Mixed double-sølv til Danmark ved VM i parabordtennis
Peter Rosenmeier og Thea Amalie Nielsen tabte finalen til Brasilien, men spillede en forrygende turnering, da mixed double debuterede på VM-programmet i parabordtennis. De kommende dage spillere begge danskere single.
Hvad der på forhånd var betragtet mest som et eksperiment og som opvarmning til singleturneringen, endte næsten som den helt store triumf for rutinerede Peter Rosenmeier og VM-debutanten Thea Amalie Nielsen. Den useedede danske duo, der sammen stiller op i XD17-klassen i det nye mixed double-format, åbnede ballet søndag med at sende førsteseedede Ungarn ud, inden det blev til sejre over hjemmeholdet Spanien i kvartfinalen og Australien i semifinalen.
I tirsdagens finale på center court i Palacio Municipal de Deportes ventede Brasiliens Paulo Salmin Filho og Bruna Costa, der på dagen viste sig for stærke for danskerne. Efter et tæt første sæt, der endte 12-10 til Brasilien, var der ikke meget spænding i resten af kampen, der endte med et dansk nederlag på 0-3 i sæt.
- Vi havde desværre problemer med returspillet i dag, og helt generelt så var de bare bedre over hele linjen. Jeg tror dog godt den kunne have fået et andet billede, hvis vi havde snuppet det første sæt, lyder vurderingen fra Peter Rosenmeier, der stod tilbage med blandede følelser.
- Lige nu er der en vis skuffelse, men samtidig er jeg rigtig stolt af, at vi som useedede gik hele vejen til finalen, siger den danske verdensetter, der nu retter blikket mod et forsvar af sin VM-titel i single (klasse 6) fra Slovenien i 2018.
Også Thea Amalie Nielsen, der deltager i sit første VM, stiller op i single (klasse 10). Hun får dog en hviledag onsdag, inden hun torsdag møder Tyrkiets Merve Demir i ottendedelsfinalen. Peter Rosenmeier møder allerede onsdag middag britiske Paul Karabardak, der tidligere har voldt ham problemer. Som noget nyt spilles der knockout-kampe allerede fra starten af singleturneringen.
VM i parabordtennis slutter lørdag den 12. november.
Følg VM-resultaterne her og livestreaming her.