Ny kampagne for hverdagsmotion på bosteder
Idræt der tæller er en videobaseret bevægelseskampagne, der skal inspirere borgere på handicap- og psykiatriområdet til fysisk aktivitet trods vintervejr og corona-restriktioner.
Aalborg Kommune og Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet går onsdag i luften med ’Idræt der tæller’. Bosteder og væresteder, som deltager i den gratis kampagne, vil over 20 uger modtage 20 videoer, hvor en gennemgående instruktør guider deltagerne igennem en fysisk aktivitet, der skal udføres i fællesskab af beboere og medarbejdere.
- Idræt der tæller er udviklet som en nem og lettilgængelig vej til mere hverdagsmotion, og det kan forhåbentligt være et startskud til større interesse og bedre mulighed for beboernes idrætsdeltagelse. Vi håber, bolden bliver grebet, så bosteder i hele landet vil være med, siger Sarah Pedersen, der er projektleder i Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet.
Aktiviteterne har blandt andet fokus på både høj og lav puls, og nogle af aktiviteterne er siddende. Alle tager hensyn til, at deltagerne kan holde afstand og ikke dele rekvisitter, og de fleste øvelser kan laves både inde og ude.
- Ligesom alle andre er vi i Aalborg Kommune påvirket af Covid-19-situationen, og derfor har vi sammen med vores samarbejdspartnere i Bevæg dig for livet – Parasport og idræt for sindet lavet et koncept, som er fleksibelt og kan lide sig gøre på nuværende tidspunkt. Vi håber, at Idræt der tæller kan give et ekstra skud energi henover vinteren og være med til at sætte bevægelse endnu mere på dagsordenen på de enkelte botilbud og væresteder, siger Jørgen Hein, der er rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.
Selvom kampagnen starter nu, kan nye deltagere tilmelde sig frem til den 30. november.
Læs mere
Find træningsvideoerne på kampagnens YouTube-side her.
Læs mere om Idræt der tæller her.
Læs mere om Bevæg dig for livet - Parasport og Idræt for sindet her.
Kontakt
Ønsker du at høre mere om deltagelse i kampagnen, eller har du andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder Sarah Pedersen, Parasport Danmark, på tlf. 26 84 77 82 eller e-mail spe@parasport.dk