Parasport Danmark logo hvid.png

Nomineret til Pressalits Keep Living-pris 2020: Landstrænerteamet i parataekwondo

Coronapandemien satte en kæp i hjulet på den nøje tilrettelagte træningsplan for Danmarks bedste parataekwondokæmper, Lisa Kjær Gjessing. Det tvang hendes trænerteam til at sadle om – og det har de i den grad gjort. Derfor er de nomineret til Pressalits Keep Living-pris 2020.

Landstrænerteamet i parataekwondo er en af de nominerede kandidater til Pressalits Keep Living-pris 2020.
Landstrænerteamet i parataekwondo er en af de nominerede kandidater til Pressalits Keep Living-pris 2020.

Landstræner Bjarne Johansen, assistenttræner Jasmin Andersen og fysisk træner fra Team Danmark, Line Hovgaard-Hansen, har de seneste år haft ét fælles og utvetydigt mål: At gøre Lisa Kjær Gjessing så klar som overhovedet muligt til de Paralympiske Lege i Tokyo. Taktisk, teknisk, fysisk og mentalt. Men pludselig en dag i marts lukkede alt ned – også styrketræningsfaciliteterne og klublokalerne, hvor måtter og udstyr lå.

Men heldigvis er landstræner Bjarne Johansen ikke en mand, der falder i modvind. Der gik ikke mange timer, før han sammen med assistenttræner Jasmin Andersen havde udtænkt en plan B: Der blev hentet måtter og indrettet træningslokale i Bjarnes carport, og så fortsatte træningen og forberedelserne for Lisa Kjær Gjessing ufortrødent – med stor velvilje fra Bjarne og hans familie, der stillede husets faciliteter til rådighed.

Fysisk træning i det fri
Heller ikke fysisk træner i Team Danmark, Line Hovgaard-Hansen, havde tænkt sig at lade coronanedlukningen påvirke hendes fysiske træning af Lisa Kjær Gjessing, som i stedet blev flyttet bl.a. til udendørsarealerne på Frederiksbjerg Skole i Aarhus med brug af de forhåndenværende redskaber som bænke og trapper.
De utrættelige og topprofessionelle trænere omkring vores største parataekwondokæmper har på forbilledlig vis formået hele tiden at finde løsninger ud fra de betingelser, der var gældende – og ud fra Bjarnes vise ord: ”Der kan altid trænes, og ved at finde vejen i udfordringerne, trænes der også karakter”.

Imponerende dedikation
Deres indstilling imponerer direktør i Pressalit, Dan Boyter:
– Jeg synes, der er en sund sportspsykologi i, fra dag ét lige efter lockdown, at finde en løsning på, hvordan der kunne trænes videre. Det er flot tænkt i dén grad at være dedikeret til sin rolle som landstræner og det, man i den sammenhæng står for. Jeg har enorm respekt for den dedikation, som landstræner Bjarne Johansen og hans team har vist, og jeg håber selvfølgelig på, at vi i denne her sammenhæng kommer hjem med en paralympisk mester, men det kan vi jo alle sammen have lov til at drømme om.

Trænerteamet er naturligvis stolte og beærede over nomineringen til Pressalits Keep Living-pris:
– At træne og klargøre en atlet til de Paralympiske Lege på de vilkår, 2020 har budt os, har vist at være en kæmpe opgave, og jeg er meget stolt over, hvad holdet omkring Lisa har opnået – herunder særligt samarbejdet med fysisktræner Line Hovgaard-Hansen, assistenttræner Jasmin Andersen samt sparringen og supporten fra Parasport Danmark, siger Bjarne Johansen og suppleres af Jasmin Andersen:
– Det er en stor ære at blive nomineret og en kæmpe anerkendelse for os som hold. Det har været en helt speciel proces, hvor vi gennem en fælles forpligtelse og team work har formået at skabe de mest optimale rammer i en ukendt situation, så at få denne anerkendelse for vores indsats er virkelig betydningsfuldt.

Fysisk træner i Team Danmark, Line Hovgaard-Hansen, glæder sig også over anerkendelsen og sender en del af æren videre til Lisa Kjær Gjessing:
– Jeg er meget beæret over nomineringen sammen med Bjarne og Jasmin i forhold til at understøtte Lisas arbejde i denne her udfordrende tid. Jeg føler mig meget heldig over at få lov til at arbejde sammen med en atlet som Lisa – hun er et forbillede for os alle sammen, og hun gør kun, at jeg får lyst til at give mig endnu mere i forhold til mit arbejde.

Tre nominerede til prisen
Tre kandidater er i år nomineret til prisen, og fra den 26. til den 28. januar vil man på Parasport Danmarks Facebook-side kunne se en videopræsentation af hver af kandidaterne. Vinderen afsløres samme sted fredag den 29. januar.

De nominerede er:

  • Talentholdet i parasvømning
  • Landstrænerteamet i paraskydning – landstræner Jonas Jacobsson og landsholdschef Jens Møllenberg
  • Landstrænerteamet i parataekwondo – landstræner Bjarne Johansen, assistenttræner Jasmin Andersen og fysisk træner i Team Danmark Line Hovgaard-Hansen.

 

Om Pressalits Keep Living-pris

Normalt tildeles Pressalits Keep Living-pris til årets para-atlet. Resultater ved de store internationale mesterskaber plejer at veje tungt i den sammenhæng, men i år har de danske atleter måttet kigge langt efter stævner og mesterskaber.
Derfor er kriterierne for prisen, der er blevet uddelt siden 2002, lidt anderledes i år – og i virkeligheden endnu mere i tråd med dens navn: Keep Living. De nominerede er valgt ud fra deres helt særlige evne til at tænke kreativt og konstruktivt i et corona-præget år, hvor idrætsaktiviteterne og motivationen har været alvorligt udfordret, og hvor restriktioner har umuliggjort ”business as usual”. De har på hver deres måde fundet en vej til at holde fokus, fortsætte træningen og hjælpe hinanden igennem nedlukninger og aflyste stævner – og de er gået langt for at skabe nye muligheder og holde et højt niveau for atleterne.

De seneste ti seneste vindere er:

2010: Landsholdet i ridning
2011: Kvindelandsholdet i goalball
2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
2013: Landsholdet i kørestolsrugby
2014: Amalie Vinther, svømning
2015: David Amager, landstræner i ridning
2016: Peter Rosenmeier, bordtennis
2017: Daniel Wagner, atletik
2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning
2019: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo


Om Pressalit A/S
Pressalit A/S er den ene af Parasport Danmarks tre hovedsponsorer. Pressalit tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care, der arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Pressalits Keep Living-pris er essensen af dette arbejde - en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.