Svær opgave for Danmark ved VM i kørestolscurling
Danmark stillede op med både et mixed hold og en mixed double ved VM i kørestolscurling i Richmond i Canada, hvor Danmark for første gang i seksten år var tilbage i A-gruppen.
VM blev afviklet i dagene 4.-12. august 2023, og de danske hold var på en svær opgave mod de bedste hold i verden.
For det danske mixed hold – bestående af skipper Kenneth Ørbæk, Sussie Nielsen, Michaell Floyd Jensen og Niels Peter Nielsen samt træner Kasper Wiksten - startede turneringen godt med en sejr over Sverige på 8-7. Men derefter fulgte flere svære kampe, der ikke gik det danske holds vej. Danskerne fik hevet en enkelt sejr mere i hus med 10-5 over Japan, men med kun to sejre i 11 kampe kom Danmark ikke med i slutspillet og rykker ned i B-gruppen.
Træner Kasper Wiksten fortæller fra Richmond:
– Vi har kæmpet lidt med at finde isen og hastigheden. Mod Skotland tabte vi dog, fordi vores tid slap op. Vi kunne være kommet i ekstra ende og måske vundet kampen. Mod Letland lå kampen til vores fordel på sidste sten, men vi missede den og tabte 7-6. Vi fik så en flot sejr forleden over Japan på 10-5. Den sejr gav os en lille chance for at blive i A-gruppen. Men det krævede sejr i de næste tre kampe, mod USA, Tjekkiet og Canada, og det lykkedes desværre ikke.
Danmark var også repræsenteret i mixed double ved Helle Christiansen og Jack Brendle samt træner Per Christensen. De spillede i alt otte kampe og måtte indkassere nederlag i de syv: 1-8 til Canada, 7-9 til Tyskland, 7-8 til Sverige, 2-8 til Letland, 3-10 til Italien, 3-7 til Korea og 6-8 til England. Mod Japan blev det til oprejsning og dansk sejr på 9-7.
Læs mere på