Indstil din kandidat til DIF og Grundfos Fondens ’Idrættens Sociale Pris’ nu
Så er det tid til at indstille kandidater til DIF og Grundfos Fondens ‘Idrættens Sociale Pris’ 2024. Prisen hylder sociale indsatser på idrætsområdet, som skaber fællesskaber for mennesker i sårbare situationer.
Idrættens fællesskaber spiller en vigtig rolle for rigtig mange borgere. Ikke mindst for dem, der har det sværere end de fleste. Her løfter de sociale indsatser på idrætsområdet et stort samfundsansvar. Det vil Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkende med DIF og Grundfos Fondens ‘Idrættens Sociale Pris’, som blev uddelt for første gang ved den årlige Sportsgalla 2023 i Herning.
- I Grundfos Fonden tror vi på, at alle har et grundlæggende behov for en plads i fællesskabet, og at alle har noget positivt at bidrage med. De danske idrætsforeninger kan skabe mødesteder, som udvisker sociale forskelle og bringer mennesker sammen om aktiviteter, der styrker fællesskabet. Derfor vil vi gerne hylde dem, der går forrest med denne pris, siger Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Grundfos Fonden.
Vinderen af prisen bliver udpeget af en jury med repræsentanter fra DIF og Grundfos Fonden. Og ud over anerkendelsen følger en check på 75.000 kroner til brug i den pågældende idrætsindsats.
Sidste års vinder
Ved Sportsgallaen 2023 var de tre nominerede et stærkt felt bestående af OMBOLD, Brobold og Mogens Damgaard, der er foregangsmand fra Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI).
Valget faldt på Mogens Damsgaard, der som den første nogensinde kunne lade sig hylde som vinder af Idrættens Sociale Pris.
Mogens Damgaard blev forud for showet overrasket af DR-vært Josefine Høgh, da hun under et interview kårede ham som vinderen.
Kriterier for indstilling
Kandidaten har:
- Skabt opmærksomhed om eller skabt bedre forhold for minoriteter i idrættens verden.
- Medvirket til at styrke livskvalitet og trivsel hos en gruppe i idrætten.
- Styrket lokalsamfundet med sociale idrætsinitiativer.
- Brugt idrætten til at løfte et socialt samfundsansvar – medvirket til at løse en samfundsudfordring gennem idrætten.
- Skabt et fællesskab gennem idrætten, som har givet deltagerne et nyt ståsted eller har bragt dem et markant bedre sted hen end før.
Sådan indstiller du
Indstillingen skal indeholde:
- Hvem der indstilles (kan både være enkeltpersoner, foreninger eller specifikke indsatser og projekter)
- Begrundelse for indstillingen
- En uddybende beskrivelse af, hvordan den indstillede opfylder de fem kriterier
- Oplysninger på den som indsender indstillingen.
Send din indstilling via linket herunder senest tirsdag d. 1. oktober 2024.
Vinderen offentliggøres til sportsgallashowet Sport 2024 lørdag den 4. januar 2025.
Du kan læse mere om prisen på dif.dk:
Ved eventuelle spørgsmål kontakt udviklingskonsulent i DIF, Mads Koch, på mail: mako@dif.dk.