Parasport Danmark logo hvid.png

Hvem er Danmarks Sejeste Idrætslærer?

Skole OL har netop sat gang i konkurrencen om Danmarks Sejeste Idrætslærer. Kender du en fantastisk og inkluderende lærer, som fortjener at blive nomineret?

Hvem er Danmarks Sejeste Idrætslærer?

Hvor får eleverne frisk ilt til hjernen, en stærk krop og frisk energi til hele skoledagen? Hvor lærer eleverne glæden ved at gøre det bedste de kan - og at tabe og vinde med respekt? I hvilket fag er der flest high fives, mest glæde og størst begejstring? I idrætstimerne, naturligvis!

Med Danmarks Sejeste Idrætslærer sætter Skole OL fokus på idrætsfaget. Et fag i rivende udvikling, et fag, der bygger bro mellem teori og praksis, og et fag, der bringer eleverne sammen på en anden måde end i klasselokalet.

- Vi vil gerne hylde idrætsfaget og idrætslærerne. Vi vil hylde idrætslærerne for alt det, de gør og vi vil slå et slag for, hvor vigtigt idræt er for børns udvikling. Med Danmarks Sejeste Idrætslærer vil vi anerkende de lærere, der gør et kæmpe arbejde for at idræt skal være sjovt. Det er i de tidlige skoleår at børn får lagt grundstenene for at dyrke idræt hele livet, udtaler Skole OL projektleder, Janni Petersen.

Samarbejdspartneren Dansk Skoleidræt ser frem til at sætte spot på landets dygtige idrætslærere.

- Dansk Skoleidræt er i daglig kontakt til en stor del af landets idrætslærere, som vi klæder på til løbende at kunne forny og udvikle deres undervisning. Vi mærker i den grad, hvor markante ildsjæle og engagerede bevægelsesambassadører, idrætslærerne virkelig er ude på skolerne. De har en super vigtig rolle med at grundlægge gode og aktive vaner, som er så vigtige for eleverne, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Sådan finder Skole OL Danmarks Sejeste Idrætslærer

Både elever, lærere og forældre kan indstille en idrætslærer til prisen. Blandt alle de indstillede udvælger et ekspertpanel fra Skole OL, DIF, Salling Group og Dansk Skoleidræt vinderen. Danmarks Sejeste Idrætslærer, kåres i januar 2020. Præmien er 25.000 kr. til brug på nye redskaber eller andet grej til idrætsundervisningen på skolen samt 5.000 kr. til en skole- eller klassefest.

Elever og lærere kan indstille deres lærer eller kollega på www.skoleol.dk og send til og med den 1. december 2019.

Prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer lanceres for første gang i 2019. Prisen lanceres af Skole OL i samarbejde med Føtex, Bilka, Netto og Dansk Skoleidræt.

 

FAKTA OM SKOLE OL
• Dansk Atletik har i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund i perioden 2009-2016 afholdt skoleatletikkonkurrencen "Skole OL". Begivenheden bestod indtil 2017 af idrætstimeaktiviteter, lokale stævner og et fire dages finalestævne for 4. til 7. klassetrin - alt sammen i sportsgrenen Atletik.

• Fra skoleåret 2016/2017 blev Skole OL-programmet udvidet med tre nye sportsgrene; bueskydning, roning og svømning. Fra Skoleåret 2018/2019 kom også crossløb, orienteringsløb og bordtennis med i Skole OL familien.

• Siden Skole OL 2017 er sportsgrenene blevet samlet i én Skole OL Finale - ligesom vi kender det fra det rigtige OL. Finalen afholdes på Ceres Park og Arena i Aarhus.

• Skole OL er Danmarks officielle olympiske aktivitet for børn. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik (DAF) står bag Skole OL, som støttes af TrygFonden, Nordea-fonden og Aarhus Kommune.

• Skole OL er klassekonkurrencer for 4-7. klassetrin. Fælles for alle konkurrencerne er, at det er HELE klassen, der konkurrerer sammen som et hold.

• Antal skoler tilmeldt Skole OL i 2019: 615

• Antal børn tilmeldt Skole OL i 2019: 58.901

• Antal idrætsgrene: Atletik, Bordtennis, Bowling, Bueskydning, Crossløb, orienteringsløb, Parasport, Roning og Svømning

Kontaktinformation
Janni Petersen, Projektleder Skole OL Tlf: +45 28 86 84 02