Vildt Vejle-VM
Et heroisk kæmpende dansk landshold tabte bronzekampen mod Japan med 57-61 ved VM i kørestolsrugby i Vejle. Det blev et historisk mesterskab, der skabte en ugelang folkefest i fjordbyen.
Tekst: Kristian Bang Larsen og Jannik Lund Andersen
Danmark har aldrig tidligere været i top 4 ved et verdensmesterskab i kørestolsrugby, og der skulle de forsvarende verdensmestre fra Japan til at slå dem af præmiepodiet.
Japanerne kom stærkt fra start i tætpakkede hal i DGI Huset i Vejle, og fremtvang nogle danske fejl, der gav dem en firemålsføring allerede efter første periode, og trods god fight lykkedes det ikke for de danske spillere at indhente forspringet.
- Vi kommer ikke så godt fra start, som vi havde håbet på. Vi bliver ved med at kæmpe for det, men på det her niveau bliver de mindste fejl straffet, lød det fra anfører Leon Jørgensen, der dog stadig var stolt af holdets præstation.
VM-finalen blev en helt tæt affære, inden Australien trak fra til allersidst og vandt 58-55 over USA.
Formidabel opbakning
Finalekampene satte et flot punktum for mesterskaberne. VM-ugen den 10. - 16. oktober viste, at niveauet i international kørestolsrugby er løftet markant de senere år. Aldrig tidligere har kampene været så tætte og kampen om medaljer så intens. Derfor havde det danske landshold god grund til at være stolte over den bedste VM-placering nogensinde - og for at have vist sporten frem for de mere end 10.000 tilskuere, der lagde vejen forbi DGI Huset i Vejle og skabte en fantastisk kulisse.
Præsident for World Wheelchair Rugby, Richard Allcroft, havde store roser til det danske værtskab:
- Hvilken uge, det har været i Vejle! Vi er her for atleterne, og alting har været tilrettelagt, så de kunne få en verdensklasse-oplevelse. Højdepunktet var banen og at opleve, hvordan atleterne blev præsenteret med indløb til historisk gode kampe. Det er velkendt, at de frivillige gør den store forskel, og jeg kan ikke takke dem nok for at skabe en unik ramme og hjælpe os med at skabe varige minder fra det bedste verdensmesterskab til dato, lød det.
Også en stolt formand for Parasport Danmark, John Petersson, så tilbage på et flot mesterskab på dansk grund:
- Det har været en uforglemmelig uge i Vejle. Det sportslige niveau i kørestolsrugby har været højere end nogensinde, og det danske landshold er med et historisk resultat stemplet ind i den absolutte verdenselite. Opbakningen til landsholdet og parasport på hjemmebanen i Vejle har endnu en gang været helt formidabel, lød sagde Jon Petersson.
Tætte kampe
Vejen til den danske bronzekamp gik først gennem det indledende gruppespil. Her blev det til sikre sejre over Colombia og Brasilien, samt tætte nederlag til tre af verdens bedste lande, Australien, Canada og Japan.
Danmark gik dermed videre til kvartfinalerne som 4'er i pulje B, hvor Frankrig, der vandt gruppe A i suveræn stil, ventede.
Det blev lige så svært og tæt som forventet. Stemningen var på kogepunktet i DGI Huset i Vejle, og med 48 sekunder tilbage af kampen førte Danmark med to. Men to danske fejl kostede dyrt, kampen måtte ud i forlænget spilletid. Her løftede Danmark sig igen, trak hurtigt fra Frankrig, og sikrede sig en sejr på 55-53.
– Det er fuldstændig sindssygt! Det var så fedt og så endda i denne her fantastiske kulisse her i Vejle, lød det fra en glad anfører Leon Jørgensen efter kampen.
Også seminalen mod Australien blev en tæt og intens kamp, men denne gang måtte Danmark stække våben. De kommende verdensmestre, med stjernespillerne Ryley Batt og Chris Bond i front, sikrede sig finalebilletter med en sejr på 56-55, mens Danmark altså skulle møde Japan i kampen om bronze.
VM I KØRESTOLSRUGBY 2022
- 10.-16. oktober i DGI Huset i Vejle.
- 12 nationer, 46 kampe
- Guld: Australien, Sølv: USA, Bronze: Japan
- Flere end 10.000 tilskuere i løbet af VM-ugen og udsolgt til finaleweekenden
- Fanzone hver dag fra kl. 8-20
- Skolernes motionsdag for lokale skoler i Vejle
- I alt har 18 forskellige skoler besøgt VM
- 80 frivillige
Bag VM står Parasport Danmark, Sport Event Denmark og Vejle Kommune med støtte fra JYSK, Pressalit, Elsass Fonden og Musholm, der er hovedsponsor for kørestolsrugby i Danmark og nationalt træningscenter for det danske landshold.
VEJLE FÅR KØRESTOLSRUGBYKLUB
Kort inden VM i Kørestolsrugby fik værtsbyen Vejle sin egen kørestolsrugbyklub, hvor ni spillere startede til træning. Det glæder formand for Parasportsrådet i Vejle, Tage Schmidt.
- Foreningslivet i Vejle har i den grad taget parasporten til sig, og hver gang vi får et nyt tilbud på listen, er vi med til at sikre endnu mere inklusion og lige adgang til idræts- og foreningslivet. At vi nu får en kørestolsrugbyklub i Vejle - og så lige op til VM - er bare prikken over i'et, siger Tage Schmidt.
Holdet træner på Vejle Idrætshøjskole, hvor udvalgte elever bliver trænere. Det er ifølge idrætskonsulent Torben Nygaard fra Parasport Danmark en rigtig god fremtidsinvestering.
- Mange af de her unge mennesker fortsætter videre ud i idrætsverdenen som trænere og ledere. At de allerede nu stifter bekendtskab med parasport er med til at sikre, at parasport i fremtiden bliver en mere naturlig del af idræts- og foreningslivet på tværs af landet, siger Torben Nygaard.
LANDSHOLDSSPILLER FÅR JYSK-LEGAT PÅ 50.000 KR.
Kaare Momme Nielsen, landsholdsspiller i kørestolsrugby, blev første modtager af JYSKs ”Bring Dedication”-legat på 50.000 kr., under VM i Vejle.
– Kaare er en meget lovende spiller, der særligt det seneste år har taget store skridt fremad. Han arbejder disciplineret for at forbedre både sit eget spil og sit samspil med resten af landsholdet, og samtidig er han mentalt stærk og laver ikke ret mange fejl, siger elitechef i Parasport Danmark, Michael Møllgaard Nielsen.
”Bring Dedication” er et ny legat, der uddeles af Parasport Danmarks hovedsponsor JYSK. Legatpuljen er på 200.000 kroner årligt, som uddeles til en eller flere lovende atleter i parasporten, der udviser en særlig dedikation. Legatmodtagerne udpeges af et udvalg bestående af repræsentanter fra JYSK og Parasport Danmark
De andre modtagere af dette års legat bliver offentliggjort inden årets udgang.