmark være med til at sikre, og vi har allerede gjort os mange gode erfaringer gennem kursussamarbejdet med DGI Midtjylland. Derfor giver det god mening, at vi nu gør det muligt for mange flere kommuner og klubber at få adgang til det fælles uddannelsestilbud, siger Søren Jul Kristensen, der er breddechef i Parasport Danmark.

I DGI Midtjylland vurderer inklusionskonsulent Dorthe Kock Ahrenkiel, at alle idrætsforeningerne kan få gavn af at blive endnu klogere på parasporten.

- Vores erfaring er, at alle instruktører og trænere møder mennesker med et handicap eller et særligt behov på banen eller i klubben, og i mange tilfælde oplever de et behov for kvalificeret sparring, nye kompetencer og særlige løsninger. Målet for vores samarbejde med Parasport Danmark er at sikre, at klubberne står fagligt stærkt og dermed kan bidrage til, at flest mulige har adgang til attraktive idrætstilbud og foreningsfællesskaber, siger hun.

Tilbud til kommuner
Herning Kommune har allerede indgået en aftale med DGI og Parasport Danmark om, at der for kommunens foreninger den 10. november 2022 bliver afholdt et kursus om idræt for mennesker med handicap og særlige behov.

- I Herning kommune har vi fokus på, at alle børn, unge og voksne med særlige behov har adgang til idrætsaktiviteter i deres fritid. Som projektleder for Bevæg dig for Livet er det min fornemmeste rolle at understøtte, udvikle og samarbejde med forskellige aktører på området. Alle har ret til et fedt fritidsliv, og det vil vi strække os langt for. Det glæder os, at vi sammen med DGI Midtjylland og Parasport Danmark kan udbyde kurset, og dermed klæde vores frivillige i foreningerne på til at modtage og fastholde målgruppen. Deltagerne skal gå fra kurset med viden og ro i maven i forhold til at rumme en bredere målgruppe i foreningsregi, siger Mette Skærbæk, projektleder i Herning Kommune for Bevæg Dig For Livet.

DGI og Parasport Danmarks kursus 'Idræt for mennesker med handicap og særlige behov' har indtil videre været udbudt til kommuner, som deltog i pilotprojektet 'Bevæg dig for livet, Parasport og Idræt for sindet'. Et team af undervisere fra begge idrætsorganisationer har sammen stået for at udvikle og gennemføre kurset, der både giver ny faglig viden og praktiske ideer til, hvordan idrætten kan planlægges, organiseres og tilpasses forskellige behov.

Kurset kan nu bestilles af foreninger og af kommuner på tværs af landet, der gerne vil styrke det lokale foreningslivs forudsætninger for at rumme og tiltrække mennesker med handicap og særlige behov.

Vil du vide mere
Parasport Danmark: Idrætskonsulent Teis Gröflin Corneliussen: tgc@parasport.dk, tlf. 4018 1720

DGI Midtjylland: Inklusionskonsulent Dorthe Kock Ahrenkiel: Dorthe.Kock.Ahrenkiel@dgi.dk, tlf. 7940 4399

Se aktuelle kursustilbud i Parasport Danmark på parasport.dk/aktiviteter/kurser/bestillingskurser

Fakta om Parasport Danmark
Parasport Danmark er det idrætsforbund, der arbejder for, at alle mennesker med et handicap eller et særligt behov mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab. Det gør forbundet bl.a. ved at tage initiativ til, støtte og kvalificere aktiviteter og idrætstilbud i klubber og kommuner over hele landet. Derudover organiserer Parasport Danmark en bred vifte af projekter med særligt fokus på at hjælpe børn og unge i gang med parasport.

Parasport Danmark er national paralympisk komité i Danmark og har omkring 480 registrerede medlemsklubber i Danmark.

Læs mere på www.parasport.dk

Fakta om DGI
DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Sammen med de lokale idrætsforeninger udvikler vi koncepter og aktiviteter, der tager udgangspunkt i dine behov og muligheder. Det gør vi, fordi vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet.

DGI er en nonprofitorganisation, der i mere end 150 år har arbejdet tæt sammen med foreningerne om at gøre danskerne mere aktive. I dag tæller DGI flere end 6.600 foreninger, 1,6 mio. medlemmer og 100.000 frivillige ildsjæle. Som en af landets største leverandører af kurser gør DGI hvert år omkring 50.000 danskere klogere på både sig selv og idræt.

Læs mere på www.dgi.dk

Fakta om 'Idræt for mennesker med funktionsnedsættelser i Danmark'
Rapporten er en forundersøgelse, der samler op på eksisterende viden om barrierer, vilkår og potentialer i forhold til deltagelse i idræt, sport og motion blandt mennesker med handicap eller særlige behov i Danmark. Studiet er omfattende og spænder over et bredt spektrum lige fra mennesker med fysiske funktionsnedsættelser til mennesker med kognitive eller psykiske funktionsnedsættelser.

Rapporten er udarbejdet af Idan i samarbejde med Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Syddansk Universitet for Parasport Danmark. Projektet er støttet og finansieret af Parasport Danmark, Elsass Fonden, Vanførefonden, Bevica Legater, Dansk Blindesamfund og Videnscenter om Handicap.

Læs rapporten her https://www.idan.dk/media/mefj1x1n/idraet-for-mennesker-med-funktionsnedsaettelser-i-danmark.pdf