Parasport Danmark logo hvid.png

Frivillig IFORM: Carsten Sjørvad

Carsten Sjørvad startede Hammerum IF Specialfodbold for at give sin søn et godt fodboldtilbud. Nu står han bag Danmarks største para-fodboldstævne, ’Sommerbold på heden’.

Carsten Sjørvad (th.) med  sin søn Andreas, der stadig  spiller i Hammerum IF
Carsten Sjørvad (th.) med sin søn Andreas, der stadig spiller i Hammerum IF


Tekst: Jørn Erik Simonsen


Hvordan startede du som frivillig?
Mit ældste barn Andreas på nu 25 år er født med en alvorlig hjerneskade. Derfor er der grænser for, hvad han mestrer, men hans helt store passion har altid været fodbold. Vi skulle køre en time til det nærmeste fodboldtilbud for handicappede, så jeg valgte at starte et handicaphold i Hammerum IF, hvor jeg i forvejen var træner for min datters almindelige pigehold. Forud for første træning i april 2011 meldte en mor til en anden spiller sig som medtræner, og her 12 år senere er det stadig hende, Elsebeth Østergaard, og jeg der står for træningen.

I dag fungerer vi som en selvstændig gren af klubben under navnet Hammerum IF Specialfodbold. Vi træner børn, unge og voksne af begge køn og har godt 40 aktive spillere.


Hvorfor er du frivillig?
Jeg tror, vi gør noget særligt i vores træning, og vi har spillere, der kommer langvejs fra – bl.a. fra Holstebro og Silkeborg. Når man på en megakold og regnvåd januaraften har mere end 20 spillere, der uden brok giver den gas, bliver man både glad og føler i dén grad, at det er indsatsen værd.


Hvad er din største oplevelse?
Da vi startede i 2011, anede vi ikke, at der fandtes en landsdækkende turnering. Det efterår var vi alligevel med til Danmarksmesterskaberne for U15-hold, som vi efter en meget dramatisk turnering vandt. Dagen efter blev spillerne hyldet i pausen til FC Midtjyllands superligakamp. Det var stort at opleve børnenes glæde og at se de rørte forældre, der aldrig havde troet, at deres børn skulle opleve sådan en succes.


Hvad er du mest stolt over?
Jeg er mest stolt over, at vi gør en forskel for en masse mennesker og deres pårørende. Og så er jeg vildt stolt over, at vi afholder Danmarks største para-fodboldstævne. Det er absurd tidskrævende (det nærmer sig et ekstra halvtidsjob), men stævnedagen er ubeskriveligt dejlig. I august 2015 afviklede vi for første gang ’Sommerbold på heden’. Der er en stor fodboldfest, som hold fra hele landet ser frem til, og alle år har vi sat deltagerrekord.

Carsten Sjørvad

  • Træner for Hammerum IF Specialfodbold
  • 51 år
  • Direktør i JJO Invest A/S
  • Far til Andreas på 25 år og Kathrine på 19 år
  • Kåret til årets frivillige i Herning Kommune i 2022 sammen med medtræner Elsebeth Østergaard.