Rekordmange udenlandske deltagere til Special Olympics
Special Olympics Idrætsfestival i Kolding bliver et sandt tilløbsstykke med deltagere fra både ind- og udland. 327 udenlandske deltagere er i år repræsenteret ved festivalen, hvilket er mere end dobbelt så mange i forhold til det seneste stævne i 2018.
Der er lagt op til nordisk nabodyst, når konkurrencerne ved dette års Special Olympics Idrætsfestival i Kolding fløjtes i gang. Rekordmange udenlandske deltagere har nemlig meldt deres ankomst til idrætsfestivalen.
Samlet stiller flere end 1.200 deltagere til start, hvoraf 327 kommer fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island. Den store tilslutning glæder Anette Svejstrup, der er breddekonsulent i Parasport Danmark og ansvarlig for Special Olympics Idrætsfestival.
– Vi er meget tilfredse og glade for, at vi i år har oplevet så stor opbakning til idrætsfestivalen, og at vi igen kan samles så mange mennesker. Vores mål er at sikre idræt for alle og at skabe de bedste rammer for konkurrence, fest og socialt samvær. Derfor er det også meget glædeligt, at vi har formået at tiltrække et rekordstort antal udenlandske klubber og deltagere, der bidrager til både den sportslige konkurrence og til at knytte fællesskaber på tværs af landegrænser, siger Anette Svejstrup.
Forventningerne er helt i top
Hos det færøske team er det med forventningsglæde, at delegationsleder Tróndur Ravnsfjall ser frem til igen at skulle deltage ved Special Olympics Idrætsfestival. Færøerne stiller med 28 deltagere, der skal konkurrere i fem forskellige discipliner.
– Vi er meget glade for muligheden for at deltage i Idrætsfestivalen 2022. Vi har to gange før sendt gymnaster til festivalen, og deres tilbagemelding har været meget god. Derfor er det nu et godt tidspunkt at lade andre idrætter få muligheden, siger Tróndur Ravnsfjall og forsætter:
– Corona har taget hårdt på mange af vores atleter. Socialisering har stor betydning for deres trivsel, og idræt er en af de bedste midler til dette. Så festivalen kommer på et godt tidspunkt. Vores atleter glæder sig til at få lov til at stille op i konkurrencer, hvor de får en tilpas modstand, men også til det sammenhold, som er ved denne slags events. Vi forventer en fest, og vi ved, det kommer til at være godt arrangeret.
1.200 danske og udenlandske deltagere forventes op mod 200 officials, sundhedseksperter og andre frivillige at tage del i Special Olympics Idrætsfestival 2022.