Parasport Danmark logo hvid.png

Imponerende opbakning til Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn

Målet var 1.000, men hele 1.200 deltagere fra otte nationer har tilmeldt sig Special Olympics Idrætsfestival, som afvikles i Frederikshavn fra den 24. til 26. maj 2024.

I 2022 gæstede Special Olympics Idrætsfestivalen Kolding. Foto: Lasse Lagoni.
I 2022 gæstede Special Olympics Idrætsfestivalen Kolding. Foto: Lasse Lagoni.
Opbakningen til Danmarks største idrætsevent for mennesker med udviklingshandicap har været massiv, og allerede inden tilmeldingsfristens udløb var den maksimale kapacitet nået.

Det betyder, at 1.200 deltagere - herunder idrætsudøvere, ledere, trænere og hjælpere - samles, når Frederikshavn er værtsby for Special Olympics Idrætsfestival fra den 24.-26. maj 2024, bliver det med et rekordstort antal deltagere. 
Festivalleder Anette Svejstrup fra Parasport Danmark glæder sig over den flotte tilslutning:
- Vi har været helt blæst bagover af den store interesse, der gjorde, at vi måtte melde udsolgt før tilmeldingsfristen. Vi havde sammen med Frederikshavn Kommune et mål om at nå 1.000 tilmeldinger, så at vi nu har 1.200 tilmeldte og kan gennemføre alle 12 idrætter må siges at være en kæmpe succes, og vi glæder os meget til at byde dem velkommen til en stor idrætsfest i de fantastiske rammer i Frederikshavn, siger Anette Svejstrup, der også glæder sig over interessen fra de øvrige nordiske lande og Tyskland:
- Interessen fra udlandet har overrasket os meget og er større end nogensinde, så der kan blive landskampstemning i alle idrætter. Helt særligt bliver det at tage imod deltagerne fra Grønland, der er med for første gang.
Medaljeoverrækkelse i gymnastik. Foto: Lasse Lagoni.
Medaljeoverrækkelse i gymnastik ved Special Olympics Idrætsfestival i Kolding i 2022. Foto: Lasse Lagoni.
Også i Frederikshavn er der svømning på programmet. Foto: Lasse Lagoni.
Også i Frederikshavn er der svømning på programmet. Foto: Lasse Lagoni.
Frederikshavn Rideklub står for ridning under Special Olympics Idrætsfestival. Foto: Lasse Lagoni.
Frederikshavn Rideklub står for ridning under Special Olympics Idrætsfestival. Foto: Lasse Lagoni.

Fællesskab og frivillighed
Optakten til værtskabet for Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn har været fem år undervejs. Corona-nedlukningen satte en stopper for afviklingen af idrætsfestivalen i 2020. Kolding var værtsby i 2022 og kunne ved afslutningen overdrage værtskabet for festivalen i 2024 til borgmester Birgit S. Hansen, der ser frem til at møde de mange deltagere i Frederikshavn:

Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff, overdrager Special Olympics-flaget til borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, ved afslutningsceremonien i Kolding i maj 2022. Foto: Lasse Lagoni.
Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff, overdrager Special Olympics-flaget til borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, ved afslutningsceremonien i Kolding i maj 2022. Foto: Lasse Lagoni.

- Vi glæder os til at levere værtskab i verdensklasse for vores gæster fra hele Norden og vores venskabsby Bremerhaven i Tyskland. Special Olympics Idrætsfestival er en hyldest til idrætten, fællesskabet og frivilligheden, og der er vi verdensmestre i vores kommune, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Deltagerne ankommer til Frederikshavn fredag den 24. maj, hvor Arena Nord om aftenen danner ramme om en festlig åbningsceremoni. Lørdag dyster atleterne i deres idrætter fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen, og om aftenen samles de til festaften med liveband, festmiddag og kulørte drinks. Søndag den 26. maj får vinderne overrakt medaljer, og værtsbyen for Special Olympics Idrætsfestival 2026 bliver afsløret ved en afslutningsceremoni. 

OM SPECIAL OLYMPICS IDRÆTSFESTIVAL 2024

Special Olympics Idrætsfestival afholdes den 24.-26. maj 2024 i Frederikshavn. Der er tilmeldt i alt 1.200 deltagere, som omfatter både idrætsudøvere, ledere, trænere og hjælpere. Idrætsfestivalen afholdes for niende gang og er et breddeidrætsarrangement for personer over 16 år med generelle indlæringsproblemer, udviklingshandicap eller andre særlige behov, uanset idrætsligt niveau. Idrætsudøverne dyster i 12 forskellige idrætsgrene. Der er stævnecentrum i Arena Nord, Harald Nielsens Plads 9 i Frederikshavn. 

Parasport Danmark og Frederikshavn Kommune arrangerer idrætsfestivalen i samarbejde med Handicapidrættens Fællesråd og Arena Nord. Festivalen er derudover støttet af Spar Nord Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Gerda og Hans Frederiksens Mindefond samt af Parasport Danmarks sponsorer JYSK, Pressalit, Elsass Fonden, OK og Coca-Cola.