JYSK’s kunder støtter parasporten
Legetøjsautomater har gjort forældrenes shoppetur i JYSK-butikkerne lidt sjovere for børnene, og det kommer nu parasporten til gode.
Når mor eller far har brugt lidt for lang tid på at vælge den rigtige dyne, har børnene kunnet hygge sig med en hoppebold fra en af Flex Vendings legetøjsautomater, der står rundt om i landets JYSK-butikker. Det har været et hit for mange familier, og det kommer nu parasporten til gode. JYSK har nemlig valgt at donere 111.111 kr. fra automaterne til Parasport Danmark.
Country Manager i JYSK, Bo V. Andersen, kunne således fredag den 19. juni overrække en check på det flotte beløb til den forsvarende paralympiske mester i bordtennis, Peter Rosenmeier, der modtog checken på vegne af Parasport Danmark. Det skete i forbindelse med åbningsfesten i den helt nye JYSK-butik i Lyngby Storcenter.
En flot støtte, der glæder i en udfordrende tid, lyder det fra direktør i Parasport Danmark, Niels Christiansen:
– Vi er utroligt glade og taknemmelige over endnu en gang at modtage støtte fra JYSK og JYSK’s kunder. Selv i en meget svær tid har butikkerne formået at indsamle et flot beløb, som er med til at sikre vores fortsatte arbejde med at skabe idrætsmuligheder for mennesker med handicap, siger han.
Samarbejdet mellem JYSK og Parasport Danmark er en del af Danmarks vel nok ældste sportssponsorat og har varet i mere end 30 år. Læs mere om sponsoratet her: https://gojysk.com/dk/news/jysk-og-parasport-danmark-fejrer-30-aars-samarbejde