Parasport Danmark logo hvid.png

Gang i indendørs idræt igen

Idrætsforeninger kan igen afvikle både indendørs og udendørs idrætsaktiviteter, herunder holdtræning. Det bekræftede sundhedsmyndighederne onsdag.

Gang i indendørs idræt igen

Epidemikommissionen kom den 19. december med en anbefaling til danskerne om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter. Anbefalingen udløb den 4. januar, og onsdag den 5. januar meddelte myndighederne, at denne anbefaling ikke længere gælder.

- Idrætsforeningerne spiller en central rolle for danskeres fysiske og mentale velvære. Derfor er det helt afgørende for folkesundheden i Danmark, at de frivillige kræfter ude i alle foreningerne kan fortsætte med at lave aktiviteter, som giver sved på panden og smil på læberne, siger DIF’s formand, Hans Natorp.

- Derfor er jeg også tilfreds med, at der fra politisk side og fra sundhedsmyndighedernes side er en anerkendelse af dette, og at alle foreningerne nu kan tage imod deres medlemmer, understreger Hans Natorp.

DGI og DIF opfordrer foreningerne til at igangsætte deres idrætsaktiviteter
Der er høje smittetal i samfundet, og derfor kan der i idrætsforeningerne opstå usikkerhed om, hvordan man håndterer situationen lokalt. Men opfordringen fra DIF og DGI er, at foreningerne igangsætter deres aktiviteter.

- Vi har oplevet, hvordan de tidligere nedlukninger har haft store konsekvenser for både idrætsforeningerne og for vores trivsel. Vi har brug for idrætsforeningernes fællesskaber for at mindske de negative effekter af fysisk inaktivitet og modvirke den mistrivsel, vi især har set blandt børn og unge, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

DIF og DGI har dog fortsat forståelse for, at idrætsforeninger lokalt kan vælge at lukke ned for aktiviteterne i en kort periode.

I Parasport Danmark bakker vi op om udmeldingen og henleder samtidig opmærksomheden på, at vores klubber og idrætsudvalg tager højde for eventuelt idrætsspecifikke forhold, hvor udsatte de pågældende udøvere er samt eventuelt høje lokale smittetal.

 

I Parasport Danmark bakker vi op om udmeldingen og henleder samtidig opmærksomheden på, at vores klubber og idrætsudvalg tager højde for eventuelt idrætsspecifikke forhold, hvor udsatte de pågældende udøvere er samt eventuelt høje lokale smittetal.

Restriktioner opretholdes
Selv om foreningerne nu kan igangsætte aktiviteter igen, gælder der fortsat en række krav - eksempelvis skal alle over 12 år bære mundbind eller visir, når de opholder sig på en idrætsfacilitet (dog ikke under idrætsudøvelsen), ligesom der er krav om brug af coronapas i træningscentre - både de kommercielle og i foreningsfitness. 

Endvidere er der stadig smitteforebyggende anbefalinger om at klæde om hjemmefra, aflevere børnene udendørs, holde afstand og opdele aktiviteterne i mindre grupper, hvor det er muligt. 

Foreningerne kan orientere sig mere herom på DIF's temaside om corona.

Hjælpepulje på vej
Før jul besluttede et flertal i folketinget at afsætte 20 millioner kroner til en hjælpepulje, som foreninger kan søge for at få dækket tab i forbindelse med aflysninger af aktiviteter i juleferien – eksempelvis julestævner, som ikke har kunnet afvikles.

Puljen vil blive administreret via DIF og DGI’s foreningspulje. I øjeblikket afventer DIF og DGI mere detaljeret information om puljens størrelse og ansøgningskriterier. Så snart, det er klart, åbnes puljen, hvilket vil blive meldt ud til alle foreninger.