Sæsonstart: Tumbling Stars fik japansk besøg
Til sæsonens første træning fik Tumbling Stars Roskilde besøg af japanske undervisere på specialskoleområdet med stor interesse i konceptet.
Tumbling Stars Roskilde tog lørdag hul på den nye sæson. Tumbling Stars finder inspiration mange steder - også i Japan, da holdets trænerassistent Noah Takeuchi Lassen har japanske rødder. Fortællingen om Tumbling Stars i Danmark er derfor nået til Japan.
Sidste år arbejdede Noahs mor, Naomi Takeuchi, på specialskolen Chigasaki i Japan i 8 måneder, og Noah var på flere studiebesøg på skolen for at se, hvordan man underviser i idræt i Japan. Det har udviklet sig til inspirerende sparring med Naomi og hendes kolleger på skolen.
Dette er nu endt ud i, at tre af lærerne fra Chigasaki har besøgt en træning med Tumbling Stars for at få inspiration til undervisning. Underviserne fra Chigasaki var nysgerrige på træningsformen af helt små børn og ser muligheder for et lignende træningskoncept i Japan.
Succesfuld sæsonstart
Tumbling Stars Roskilde tæller for tiden 16 tumlestjerner. Sæsonens første træning bød - udover besøget fra Japan - på stor gensynsglæde blandt børnene og en sand fest med gæsterne. Alle - også den nye og yngste tumlestjerne - kastede sig ud i træningen, og der blev udviklet og fundet på endnu flere øvelser sammen.
Marielle Nielsen, der er sportsansvarlig for Tumbling Stars, fortæller:
- Ren glæde - ganske enkelt! Det er fantastisk at se alle vores tumlestjerner strømme glade ind ad døren efter ferien. Gensynsglæden går lige i hjertet. Tiden, vi har været i gang i Tumbling Stars Roskilde, har gjort, at vi er blevet et hold med fællesskab, tryghed, ro og store mål for alle.