Nye danske mestre i paragolf
Brande GK markerede i år deres 25-års jubilæum med blandt andet at være vært for årets DM i paragolf, hvor knap 50 spillere stillede op.
Der blev afviklet tre officielle DM-rækker - Herre A (slagspil), Herre B (stableford) og Special Olympics (slagspil). Desuden var der traditionen tro en særlig match for spillere, som på grund af stor funktionsnedsættelse kun er i stand til at spille par 3-baner. Her deltog 15 spillere – stort set alle fra Roskilde GK, som gennem mange år har haft et rigtig godt tilbud til netop denne målgruppe, hvor størsteparten har følgeskader af blodprop eller hjerneblødning.
Det var desværre endnu engang et DM uden damespillere. Med en enkelt tilmeldt dame var der ikke basis for at kåre en dansk mester, men vi håber at flere med tiden vil udfordre vores p.t. eneste seriøse damespiller – Mette Wegge Lynggaard.
På herresiden var A-rækken (slagspil u. hcp.) også lidt tyndt besat, og her var det diverse skader og sene afbud som gjorde, at flere af de spillere, som er en del af bruttolandsholdstruppen, ikke stillede op. Ni spillere deltog, og det udnyttede Flemming Rasmussen (Birkemose GK) dygtigt og snuppede pokal og guldmedalje for næsen af sidste års vinder René Elley fra Nordborg GK.
B-rækken (Stableford) havde 14 tilmeldte spillere, og her var det Pall Pallson fra Nordborg GK, som var bedst, tæt fulgt af Michael Sørensen Flor (Himmelbjerget GK) på andenpladsen og Erik Kolmos (Odense GK), der vandt bronze.
Special Olympics-spillerne var repræsenteret med 10 spillere. Denne gruppe udgøres af spillere med diverse former for udviklingshandicap, inklusive diagnoser inden for autismespektret. I denne række var det forventet, at kampen kom til at stå mellem Casper Holst-Christensen fra Hillerød, Jonas Lolk fra Mølleåen og Troels Højbjerre fra Helsingør – og det holdt stik. Casper vandt guld, Jonas vandt sølv, og Troels tog sig af bronzemedaljen.
Næste opgave for vore bedste Special Olympics-spillere er Konventum Cup – en mini "Ryder Cup", hvor de møder Sveriges bedste spillere. Det foregår i weekenden den 4.-6. oktober, hvor hvert land stiller med fem spillere, som skal dyste mod hinanden i hulspils-matcher over ni huller. Helsingør GC stiller bane og faciliteter til rådighed, og hotel- og konferencecentret Konventum er turneringssponsor.
De samlede resultater for DGU-DM i paragolf kan findes her.
Dansk Golf Unions paragolfkonsulent, Jesper Hviid, glæder sig over et velafviklet DM:
– Brande GK har været en super samarbejdspartner for DGU i hele forløbet. Entusiasme og kompetence har været i top i både forberedelses- og afviklingsfase, og der skal lyde en stor tak til klubben og de mange engagerede hjælpere.