Parasport Danmark logo hvid.png

Lovende comeback til dansk golfprofil

Årets sidste store internationale golfturnering for spillere med fysiske handicap bød på et flot comeback til Danmarks suverænt mest meriterede spiller, Stefan Mørkholt fra Gyttegaard GK, der siden forrige sommer har døjet med eftervirkningerne af en hjernerystelse.

Lovende comeback til dansk golfprofil
Stefan Mørkholt er tilbage på topplan efter sin alvorlige hjernerystelse. Foto: DGU

Stefan Mørkholt gjorde i weekenden endelig comeback til paragolf på konkurrenceniveau ved EDGA Algarve Open 2019. Udover Stefan deltog også Mette Wegge Lynggaard (Trelleborg GK), Flemming Rasmussen (Birkemose GK) og Fredrik Øie Sørensen (Aabybro GK).

Turneringen blev afviklet over 2 x 18 huller, og vanskelige forhold med regn og blæst satte sine spor på scoren. Stefan Mørkholt gik de 36 huller i +12 slag, og det rakte til en samlet 4. plads seks slag efter vinderen Kipp Popert fra Storbritannien. 

Jesper Hviid, som er DGU's paragolf-konsulent udtaler i den forbindelse:

- Der var 50 herrer til start, og vi kunne med glæde konstatere, at Stefan spillede stabilt, og at han var adskillige slag bedre end de spillere, som normalt er hans værste rivaler, herunder de svenske hold-europamestre Marcus Malo, Joakim Björkman og Rasmus Lia, samt belgieren Adem Whabi. Det lover godt for Stefans deltagelse i EM 2020, der skal spilles på Bokskogens bane udenfor Malmø.

I damerækken deltog otte spillere, og her måtte Mette Wegge Lynggaard endnu en gang konstatere, at Hollands store talent Daphne van Houten er svær at hamle op med. Det blev dog til en solid andenplads til danskeren, som kan se frem til en revanchedyst, når EM skal spilles sidst i juni 2020.

Resultater fra EDGA Algarve Open findes her.

label