SIDEN SIDST
Korte nyheder fra parasportens verden
Få JYSK støtte til klubaktiviteter
Mangler jeres klub nyt træningsudstyr, vil I gerne med til et ekstra stævne, eller kunne det være fedt med et socialt arrangement for at styrke sammenholdet?
Nu er muligheden der for at søge tilskud til klubaktiviteter gennem den nyoprettede JYSK Aktivitetspulje. Parasport Danmarks hovedsponsor JYSK står bag puljen, der er på 100.000 kr. årligt.
Alle Parasport Danmarks klubber kan søge om støtte til aktiviteter, herunder rekrutteringstiltag, sociale klubaktiviteter, rekvisitter m.v. Læs mere om hvordan I søger på parasport.dk/klubber/stoette/jysk-aktivitetspulje/
Hvert kvartal udloddes der 5 x 5.000 kr, og de første fem klubber har allerede fået støtte. De kommende frister er 1. september 2022 og 1. november 2022.
BJØRK NØRREMARK NY AMBASSADØR FOR SKOLE-OL
Længdespringer Bjørk Nørremark er udpeget til ny ambassadør for Skole-OL. PL-deltageren skal sammen med 9 andre ambassadører deltage ved lokale Skole OL-stævner og være med til at skabe begejstring og glæde.
- Jeg blev vildt stolt og beæret over at blive spurgt, siger 19-årige Bjørk Nørremark, der PL-debuterede ved legene i Tokyo sidste år.
- Det betyder utrolig meget at være ambassadør for et projekt, som bidrager til, at endnu flere unge oplever glæden ved at bevæge sig og får nye venskaber gennem sporten, som jeg selv har fået. Konceptets mangfoldighed giver mulighed for at tænde en glød hos den, der mindst venter der. Det læner sig op ad den verden, som jeg bevæger mig i - nemlig parasporten – som virkelig viser, at alt er muligt.
Skole-OL finalen 2022 løb af staben den 14.-17. juni i Billund – efter dette blads deadline. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik (DAF) står bag Skole OL.
FÅ FODBOLDSTØTTE
Et handicap er ingen hindring for at spille fodbold. Derfor giver DBU og Parasport Danmark nu fodboldklubber der vil starte eller videreudvikle tilbud for mennesker med handicap eller særlig behov, mulighed for økonomisk støtte og eksperthjælp.
Det kan måske være svært at overskue, hvad det kræver at åbne klubben for eksempelvis autister eller spillere med udviklingshandicap. Måske ved I ikke, hvordan I finder spillere eller trænere, som vil stå for holdet, eller måske mangler I viden om mennesker med handicap.
Derfor tilbyder DBU og Parasport Danmark nu:
- 000 kroner til eksempelvis spillertøj, udstyr eller løn til træner
- Mentor, som har erfaring med at træne spillere med handicap
- Hjælp og sparring til for eksempel rekruttering af spillere
Det er en forudsætning, at klubben er medlem af DBU og er/bliver medlem af Parasport Danmark.
For yderligere information om hvordan man søger, kontakt Stine Sloth Jensen, idrætskonsulent i Parasport Danmark. Tlf. 6118 5703 / E-mail: ssj@parasport.dk.
400.000 fra UEFA til parafodbolden
Sidst i april modtog Parasport Danmark en donation på knapt 400.000 kroner fra UEFA’s Foundation for Children.
Det skete efter indstilling fra DBU, og de to forbund er enige om at pengene skal bruges til at lave flere fodboldtilbud for børn og unge med handicap. Det skal bl.a. ske i børnefodboldprojektet ’Fodbold for alle’, som er et samarbejde mellem Parasport Danmark, DBU, LEV, ADHD-foreningen og Landsforeningen Autisme.
– Det er fantastisk, at UEFA har valgt at støtte os, og vi er meget glade for, at DBU har indstillet os. Donationen giver os mulighed for at styrke vores i forvejen tætte samarbejde om fodbold for mennesker med handicap, og det glæder mig, at vi nu får mulighed for at give endnu flere børn og unge mulighed for at være en del af fodbold-Danmark, lyder det fra Parasport Danmark-formand John Petersson.
