Danmark skal have ny landstræner i kørestolsrugby
Jason Regier træder tilbage efter otte år i spidsen for det danske landshold, som han to gange har ført til deltagelse ved de Paralympiske Lege.
I 2016 indstillede Jason Regier sin aktive karriere på Team USA's landshold i kørestolsrugby oven på de Paralympiske Lege i Rio for i stedet at blive ny landstræner i Parasport Danmark. Målet for begge parter var klart defineret fra starten: De talentfulde danske spillere skulle guides til PL-deltagelse for første gang i holdets historie. Og tilførslen af amerikansk vindermentalitet og erfaring fra sportens øverste hylde var præcis, hvad Danmark havde brug for. Under Jason Regiers ledelse fik danskerne for alvor etableret sig i verdenstoppen, og via en 2. plads ved EM i Vejle i 2019 opnåede holdet for første gang kvalifikation til PL i Tokyo 2020.
Efter yderligere en vellykket paralympiske kampagne og en dansk 7. plads ved legene i Paris i sommers skilles parterne nu efter gensidigt ønske.
Ifølge Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen har Jason Regier sat et flot og varigt aftryk på dansk kørestolsrugby.
- Jason Regier har været med til at udvikle og styrke kørestolsrugby i Danmark, og både spillere, trænere og ledere har lært af samarbejdet. Særligt hans ærgerrighed og tro på projektet har altid gjort stort indtryk på mig. Det danske landshold, hvor mange har fået løftet deres spillemæssige potentiale under Jason Regier, har været højt respekteret af alle. På vores bedste dage har vi været i stand til at slå alle. Det har været en fornøjelse at have Jason som dansk landstræner, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Amerikaneren ser også tilbage på sine otte år på landstrænerposten i Parasport Danmark med glæde og stolthed.
- Det har været otte vidunderlige år med rugby i Danmark, der fra starten tog rigtig godt imod mig og min familie. Det har været en fornøjelse at se, hvordan holdet og spillerne har udviklet sig på og uden for banen. Vi har ændret vores mindset, så vi ikke længere er glade og tilfredse, blot vi er med i de store turneringer. Vi vil og kan udfordre de bedste hold i verden, siger Jason Regier.
Han håber, sporten vil fortsætte med at udvikle sig i Danmark.
- Det har taget over 20 år for Danmark at etablere sig som et tophold i international kørestolsrugby, og det har krævet hårdt arbejde og dedikation af alle. Danmark har nogle topspillere, der har mere at give i sporten, og jeg håber, landsholdet kan fortsætte på toppen år i 20 år mere, siger Jason Regier, der er bosat i Colorado, hvor han underviser i coaching og ledelse.
Danmark indtager pt. en 7. plads på verdensranglisten, og for Parasport Danmark er det et stort ønske at sikre en fortsat positiv udvikling i dansk kørestolsrugby, så der også fremover kan spilles med på den allerøverste sportslige hylde ved VM og PL. Næste store mål er EM i hollandske Haag fra den 21.-27. april 2025, og fokus er på at lande en afløser for Jason Regier inden da.