Parasport Danmark logo hvid.png

'Parasport og idræt for sindet' har sat idræt og motion på dagsordenen

Ved udgangen af 2021 afsluttes Bevæg dig for livet-projektet 'Parasport og idræt for sindet', der siden 2018 har samlet erfaringer, ekspertise og ressourcer fra DAI, DGI og Parasport Danmark med det mål at styrke idrætten for mennesker med handicap gennem formaliserede samarbejder med kommuner. Nu er indsatsen evalueret.

Fodbold for spillere med udviklingshandicap og særlige behov. Foto: Lars Møller
Fodbold for spillere med udviklingshandicap og særlige behov. Foto: Lars Møller

Vi ser en stigning i antallet af mennesker i Danmark med fysiske og psykiske lidelser. Samtidig er det en gruppe, som er kendetegnet ved at dyrke mindre motion og indgå mindre i sociale fællesskaber end almenbefolkningen. Derfor er det vigtigt, at idræt og motion sættes på dagsordenen. Og netop det med at sætte en dagsorden i kommunerne, har vist sig som en af styrkerne i pilotprojektet, lyder det i projektevalueringen fra Active Research.

Evalueringen fremhæver desuden, at samarbejdsprojektet både internt i projektgruppen og blandt de kommune idrætskoordinatorer opleves værdifuldt i arbejdet med at udvikle og igangsætte mere idræt for mennesker med et handicap eller psykiske vanskeligheder. Det indtryk deler projektleder Sarah Pedersen fra Parasport Danmark.

- Jeg synes, projektet er en succes på den måde, at det har været med til at skabe en dagsorden omkring idræt for vores målgrupper. Der er helt klart blevet skabt synlighed og interesse i de involverede kommuner på såvel politisk som embedsniveau. Både på foreningsidrætten, på målgruppens deltagelse i events og ikke mindst omkring mere idræt og bevægelse på bosteder. Samtidig er der skabt vished og interesse hos vores to hovedorganisationer, DGI og DIF, og projektet har været grobund for et styrket samarbejde på tværs mellem DGI, DAI og Parasport Danmark, siger hun.

Vejen til succes
Siden 2018 har 'Parasport og idræt for sindet' etableret samarbejder med 11 kommuner, og der er blevet gennemført 47 forskellige aktiviteter, afholdt 16 events samt 22 kurser/uddannelsesforløb, som har haft deltagelse af henholdsvis 468, 1.035 og 321 deltagere. Der er kommet færre aktive idrætsudøvere ud af projektet end håbet, men med til historien hører, at coronapandemien har bremset flere planlagte initiativer og indsatser i 2020 og 2021.

På tværs af de 11 kommuner har der været stor forskel på, hvordan den konkrete indsats har været skruet sammen, og erfaringer og resultater varierer derfor betydeligt. Det står dog klart, at kommunernes prioritering af en idrætskoordinator er helt central. Idrætskoordinatoren virker som bindeled mellem udøver, idrætsforeninger, pårørende, forvaltninger, bosteder/institutioner og idrætsorganisationer og er derfor samarbejdets røde tråd.

Ligeledes peger evalueringen på vigtigheden af det frontpersonale på eksempelvis bosteder, som er den direkte kobling til udøveren/borgeren. Frontpersonalet skal motiveres til at tappe ind i bevægelsesdagsorden i en hverdag, som er kendetegnet ved mange kerneopgaver.

På det organisatoriske plan peges der på vigtigheden af en tydelig rollefordeling mellem parterne, og at snitfladerne mellem organisationerne løbede justeres og finpudses. Både for at strømline samarbejdet intern i de tre idrætsorganisationer, men også for ikke at skabe unødvendigt tidsforbrug hos kommuner, der i forvejen har et godt samarbejde med DAI, Parasport Danmark og DGI hver især, og som i nogle tilfælde også samarbejder med andre aktører.

- Fandt vi den helt rette vej at gå? Næppe, nok nærmere 11 forskellige veje at gå. Men for mig står det klart, at samarbejdet har stor værdi, og at den kommunale idrætskoordinator er nøglen til succes, siger Sarah Pedersen.

Frem mod projektets afslutning til nytår vil styregruppen på baggrund af evalueringen undersøge, hvordan et eventuelt fremtidigt samarbejde skal se ud.

Læs pixi-udgave af evalueringen med relevante figurer her.

Mød projektleder Sarah Pedersen her.

Kontakt
Sarah Pedersen, projektleder og idrætskonsulent i Parasport Danmark
Tlf. 26847782
spe@parasport.dk