50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Opdatering om indendørs foreningsidræt i juleferien

DGI og DIF har fra Kulturministeriet fået en præcisering vedr. indendørs foreningsaktiviteter, herunder idræt i juleferien.

Opdatering om indendørs foreningsidræt i juleferien

Opfordringen er fortsat ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter – herunder idrætsaktiviteter. Det er ifølge Kulturministeriet en opfordring, som kommer direkte fra Epidemikommissionen.

Kulturministeriet har netop udgivet en ny Q & A på baggrund af et sektorpartnerskabsmøde mandag, hvor bl.a. DGI og DIF deltog.

I den nye Q & A uddyber Kulturministeriet, at opfordringen tager sigte på indendørs træninger, stævner, camps, turneringer, kampe m.v., men at den ikke tager sigte på individuelle eller selvorganiserede aktiviteter. Det vil sige, at opfordringen ikke omfatter eksempelvis badminton, tennis etc., hvis man samtidig tager hensyn til anbefalingerne om at bremse smittespredning. Der er tale om en opfordring fra Epidemikommissionen og ikke et påbud.

Hvis foreninger gennemfører indendørs aktiviteter i juleferien, så anbefaler DIF og DGI under alle omstændigheder at gøre det på en måde, så aktiviteten bliver afviklet under hensyntagen til myndighedernes overordnede intention: At danskerne begrænser deres sociale kontakter i juleferien.

Mulighed for kompensation
Bemærk, at foreninger vil kunne søge om kompensation for mistede indtægter på grund af aflyste aktiviteter i juleferien, da folketingets partier har afsat 20 millioner kroner til dette formål. Læs mere om muligheden for at søge om kompensation ved at klikke her.

Anbefalingen fra Epidemikommissionen og kulturministeriets uddybning samt yderligere information om restriktionerne i forhold til tilskuere og brug af mundbind i idrætsfaciliteter kan findes på ministeriets hjemmeside ved at klikke her.

 

Ordlyden af Kulturministeriets uddybning af Epidemikommissionens anbefaling:

Hvordan skal opfordringen om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter i juleferien forstås?

  • Der gælder en opfordring om ikke at deltage i indendørs aktiviteter i foreningslivet, herunder idrætsaktiviteter mv., i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.

  • Opfordringen gælder også idræt i foreningsregi, herunder træninger, stævner, camps, turneringer, kampe mv. Opfordringen gælder dog ikke individuelle eller selvorganiserede idrætsaktiviteter, herunder løbeture, familieture i svømmehallen eller få personer, der spiller badminton sammen i en idrætshal, hvis dette kan gøres under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes øvrige anbefalinger om at bremse smittespredningen.

  • Opfordringen skal ses i sammenhæng med, at sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser sine sociale kontakter i juleferien til familie og nærmeste bekendte samt, at man så vidt muligt undgår steder, hvor der er mange mennesker samlet.