Parasport Danmark logo hvid.png

Bevægelsesglæde i Viborg Gymnastik-Forening

10 klubber er blevet udvalgt til at dyste ved DM i rekruttering, der handler om at få flere børn og unge med handicap til at være aktive i foreningslivet. Blandt de udvalgte klubber er Viborg Gymnastik-Forening.

Bevægelsesglæde i Viborg Gymnastik-Forening
Viborg Gymnastik-Forening deltager i DM i rekruttering med gymnastikholdet Bevægelsesglæde, der er et tilbud til børn og unge med handicap.

Viborg Gymnastik-Forening (VGF) er en af de 10 finalister til DM i rekruttering, hvor foreningen deltager med gymnastikholdet Bevægelsesglæde. Foreningen har oprettet holdet med fokus på leg, bevægelse og socialt samvær. Hele familien er velkommen til at deltage, men aktiviteterne på holdet er tilpasset til børn med handicap. Holdet er skabt for at give gode muligheder for at børnene og de unge kan udfolde sig fysisk og danne sociale relationer.

- Det er sjovt, at der er nogen at lege med og jeg har fået nye venner fra andre skoler. Jeg glæder mig allerede til næste gang, fortæller Joakim, der er deltager på holdet.

Som forældre til et barn med handicap kan det være vanskeligt at finde en fritidsaktivitet, der både er fysisk udfordrende, og samtidig stimulerer oplevelsen af at være en del af et fællesskab, fortæller Lone, der er mor til Joakim.

- Joakim er elev på Rosenvænget Skole, som dækker hele kommunen, og vi har derfor ikke legekammerater lige rundt om hjørnet. Legeaftaler skal planlægges, og Joakim er ikke tryg ved at besøge sine kammerater, uden at mor er med. Holdet hos VGF dækker derfor ikke kun et behov for fysisk aktivitet, men også et voksende socialt behov, og det at være en del af et fællesskab.

Selvom aktiviteterne er tilpasset de unge, er en vigtig del af Bevægelsesglæde, at forældre også har mulighed for at mødes og enten deltage i aktiviteterne eller få en snak på sidelinjen, hvilket ifølge Lone har stor værdi.

- Da vi bor langt fra hinanden, mødes vi ikke lige over hækken eller i supermarkedet. Det er derfor dejligt at møde de andre forældre hos VGF og få en snak om stort og småt, samtidig med at vi er aktive med børnene. Det en fornøjelse at opleve børnenes glade smil og røde kinder. Der er en fantastisk stemning fyldt med liv og glæde hver eneste gang.

Holdet er opstartet i samarbejde med Viborg Kommunes fritidsvejledere og engagerede forældre, som sammen med deres børn mødes hver 5. lørdag i tidsrummet 14.00-16.00 med opstart efter sommerferien den 31. august.

Du kan finde flere informationer om Bevægelsesglædewww.vgf.dk.