Rising Stars har vokseværk
Bordtennisprojektet Team Rising Stars udvider til hele landet. Fra den 1. august åbnes der op for nye Rising Stars-afdelinger i Brønderslev, Viby, OB og Hillerød.
De fire nye Rising Stars-afdelinger får tilgang af anerkendte trænere fra bordtennismiljøet i Danmark, og Martin Lund Nielsen (Brønderslev), Dan Refstrup Jakobsen (Viby), Rasmus Klein-Døssing (OB) og Jesper Møller (Hillerød) bliver en del af et team, der i forvejen tæller Nicoline Barfod Koefoed, Louise Jakobsen og Christoffer Petersen.
- Via vores Facebook-side Parabordtennis Danmark samt en af deltagernes medvirken i den populære TV-serie 'De sjældne danskere', blev vi opmærksomme på, at der var interesse for parabordtennis andre steder i landet. Da den økonomiske mulighed bød sig, var vi ikke i tvivl om, hvor vi skulle starte op, siger Christoffer Petersen, der er projektleder for Team Rising Stars. Da han sammen med Peter Rosenmeier tog initiativ til Team Rising Stars, var det med én spiller og drømme om mange flere.
- Vi troede på, at hvis vi kunne skabe nogle trygge rammer med kompetente trænere, så kunne vi hurtigt rykke de deltagende børn op på et niveau, hvor det blev naturligt at deltage på en ungdomstræning i en bordtennisklub. Faciliteter og trænere var til at løse, men udfordringen var, at vi ikke rigtig vidste, hvordan vi skulle finde deltagere, samt hvordan vi skulle overbevise dem om, at bordtennis er den fedeste sport, der findes. Efter et besøg hos Gentofte Børneterapi blev vi sat i kontakt med nogle terapeuter, der heldigvis kunne se de samme ting i projektet som vi selv, siger Christoffer Petersen.
Træningsgruppen tæller nu 15 spillere med forskellige funktionsnedsættelser. De træner en gang om ugen samt én lørdag om måneden, og når den enkelte spiller er klar til det, indbefatter Rising Stars-medlemskabet desuden minimum en ugentlig træning i den lokale klub.
- Spillerne i Brøndby er på klubplan repræsenteret i Hillerød, Allerød, Furesø, Frederiksberg og Næstved, og samarbejdet har været en rigtig positiv oplevelse. Vi håber og tror, at samarbejdet med klubberne på Fyn og Jylland bliver lige så succesfuldt, lyder det fra Christoffer Petersen.
Dan Refstrup Jakobsen siger:
- Jeg glæder mig til at komme i gang med opgaven. Projektet er superspændende, og ud fra hvad jeg har set og fået fortalt om træningsgruppen i Brøndby, så er jeg overbevist om, at vi kan lave en rigtig fed træningsgruppe her i Viby.
Martin Lund Nielsen siger:
- Vi har egentlig tyvstartet lidt i Nordjylland, og det er rigtig interessant. Parabordtennis er anderledes på den måde, at man skal tænke mere kreativt og taktisk mht. indlæring af nye slag og teknikker, men det synes jeg bare gør det mere spændende.
Parabordtennis har store ambitioner på ungdomsområdet, og der er både kompetencer og økonomi til, at Rising Stars-indsatsens fortsat kan udvide. Hvis man som klub eller træner er interesseret i at være en del af teamet omkring ungdomsprojektet, så er man velkommen til at kontakte Peter Rosenmeier eller Christoffer Petersen.
Kontakt
Projektansvarlig Christoffer Petersen
cpe@parasport.dk
Kontaktperson Peter Rosenmeier
pro@parasport.dk