Parasport Danmark logo hvid.png

Formandens jule- og nytårshilsen

Formand John Petersson ser tilbage på begivenhedsrigt år i parasporten.

Formandens jule- og nytårshilsen

Kære venner i parasporten

2022 HAR BEKRÆFTET MIG I, at parasporten fylder sta­dig mere i danskernes bevidsthed. Fra marketingbureauet Dentsu har vi fået oplyst, at hver sjette dansker følger med i parasport generelt, og at mere end hver tredje dansker specifikt følger med i de Paralympiske Lege. Interessen har vi tydeligt kunne mærke i et år, der har været rigt på sportslige højdepunkter for vores medlemsklubber såvel som landsholdsatleter. Parasporten er for alvor kommet ud af coronapandemiens skygge, og jeg synes, det har været helt igennem fantastisk at opleve et år med fuld fart over feltet.

 

Idrætsfestivalen i Kolding blev skudt i gang med en festlig åbningsceremoni. Foto: Lasse Lagoni.
Idrætsfestivalen i Kolding blev skudt i gang med en festlig åbningsceremoni. Foto: Lasse Lagoni.

ENDELIG EFTER FIRE ÅRS VENTETID lykkedes det i maj at af­holde den 8. udgave af vores Special Olympics Idrætsfestival, og de knap 1.500 deltagere var tydeligt lykkelige for igen at kunne samles til idræt og fest – denne gang i flotte rammer i Kolding. Som formand føler jeg mig som en rockstjerne, når jeg får lov til at holde åbningstalen og sætte gang i festen. Det bevæger mig virkelig at opleve den enorme glæde ved både sporten og samværet, der kendetegner festivalen – og Special Olympics-idrætten i det hele taget. Det bekræfter mig i, at det er en aktivitet, der gør en stor forskel for rigtig mange mennesker.

 

I år lagde vi for første gang yderligere et lag på idrætsfestivalen, da vi sammen med LEV tog initiativ til en sund­hedskonference med særligt fokus på festivaldeltagerne. Mennesker med udviklingshandicap udgør en gruppe, der i gennemsnit lever knap 20 år kortere end resten af befolkningen, bl.a. som følge af udfor­dringer med sundhed og overvægt. Det vil vi gerne være med til at lave om på ved at samle kommuner, fagpersonale og foreningsidræt­ten i dialog om udfordringer og løsninger, og i mine øjne var sundhedskonferencen et godt startskud.

Der blev debatteret vigtige emner på sundhedskonferencen. Foto: Lasse Lagoni.
Der blev debatteret vigtige emner på sundhedskonferencen. Foto: Lasse Lagoni.

VM I KØRESTOLSRUGBY i oktober står for mig som et pragteksempel på, hvad vi med lige dele flid, knowhow og kompetente ildsjæle kan udrette i dansk parasport. Sam­men med Vejle Kommune og Sport Event Denmark løftede vi kørestolsrugby til nye højder både i dansk og internati­onalt perspektiv med et yderst professionelt set-up på alle parametre. Vi gav danskerne en uges indblik i en fascineren­de sport, præget af lige dele power og taktik, og vi fyldte Spektrum i DGI Huset Vejle med begejstrede tilskuere.

Det danske landshold, der bl.a. kunne følges live på DR hele ugen, gav alle nationer kamp til stregen og endte på fjerde­pladsen – holdets bedste resultat nogensinde og endnu et stort skridt mod verdenstoppen. Jeg tror, der er potentiale til endnu mere fremadrettet.

DANSKE PARA-ATLETER var også på hjemmebane i Herning, der i august var vært for VM i ridesport – en gigantisk sports­begivenhed på dansk grund, der på flotteste vis samlede paradressuren med de almene discipliner. Hundredtusindvis af tilskuere fik mulighed for ligesom mig at konstatere, at dansk paradressur ganske enkelt er i verdensklasse. Med en samlet sølvmedalje i holdkonkurrencen og hele fire indivi­duelle guldmedaljer tror jeg ikke, der kan herske tvivl om, at paradressuren stjal showet i Herning.

De danske spillere fejrer sejren over Frankrig i kvartfinalen ved VM i kørestolsrugby i Vejle. Foto: Lars Møller.
De danske spillere fejrer sejren over Frankrig i kvartfinalen ved VM i kørestolsrugby i Vejle. Foto: Lars Møller.
De danske ryttere med sølvmedaljen for hold ved VM i paradressur i Herning. Foto: FEI.
De danske ryttere med sølvmedaljen for hold ved VM i paradressur i Herning. Foto: FEI.
Det danske landshold fejrer VM-triumfen i Powerchair Floorball. Privatfoto.
Det danske landshold fejrer VM-triumfen i Powerchair Floorball. Privatfoto.

