Historisk setup om hjemlig sæsonåbning i parasvømning
Sæsonens første regionsstævne i Region Øst skrev historie i dansk parasvømning for så vidt angår stævne set-up. Hele 20 officials fra Sigmas konkurrenceafdeling og Region Øst samarbejdede på forbilledlig vis om afviklingen af stævnet i Blovstrød svømmehal.
Sigma var vært for stævnet, der blev afholdt søndag den 27. oktober med deltagelse af et stort antal officials fra klubbens egen konkurrenceafdeling i samarbejde med officials fra Region Øst. Flaget var hejst, og klubbens formand, Louise Krag Andersen, bød med en bod fyldt med lækkerier såvel deltagere som tilskuere velkommen.
Med kun en håndfuld færre svømmere end ved Forbundsmesterskaberne og DM i Odense maj måned tidligere på året, havde sæsonens første regionsstævne i Region Øst ikke blot et stort antal deltagere, men skrev også historie i dansk parasvømning i for så vidt angår stævne set-up og antallet af officials.
Region Øst glædede sig over den velsmurte stævnemaskine, som Sigma leverede, og de mange Sigma-officials gik hjem med ny viden og erfaring om parasvømning fra et stævne, som både lignede men også adskilte sig fra de stævner klubben sædvanligvis deltager i, og som bød på sjove og mindeværdig oplevelser. Som en vendedommer sagde ved debriefing efter stævnet, “aldrig før har jeg oplevet en svømmer, som hilste høfligt med et “hej” før hver vending i vandet”.
Regionsstævnerne er for alle parasvømmere, der er ingen kravtider, og niveauet spænder fra helt nye begyndersvømmere til de bedste danske parasvømmere med international stævneerfaring. Flere danmarksrekordindehavere deltog i stævnet, og Sigma stillede med 11 parasvømmere selv det største hold.
Parasport Danmarks idrætsudvalg for svømning har på sidelinjen fulgt forberedelserne til dette stævne og udtrykker stor glæde og tilfredshed med Region Øst og Sigmas samarbejde om at arrangere et regionsstævne af høj kvalitet. Klubbens engagement i parasvømning må forventes at kunne blive af stor værdi, når projektarbejdet mellem Dansk Svømmeunion og Parasport Danmark om en samarbejdsaftale om parasvømning begynder at tage form og skal implementeres rundt om i landet.