Plads til børn med særlige behov i klubberne
’En del af holdet’ skaber fællesskab og glæde for børn med diagnoser og handicap i Snekkersten IF.
En flok børn spiller fodbold, trænerne observerer fra sidelinjen, og forældrene er linet op med tæpper og termokander. Børnene har diagnoser som ADHD, autisme og udviklingshandicap, som gør, at de ikke kan spille fodbold på de almindelige klubhold. Men her på holdet kan de være med.
Et fodboldhold, som giver børnene succes
Under 10 procent af danske børn og unge med diagnoser eller handicap dyrker idræt. En del af dem fordi de ikke kan finde tilbud, som passer til deres behov. Derfor har Snekkersten IF startet hold, hvor der tages hensyn og er plads til børn med særlige behov. Der er mange gevinster ved et tilbud som dette, fortæller Frank Jensen, der er sportslig leder for motionsfodbold og parasport i Snekkersten IF:
- Det betyder meget for børn og unge at være med i et fællesskab og en forening. Børnene er pavestolte, når de har været ude og spille kamp eller fået en medalje. Det giver dem glæde og begejstring at være med i en fodboldklub og være fodboldspiller. Holdet giver børnene rigtig meget.
En mangfoldig klub for alle
I Snekkersten IF er der plads til spillere fra 2-80 år, til drenge og piger - og til børn med særlige behov. Ønsket om mangfoldighed er en af grundene til, at klubben har startet holdet, som de kalder ’special kids’:
- Vi er kendte for vores mangfoldighed. Når nye medlemmer henvender sig, tænker de: ”Der må også være plads til mig i klubben”. Vi har et godt miljø, hvor alle kan være med. For os handler det om at være en del af noget større og give børnene mulighed for at blomstre, fortæller Frank Jensen.
Det kræver lidt ekstra at lave et fodboldhold for børn og unge, der har udfordringer i hverdagen. Snekkersten IF har derfor allieret sig med lokale pædagoger og specialklasser, som kender børnene og kan hjælpe dem både før, under og efter træning. Det stærke samarbejde med lokalmiljøet har givet pote og gør, at børnene har succes med at spille fodbold i klubben.
’En del af holdet' gennemføres i tæt samarbejde mellem DBU, DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark.
Tiltaget skal dels hjælpe med at få helt nye hold op at stå og dels støtte eksisterende hold i at gøre tilbuddene endnu bedre.
Novo Nordisk Fonden støtter projektet økonomisk i perioden 2023-2025.