Fuld gang i forberedelserne til SOIF 2022 i Kolding
Den 20. maj er der nøjagtig ét år til, at idrætsudøvere med udviklingshandicap eller særlige behov igen kan samles til Special Olympics Idrætsfestival.
Der er igen pustet liv i foreningsaktiviteterne landet over, og nu kan trænere og udøvere i Special Olympics-idrætten godt indstille sigtekornet på næste års helt store sportsbegivenhed på dansk jord. Fra 20. til 22. maj 2022 er Parasport Danmark, Kolding Kommune og det lokale foreningsliv nemlig klar til at levere et forrygende comeback til Special Olympics Idrætsfestival, der har holdt ufrivillig pause siden 2018.
- Vi er i fuld gang med forberedelserne og mærker tydeligt, at der er rigtig mange, der glæder sig til, at det igen er muligt at samles på tværs af klubber, institutioner og forhåbentlig landegrænser. Det er vores ambition, at idrætsfestivalen skal vende tilbage med et brag, siger festivalchef Anette Svejstrup fra Parasport Danmark.
Special Olympics Idrætsfestival 2022 i Kolding får alle de sædvanlige kendetegn i form af stort anlagte åbnings- og afslutningsceremonier, festligheder og først og fremmest mange timers idræt og medaljestrid. Derudover vender sundhedsprogrammet Healthy Athletes, der screener og rådgiver festivaldeltagerne om sund livsstil, tilbage i en endnu stærkere udgave. I forbindelse med SOIF 2022 arbejder Parasport Danmark også sammen med LEV på at afvikle en konference, der skal sætte politisk fokus på sundhed og trivsel blandt mennesker med udviklingshandicap.
Følg med i forberedelserne til SOIF i Kolding på Facebook-siden Special Olympics Danmark.