PARAFODBOLDTURNERING I DBU-REGI
Nu kan parasport-fodbolden også nyde godt at DBU’s digitale løsninger. Fra sæsonen 2022/2023 overgår Parasport Danmarks fodboldturnering til DBU’s turneringsadministration. Det betyder, at kampprogrammet kan ses på DBU’s app og hjemmeside, og at resultaterne løbende opdateres. Klubber, der er medlem af DBU, kan ligeledes udfylde holdkort, notere målscorere mv.
Formand for Parasport Danmarks fodboldudvalg, Stig Strand, ser mange fordele ved den nye aftale:
– Det kommer til at gøre mange lavpraktiske ting lettere for os i forbindelse med kampe og turneringer, og så er det virkelig noget, spillerne kan bruge – at de løbende kan følge med i, hvordan de ligger i turneringen. Og så er en det en kæmpe ting, at de nu må kalde det DM. Det betyder vanvittigt meget for dem, lyder det fra Stig Strand.
FLERE OG FLERE PARASPORTKLUBBER
Flere og flere idrætsforeninger bliver medlem af Parasport Danmark. Trods corona steg forbundets klub-medlemstal i 2021, denne gang fra 459 klubber i 2020 til 467 klubber i 2021.
Antallet af medlemmer med et handicap i foreningerne er det til gengæld ikke længere muligt at registrere. Siden 2020 har foreningerne i en række større idrætter ikke skulle registrere medlemmer med et handicap under Parasport Danmark – det gælder bl.a. i fodbold, håndbold, svømning, ridning, bowling og floorball. Således er forbundets medlemstal ikke længere retvisende, og vi har derfor valgt ikke at oplyse dem.
FØLG ROSENMEIERS REJSE
Det er ikke uvant at se para-bordtennisspilleren Peter Rosenmeier i fjernsynet, men det er ofte med et bat i hånden eller med en medalje om halsen.
Men i maj kunne du følge ham i serien ’Rosenmeiers Rejse’, hvor han undersøgte forholdene for handicappede rundt i verden, besøgte paralympiske sportscentre og så hvilke forhold andre paraatleter træner og lever under.
- Programmerne inviterer seeren med på en personlig rejse, dannelsesrejse om man vil, hvor jeg møder en masse mennesker med forskellige handicap og hører deres historier samt reflekterer over, hvordan det hænger sammen med det liv, jeg kender fra Danmark, fortæller bordtennisstjernen.
Rosenmeiers Rejse kan streames på dr.dk
GERT THOMSEN ER GULD VÆRD
Gert Thomsen, formand i Vestjydsk TandemKlub, blev hædret som årets leder i Holstebro ved Holstebro Idrætsråds idrætsfest den 26. marts.
Gert Thomsen, der er blind og har været formand i ti år, blev nomineret af klubbens medlemmer, der i motivationen oplistede hans store arbejde med at hjælpe medlemmerne med at spille showdown og cykle tandem, at reparere cykler, arrangere ture, lave klubblad og meget mere.
- Kort sagt - Gert Thomsen er guld værd for en idrætsforening, lød det afsluttende. Med prisen fulgte en vandrepokal samt 6000 kr.
SKOVSGAARD BOLDKLUB HÆDRET
DGI Nordjylland kårede på deres årsmøde i april Skovsgaard Boldklub til Årets Idrætsforening 2022. Skovsgaard Boldklub, der har startet et hold for spillere med udviklingshandicap og andre særlige behov, var nomineret sammen med 10 andre nordjyske foreninger. Med æren fulgte en gavecheck på 20.000 kr.
– Vi er glade for den anerkendelse vi får for vores hårde arbejde, men også glade for at se, at det vi gør, skaber værdi og andre også kan se meningen med hvad vi går og foretager os i vores lille forening. Vores partnerskabsaftale med Parasport Danmark har skaffet os 25 nye medlemmer fra en målgruppe, der normalvis ikke er foreningsvante og at vi kan skabe denne mulighed, giver bare så god mening for os i Skovsgaard Boldklub, sagde formand for Skovsgaard Boldklub, Niels S. Sørensen, til jammerbugt.dk.
Kilde: jammerbugt.dk