JEG ER OVERBEVIST OM, at sådan tre store begivenheder på dansk grund har været med til i endnu højere grad at sætte parasporten i scene over for danskerne, og jeg er både glad og stolt over, hvad atleter, frivillige og klubber i fællesskab har præsteret herhjemme. Men vender vi blikket mod inter­nationale mesterskaber uden for landets grænser, har det ganske enkelt været et forrygende sportsår.

Det blev til VM-guld i Powerchair Floorball, hvor det danske landshold i august tog til Sursee med et erklæret mål om at vinde det hele. Missionen lykkedes efter en nervepirrende finalesejr over Holland, og efter hjemkomsten fik vi fejret VM-titlen behørigt på Musholm. En fantastisk præstation af landsholdsspillerne i en fascinerende sportsgren, som vi i Parasport Danmark arbejder på at få udbredt kendskabet til i endnu højere grad.

Også i bordtennis, badminton, cykling, skydning, svømning og taekwondo har danske atleter bidraget til årets flotte medaljehøst. Med min egen baggrund glæder det mig selv­følgelig ekstra meget at se, at Danmark igen kan være med i kampen om medaljerne i svømning, hvor 18-årige Alexander Hillhouse i år har fået et imponerende gennembrud med to VM-bronzemedaljer og flere verdensrekorder ved de nordiske mesterskaber.

Med Alexander har dansk parasport for første gang en atlet med et udviklingshandicap, der kan være med på øverste paralympiske niveau, og det bliver enormt spændende at følges hans udvikling de kommende år. Mit håb er, at han kan være med til at bane vejen for mange flere unge atleter fremover.

Adam Nybo.
Adam Nybo.

PÅ DEN HELT STORE INTERNATIONALE SCENE var dansk parasport takket være skiløber Adam Nybo også repræsenteret ved de Paralympiske Vinterlege i Beijing, hvor han gjorde en god figur trods svære betingelser.

Legene var naturligvis præget af den russiske invasion af Ukraine, og i denne svære situation viste det sig at være umuligt at holde politik og sport adskilt. IPC-bestyrelsen, hvor jeg har sæde, besluttede efter nogle lange dage at udelukke Ruslands og Hvideruslands Paralympiske Komitéer fra legene, og efterfølgende er disse nationers atleter og tekniske officials også udelukket fra de idrætter, der ledes af IPC. 

Beslutningen blev støttet af medlemmerne af IPC på en ekstraordinær generalforsamling i november, hvor begge NPC’er fik suspenderet deres medlemskab.

PÅ HJEMMEFRONTEN VAR DER I 2022 premiere på DM-ugen, hvor parasporten viste sig frem blandt hele 47 sportsgrene, der var samlet i Aalborg for at kæmpe om 200 danske me­sterskaber. I vores regi var der titler på spil i svømning, FrameRunning, kørestolsrugby og el-hockey, og jeg har indtryk af, at det blev en lovende start på den nye event, som vi sammen med DIF og de øvrige specialforbund kan bygge videre på allerede næste år.

I PARASPORT DANMARKS BESTYRELSE har vi i år for alvor igangsat arbejdet med implementeringen af vores vision og strategi for perioden 2022-2025. Vi ser bl.a. på, hvordan vi kan udvikle vores organisation, og det involverer i høj grad jer, vores medlemmer, der gennem en stribe dialogmøder har givet os værdifulde input. Jeg og bestyrelsen lægger stor vægt på, hvad vi har hørt fra klubber og frivillige ildsjæle, for det er afgørende for vores fælles fremtid, at Parasport Danmark afspejler og repræsenterer jer alle.

For bestyrelsen er det også vigtigt, at vi bliver endnu klogere på de vilkår, barrierer og potentialer, der gør sig gældende for mennesker med handicap og særlige behov i det danske foreningsliv. Derfor har Parasport Danmark med støtte fra Elsass Fonden, Vanførefonden, Bevica Legater, Dansk Blindesamfund og Videnscenter om Handicap fået Idan til at foretage en omfattende forundersøgelse af området.

Rapporten, der blev præsenteret kort før sommerferien, peger på nogle benspænd i samfundet og i det enkelte menneske, som vi kan arbejde strategisk med at nedbryde. Det er rigtig godt udgangspunkt for vores indsatser i 2023 og videre frem.

Og der venter i det hele taget os i parasporten et spænden­de år, når vi efter nytår blandt meget andet sætter fokus på sommerens Special Olympics World Games i Berlin, udvider vores Rising Stars-projekt og bygger videre på de perspektiv­rige partnerskaber, vi har indgået med både specialforbund og handicaporganisationer.

PÅ VEGNE AF PARASPORT DANMARKS BESTYRELSE vil jeg gerne slutte min hilsen af med at sende en stor tak til alle de trænere, ledere og frivillige, der er så afgørende for, at parasporten i Danmark fungerer og til stadighed udvikler sig.

Glædelig jul og et lykkebringende nytår til jer alle. Jeg glæder mig til på ny at kæmpe og arbejde for paraspor­ten sammen med jer i 2023.

John Petersson
Formand