Frame Running: Fra værksted til verdensklasse

En idé bliver til bevægelse  
Det hjemmelavede løberedskab – først døbt The Walking Machine, senere Petra – blev hurtigt til noget mere.  

I 1992 begyndte Connie at træne børn med cerebral parese i Hvidovre Atletik. Her opstod skuddet til en ny sportsgren, som blev kaldt RaceRunning.  

– Vi havde, før projektet startede, givet hinanden hånden på, at vi skulle give flere børn og unge muligheden for at dyrke atletik. Og det kunne vi her, fortæller Connie. 

Børnene fik sved på panden og oplevede glæden ved bevægelse. Noget som mange af dem ikke havde prøvet før.  

Men som det oftest er med nye ting, så løber projektet også ind i en del modstand – både fra udøvere og resten af sportsverdenen.  

– Der var en del fjendskab over for os, fordi folk følte, at vi kom og tog udøvere, siger Mansoor. 

- Jeg har været temmelig frustreret over de manglende visioner og den rigiditet, der er i idrætskulturen for konkurrenceidræt verden over. Der manglede folk, der kunne se muligheden, fortsætter Connie.  

Fra eksperiment til sport 
Et nej er dog aldrig helt et nej i Mansoors ører – og dem fik de ellers en del af i starten.  

– Når jeg får et nej, så tænker jeg; ’okay, hvor kan jeg gå hen for at få et ja’, griner Mansoor.  

Sammen med Connie begyndte han at arrangere ’Kom og prøv’-dage, små stævner og klubtræninger. Connie skaffede flere udøvere til Hvidovre, mens Mansoor opbyggede et hold på Frederiksberg. 

Hvor Mansoor havde den kompromisløse drivkraft og den langsigtede vision, så Connie de nærmeste muligheder og banede vejen skridt for skridt. Sammen fandt de balancen – og holdt fast i troen på, at sporten kunne vokse. 

Men modstanden slap de ikke for. 

– Der er altid nogen, der er imod sporten, men så må vi jo bare vente, til der kommer en anden, eller vi finder en ny vej, siger Mansoor. Connie nikker:  

– Mansoor var meget fokuseret på at kravle lige op til toppen af bjerget med det samme, men blev ved med at møde modstand. Så jeg sagde, at jeg tror det går meget hurtigere, hvis vi kravler rundt om bjerget, før vi kommer til tops.  

Deres forskellige tilgange komplementerede hinanden. Begge holdt fast i troen på, at sporten kunne blive noget større, hvis bare de blev ved, og sammen begyndte de at udbrede sporten internationalt. Mansoor deltog med sin RaceRunner i Robin Hood Games i 1993 uden for konkurrence,vor han gjorde et stort indtryk. I 1995 vendte han tilbage – denne gang med fem atleter. 

– Der var stadig meget uro omkring det, men fordi vi var mere end én, så måtte de bide i det sure æble og sige: Okay, så laver vi en konkurrence kun for jer, siger Mansoor. 

Snart blev sporten også vist frem ved VM i para-atletik i Berlin, og i årene efter rejste de med løbecykler i bagagen til Portugal, Irland og Belgien for at holde workshops og små demonstrationer. Alt sammen båret frem af engagement og stædighed. 

Det første internationale gennembrud kom i 1997, da RaceRunning blev optaget som officiel disciplin ved CPISRA’s Verdenslege i Nottingham – et stort international stævne for atleter med CP. Det blev mere tydeligt, at også personer med meget store fysiske funktionsnedsættelser kunne konkurrere på et højt plan. 

– En dag kommer Mansoor til mig og siger: Nu ved jeg altså ikke helt, hvad vi mere skal finde på. Hvortil jeg siger: Jamen du kan da også lave en sommerlejr. Og bum. Man skal bare sige det én gang, fortæller Connie og blinker over til Mansoor, der bryder ud i grin.  

Og sådan blev Frame Running Camp og Cup etableret i 1997. En hurtig idé, der i nu 28 år har samlet atleter, trænere og forskere fra hele verden til fællesskab, konkurrence og sportslig udvikling. 

Pionerer og drivkræfter 

Siden begyndelsen har Connie og Mansoor haft forskellige, men komplementære roller i sporten: 

Connie har været træner, organisator og idémager. Hun stod for de første børnehold i Hvidovre, arbejdede for at skabe klubmiljøer og talentudvikling i Danmark og tog et kæmpe ansvar for at give sporten struktur – fra træningsmetoder til camps. Hun har også været én af de vigtigste stemmer i arbejdet for at få sporten anerkendt internationalt. 

Mansoor har været sportens frontfigur og ambassadør. Som den første aktive Frame Runner satte han sporten på verdenskortet med sine egne præstationer. Han har organiseret hold, rekrutteret udøvere og været ansigtet udadtil i kampen for at få sporten med i internationale forbund. Hans rolle som lobbyist og netværksbygger har været afgørende for, at sporten blev anerkendt af World Para Athletics. 

Sammen har de været sportens konstante drivkraft – fra garageprototype til global paradisciplin. 

I dag er Frame Running udbredt til mellem 35 og 40 lande over hele verden. Man er nået langt siden den første ”Walking Machine” blev svejset sammen af støvsuger- og kontorstole-dele i 1990, men der er stadig meget arbejde at gøre, fortæller Mansoor og Connie. De kommende år handler om at styrke bredden, ungdomsarbejdet og talentudviklingen frem mod Los Angeles i 2028.

Samtidig har makkerparret stadig en vision om at få endnu mere Frame Running på PL-programmet. I LA skal der kun konkurreres på 100m-distancen i klassen T72, men de drømmer om længere distancer samt inklusion af T71-klassen for de atleter med størst handicap.  

– Man kan sammenligne det med, at vi er nået til tops på K2 og står og kigger over på Mount Everest. Så der er stadig lidt vej endnu. Men vi er meget stolte, glade og taknemmelige over for alle de frivillige, vi har haft med gennem årene, siger Connie.  

Frame Runnings udvikling