Parasport Danmark logo hvid.png

Høje danske ambitioner ved VM i Powerchair Floorball

Efter sølvmedaljer ved VM i 2018 er den danske målsætning medaljer af den fornemste karat, når VM i Powerchair Floorball indledes tirsdag.

Det danske landshold i Powerchair Floorball.
Det danske landshold i Powerchair Floorball.

Det danske landshold i powerchair floorball er i fuld gang med de sidste forberedelser i Sursee i Schweiz, hvor IWAS Powerchair Hockey World Championship indledes tirsdag den 9. august. Danmark møder Australien i åbningskampen kl. 15.30.

Det danske landshold har gennemgået en større omstrukturering af staben omkring landholdet og har bl.a. fået ny landstræner og team manager samt hjælp af mentaltræner inden for præstationsfremmende psykologi, Klaus Veile. Med landsholdssamlinger næsten hver måned samt træningsturnering mod Finland på Musholm – Ferie, Sport & Konference har holdet lagt mange ressourcer i at være så godt forberedt til VM som muligt – og både holdet og landstræner Rasmus Yder har derfor store forventninger:

– Siden VM-finalen i 2018, hvor vi var snublende tæt på at vinde guld, har vi haft et brændende ønske om revanche. Derfor har vores forberedelser frem mod dette VM været enorme, og jeg ser os som en seriøs finalekandidat. Målet er helt klart, at vi denne gang får VM-guldet med hjem til Danmark.Danmark træner.

Stærke gruppemodstandere
I år er antallet af nationer til VM steget fra otte til ti. Gruppe A består af Italien, Holland, Schweiz, Belgien og Canada. Danmark er kommet i gruppe B, som desuden består af Tyskland, Finland, Australien og Spanien. Dermed er Danmark i gruppe med de to på papiret stærkeste modstandere; Tyskland og Finland. Coronapandemien har dog betydet, at Danmark ikke har set de andre nationer i aktion siden VM i 2018, og det er derfor svært at vide præcist, hvordan de andre nationer ligger. Danmark har historisk set spillet mange tætte kampe mod Finland, og Tyskland slog Danmark 6-1 i gruppespillet ved VM i 2018, så der har danskerne revanche til gode.

Danskerne ankom til Sursee allerede i fredags for at have god tid til at falde til og for at få to dages ekstra træning. Mandag er restitutionsdag, inden det går løs tirsdag kl. 15.30 mod Australien i slutrundens første gang. Dernæst møder Danmark Tyskland onsdag kl. 18.15, Finland torsdag kl. 09.30 og Spanien fredag kl. 18.15. Lørdag og søndag er der placeringskampe. Se hele kampprogrammet her.

Alle kampe livestreames her: https://www.youtube.com/c/powerchairhockey 

Følg det danske hold på deres Facebook-side, hvor de løbende vil opdatere fra VM. Her kan også findes præsentationer af de ti danske spillere og den øvrige danske stab.

Mere om VM

Om Powerchair Floorball
Det danske landshold i Powerchair Floorball har hjemmebane på verdens mest tilgængelige sport- og feriecenter, Musholm, der er en del af Muskelsvindfonden. Musholm er partner for Powerchair Floorball i Danmark, og aftalen sikrer de danske landsholdsspillere de bedst tænkelige rammer om deres sportslige udvikling og forberedelser.
Læs mere om Powerchair Floorball her.