Parasport Danmark logo hvid.png

Danmark går efter EM-guldet i Powerchair Hockey i Slagelse

Et stærkt dansk landshold er udtaget til EM i Powerchair Hockey, der afvikles på Musholm fra den 23. til 27. oktober.

Danmark går efter EM-guldet i Powerchair Hockey i Slagelse
Et velforberedt dansk landshold er klar til EM på hjemmebane, der starter den 23. oktober.

De danske verdensmestre i Powerchair Hockey har gyldne ambitioner, når holdet om små to uger tager hul på EM-slutrunden på hjemmebane. Det er første gang, Danmark er vært for et internationalt mesterskab i den taktiske og tempofyldte el-kørestolsidræt, og den anledning har danskerne ikke tænkt sig at forspilde.

- Det landshold, vi står her med i dag, er bedre end det hold, der blev verdensmestre i 2022. Målet er helt klart at vinde EM-guld på hjemmebane, siger Rasmus Yder, der udgør den ene halvdel af Danmarks landstrænerduo.

Sammen med Nicklas Halberg Lundgren-Charlton har han udtaget 10 danske spillere til EM. Ni af dem er gengangere fra VM-slutrunden i 2022, hvor Anders Berenth med et golden goal sikrede Danmark sejren i en gyser af en finale mod Holland for to år siden.

Landsholdsprofilen, der i 2018 både blev kåret som verdens bedste i international Powerchair Hockey og samme år modtog Kulturministerens Parasportspris, har også store forventninger til EM.

- Det er super, super fedt og ret surrealistisk, at vi får mulighed for at spille et mesterskab på hjemmebane. Jeg kan se et helt særligt lys i øjnene på holdkammeraterne, og vi er klar til at give alt, hvad vi har i os for at vinde pokalen. Det er vores helt klare mål, siger Orient-spilleren, der efterhånden har været en del af landsholdet i 20 år.

Hvis det skal lykkes danskerne at løfte EM-trofæet søndag den 27. oktober, skal spillerne dog håndtere det ekstra pres, der følger med hjemmebanefordelen og en VM-titel.

- Spillerne skal være helt skarpe, og de skal formå at præstere foran venner, familie og de danske tilskuere. Det gælder om at have det sjovt, og vi vil se nogle spillere, der har hinandens ryg og ikke giver op, selv når tingene ikke går vores vej på banen, siger landstræner Rasmus Yder.

Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen har stor tiltro til, at de danske spillere kan stå for presset og levere et topresultat.

- Det forpligter at være verdensmestre, og jeg kan mærke et hold, der tror på sig selv og har forberedt sig rigtig godt på den opgave, der venter. Jeg tror, vi kan se frem til at opleve et dansk hold, der blæser derudaf i jagten på EM-triumfen, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Danmark åbner EM med et opgør mod Belgien onsdag eftermiddag den 23. oktober. Herefter venter yderligere to puljekampe mod Italien og Finland, inden der spilles semifinaler lørdag og EM-finale søndag den 27. oktober kl. 17.

 

Den danske EM-trup

Alexander Elkær Ibsen
Alder: 31
Klub: Parasport Aarhus
By: Rønde
Rolle: T-stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: VM 2018

Mads Larsen
Alder: 28
Klub: Parasport Aalborg
By: Vestbjerg, Aalborg
Rolle: T-stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: VM 2014

Kristoffer Dahl Hansen
Alder: 35
Klub: Parasport Aarhus
By: Vejle
Rolle: T-stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: EM 2008

Katrine Jensen
Alder: 32
Klub: Orient Gymnastik- og Idrætsforening
By: Solrød Strand
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: VM 2022

Simon Damtoft Christensen
Alder: 32
Klub: Parasport Aalborg
By: Hobro
Rolle: T-stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: VM 2014

Rasmus Larsen
Alder: 22
Klub: Parasport Aarhus
By: Horsens
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Muskelsvind
Debutant

Alexander Pedersen
Alder: 27
Klub: Parasport Aarhus
By: Ascort Park, Australien
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Arthrogryposis Multiplex Congenita
Debut: VM 2018

Nikolaj Richelsen
Alder: 31
Klub: Orient Gymnastik- og Idrætsforening
By: Brøndby
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: EM 2008

Anders Berenth
Alder: 34
Klub: Orient Gymnastik- og Idrætsforening
By: Hvidovre
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Muskelsvind
Debut: VM 2004

Danni Mogensen
Alder: 36
Klub: Orient Gymnastik- og Idrætsforening
By: København, Amager
Rolle: Håndholdt stav
Handicap: Cerebral Parese
Debut: VM 2004

Rasmus Yder
Alder: 33
By: Vrå
Landstræner

Nicklas Halberg Lundgren-Charlton
Alder: 39
By: Gentofte
Landstræner

Om EM i Powerchair Hockey 2024
Fra 23. til 27. oktober 2024 er Danmark for første gang vært for et internationalt mesterskab i en el-kørestolsidræt, når Musholm – Ferie, Sport & Konference er vært for EM i Powerchair Hockey 2024. Bag eventen står desuden Parasport Danmark, Sport Event Denmark, Slagelse Kommune og IPCH under World Abilitysport.

Otte hold deltager i EM, der indledes med en åbningsceremoni og et gruppespil over tre dage. De fire bedste hold går videre til semifinalerne. Gruppe A består af Holland, der er forsvarende europamestre, samt Schweiz, Tyskland og Spanien. I Gruppe B er Danmark, Belgien, Finland og Italien. EM-finalen spilles søndag den 27. oktober kl. 17.

Find mere information på EM-hjemmesiden: ipch2024.com

Om Powerchair Hockey
Powerchair Hockey, der i Danmark er kendt som Powerchair Floorball, er en holdsport for mennesker med et fysisk handicap, typisk muskelsvind eller cerebral parese. Der spilles i elektriske kørestole, der er speciallavede til sporten og må køre op til 15 km/t.

Kampe afvikles på en indendørs bane, der måler ca. 26 x 16 meter. Hjørnerne er runde, og målet står på banen, så der kan spilles rundt om som i ishockey. En kamp består af to halvlege a 20 minutter.

Hvert hold har fem spillere på banen inkl. en målvogter. Mindst to af de fem spillere har en særlig T-stav, som er fastmonteret på fronten af sportsstolen. Målmanden skal være en af de to. De øvrige spillere bruger en håndholdt stav og er de mest funktionsstærke og iøjnefaldende spillere for publikum.

Powerchair Hockey er særligt udbredt i Europa, Nordamerika og Australien, men de otte bedste hold på verdensranglisten er alle europæiske.